Prøv avisen

Den indiske lægemangel er betydelig større end den danske

Lørdagrefleksioner

LØRDAGSREFLEKSIONER: Omkring 55 procent af læger, der er uddannet ved indiske, afrikanske og arabiske universiteter, får arbejde i vestlige lande. Hjerneflugten har nu nået et katastrofalt omfang

30 INDISKE LÆGER ankom den 2. december til Danmark for at arbejde i Region Midtjylland. Efter danskundervisning i Indien og en introduktionsperiode på et par måneder her i landet indtræder de 1. februar i deres funktioner på midtjyske sygehuse.

I Indien er de uddannet som blandt andet patologer og radiologer, og det er den slags speciallæger, der er mangel på i Danmark. Der er nemlig lægemangel i Danmark. Men det er der også i Indien, og her er den betydeligt større. Der er 8-10 gange så mange læger i forhold til indbyggertallet i Danmark som i Indien.

DE UDVIKLEDE LANDE suger veluddannet arbejdskraft ud af tredjeverdenslande. Fænomenet fik i 1963 betegnelsen brain drain hjerneflugt. Omvendt kaldes det brain gain set med de vestlige landes øjne. Brain drain har i mange år været stigende og har nu nået foruroligende dimensioner. Man taler om vestlige landes nykolonialisering af Den Tredje Verden.

De tager ikke længere landområder og råstoffer, nu tager de veluddannede menneskers arbejdskraft og fattige menneskers organer. FNs Verdenssundhedsorganisation, WHO, rapporterer, at hvert 20. organ, der transplanteres i verden, er købt i et fattigt land.

Hjerneflugten drejer sig om videnskabsfolk, ingeniører og læger, og den har nået et katastrofalt omfang. Omkring 55 procent af læger, der er uddannet ved indiske, afrikanske og arabiske universiteter, får arbejde i vestlige lande. Tre fjerdedele af dem ender i USA, Canada og England. De vestlige lande har oparbejdet en tiltagende afhængighed af læger, som er uddannet i udviklingslandene og gør derfor meget for at få fat i dem. Danmark har hidtil set med skepsis på denne konkurrence om veluddannet arbejdskraft fra udviklingslandene, men er altså nu gået ind i kapløbet.

Konsekvensen er, at udviklingslandenes intellektuelle ressourcer udpines. Og når det gælder de vestlige landes import af sundhedspersonale læger og sygeplejersker rammes tredjeverdenslandene særlig hårdt. Befolkningerne i udviklingslandene bliver i stigende grad henvist til uautoriseret medicin byggende på overtro og traditioner. Det gælder særlig i landdistrikter, hvor kampen mod fattigdom, analfabetisme og uvidenhed i forvejen er svær.

Region Midtjylland har taget teten, og det forlyder, at andre danske regioner vil følge efter. Begrundelsen er, at vi har et desperat behov for speciallæger. Desperat? I sammenligning med udviklingslandene er vores lægemangel et luksusproblem.

Der kan være mange grunde til Danmarks relative lægemangel, men jeg vil pege på to. Den ene er vor indenlandske hjerneflugt til privathospitaler, som med gode lønninger henter veluddannede læger og sygeplejersker fra det offentlige sygehusvæsen. Privathospitalerne favoriseres for tiden ved hjælp af fradragsberettigede forsikringsordninger og ved hjælp af garantiordninger. Det er de offentlige sygehuse, som mangler lægerne. Og det er da heller ikke privathospitalerne, som rekrutterer læger fra udviklingslandene.

EN ANDEN GRUND til vor relative lægemangel og især mangel på radiologer og patologer er gennemførelsen af kræftscreeningsprogrammer. De skal være landsdækkende, og de retter sig mod store raske befolkningsgrupper. Cancerscreening er et udtryk for tidens umættelige behov for at sikre sig og for risikokontrol. Men den gavnlige virkning er omdiskuteret og usikker. Til gengæld er det sikkert, at der sker en betydelig overdiagnostik for det er jo selve screeningens idé og det er også sikkert, at programmerne kræver store ressourcer.

Den kritik, der rejses af, at Danmark nu også deltager i brain drain, mødes med udsagn som: Det er jo en kendsgerning, at mobiliteten af verdens borgere er øget, og det gælder inden for alle områder. Inden for EU tilstræber man fri bevægelighed af arbejdskraft, og det ses som et gode.

Man taler også om, at de indiske læger kun er på besøg; efter cirka tre år rejser de hjem igen med øget viden og kunnen til gavn for deres egne befolkninger. I argumentationen bliver det nu næsten til, at det er for Indiens skyld, vi gør det her. Hvordan det går, ved vi ikke, men i angelsaksiske lande, som har importeret indiske læger, er der en tendens til, at opholdet forlænges, eller at det bliver permanent.

MEN DET ER IKKE fri bevægelighed af arbejdskraft mellem ligeværdige lande. Og hvor fri er den i øvrigt? Vi har da måttet udstyre de pågældende læger med visa. Der må være nogen, der har vurderet, hvilke tilbud de skal have frihed til at tage imod. Og naturligvis har de fået visum, for vi kan bruge deres arbejdskraft. Til gengæld mangler den i Indien.

Hvad sker der så nu? Næppe meget. Vi skal i øvrigt nok få glæde af de dygtige indiske læger, der er søde og venlige. Det enkelte medmenneske bør naturligvis bydes velkommen, og jeg tror, relationer vil blive bygget op. Rekrutteringen huskes ikke længe, debatten vil forstumme. Danmark kan fortsat yde sin u-landsbistand. Vi kan fastholde vores selvbillede af idealisme over for udviklingslandene, og det er snart glemt igen, at idealismen er omvendt proportional med vore egne behov.

Ole J. Hartling er overlæge og formand for Det Etiske RådLørdagsrefleksioner bliver skrevet på skift af professor Ole Wæver, lektor og forfatter Henrik Jensen, journalist og teolog Sørine Gotfredsen, forfatter og præst Niels Højlund og overlæge og formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling