Prøv avisen
Refleksion

Den interessante Brinkmann-bølge opfordrer til kristen besindelse

Illustration: Søren Mosdal.

Svend Brinkmanns projekt har at gøre med at konstruere et livssyn, der pine død skal hænge sammen uden berøring med det guddommelige, og det fører uundgåeligt til en samtale om netop det guddommelige, skriver Sørine Gotfredsen

DET HELE BLEV i mine øjne lidt for simpelt, da Nils Gunder Hansen forleden her i avisen gjorde rede for sine tanker efter modtagelsen af Svend Brinkmanns bog ”Ståsteder”. Herunder min anmeldelse af den.

Min kritik grunder især i den omstændighed, at Brinkmann øser intensivt af den kristne tradition, som han konsekvent undlader at sætte ord på, hvorved man kan hævde, at han placerer læseren i et diffust rum, hvor man i sidste ende må fungere som sin egen myndighed og primært stå fast i kraft af sig selv.

Gunder Hansen tager tråden op ved at henvise til det opgør med Søren Kierkegaard, som K.E. Løgstrup udfoldede i 1960’erne, og den klassiske debat om, hvordan mennesket formår at gøre det gode. Er Gud afgørende som forpligtende instans, eller kan mennesket forlade sig på sin egen gode vilje?

Nils Gunder Hansen mener, at svagheden ved energisk at hævde kristendommens betydning er, at man kommer til at fremstå som apologet – et udtryk, der knytter sig til de kristne, der ved kirkens begyndelse forsvarede kristendommen mod forfølgelse. At tale kristendommens sag kan utvivlsomt virke trættende på nogle, men det er uundgåeligt for den, der ikke blot lidt distanceret og intellektuelt omgås det kristne som en livsanskuelse blandt mange andre. Set gennem troens perspektiv udgør kristendommen hver dag det vilkår, som virkeligheden ses igennem, hvilket ikke skal forveksles med instrumentalisering, som Gunder Hansen formulerer det. Det har at gøre med alvor.

BRINKMANN-BØLGEN HAR åbenbaret nogle velkendte temaer. Ikke mindst, altså, diskussionen om, hvorvidt tro og etisk bevidsthed hører sammen. Jeg skrev for nylig i Berlingske en kronik, hvori jeg problematiserede Brinkmanns stå fast-projekt, hvorefter han i avisen svarede, at jeg åbenbart mener, at kun troende mennesker kan gøre det gode. Netop dér strander diskussionen mellem den troende og den ikke-troende meget ofte, og jeg har erfaret det utallige gange i debat med tidens ateister. Disse kommer nemt til at optræde som apologeter for deres egen person, idet de føler sig drevet til at forsvare deres eget gode sindelag. Imidlertid nytter det ikke at kaste sig ud i en vurdering af hverken egen eller andres godhed. Naturligvis kan et ateistisk menneske handle godt, hvilket man kan begrunde på forskellig vis. Man kan mene, at den ikke-troende er dybt præget af en lang kristen tradition, hvor det ligger forankret i os, at man skal tage vare på sit medmenneske. Og derudover kan man forlade sig på overbevisningen om, at alle er skabt med en viden om det gode. Det betyder ikke, at mennesket af sig selv i tilstrækkelig grad kan udrette det gode, men det betyder for eksempel ifølge Martin Luther, at vi i hjertet bærer på en viden om det retfærdige, der er nedlagt af Gud. Og gennem åbenbaringen af Gud i verden og troen på ham kan vi i en eller anden grad formå at leve i overensstemmelse med det ansvar, der følger af at vide, hvad der er mest rigtigt at gøre. Alle lever vi i denne skabte ramme, men jo mere vi underlægges pres og vane, rationalitet og individualisering, desto mere kan det synes, at der ingen øvre myndighed findes, hvormed tilbøjeligheden til at adlyde det selviske kan tage til. Ifølge Søren Kierkegaard formår mennesket i sidste ende intet uden Gud, men i troen på Gud formår det særdeles meget, og en pointe kan være, at vi i denne epoke erfarer menneskets skrøbelighed i en verden, hvor Gud er afskaffet. Svend Brinkmann har vist sig i stand til at beskrive netop den forvirring og afmagt, der breder sig – ikke mindst i form af depressive lidelser – men han har svært ved at komme videre. Da han i forbindelse med den seneste udgivelse blev interviewet i DR 2’s Deadline, spurgte vært Martin Krasnik, hvad han selv stiller op, når han har det svært og mangler retning i livet. Og Brinkmann svarede, at han taler med sin kone og læser bøger.

SÅDAN TALER den privilegerede, raske og velbjærgede dansker på toppen af sin karriere, og hvis man som præst kom med det råd til den, der hverken har en kone at tale med eller en tilstrækkelig evne til at læse bøger, ville man opdage, hvor dybt behovet stikker for noget at stå fast i, der ikke er afhængigt af egen styrke, eget held eller position i tilværelsen. Brinkmann-bølgen udgør noget af det mest interessante, der længe er sket herhjemme. Den åbenbarer nogle grundlæggende temaer i diskussionen om det menneskelige og det religiøse, som Nils Gunder Hansen – omend på lidt fortegnet vis – pointerer. Svend Brinkmanns projekt har at gøre med at konstruere et livssyn, der pine død skal hænge sammen uden berøring med det guddommelige, og det fører uundgåeligt til en samtale om netop det guddommelige. At nogen påpeger det, kan man godt kalde apologi. Jeg ser det snarere som en uomgængelig opgave for enhver, der tager kristendommen alvorligt, og ikke mindst for landets præster, der lige nu oplever, hvordan danskerne i tusindvis forlader folkekirken. Der er en central samtale i gang, og det gælder om med hele sin apologetiske energi at melde sig ind i den.

Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, universitetslektor og forfatter Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.