Prøv avisen
Mediekommentar

Den kærlighedens gerning at erindre en afdød

De døde er gået bort, og dog kan vi sige med Blichers landsbydegn ”Jeg har venner og bekendte her både over og under jorden”, skriver Jesper Bacher.

Vel begraver vi de døde, vi begraver derimod ikke vores liv med den døde

Vi begynder med Søren Kierkegaard: ”Den kærlighedens gerning at erindre en afdød er således en gerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste kærlighed. Så gå da hen og udøv den; erindre den afdøde, og lær just derved at elske de levende uegennyttigt, frit, trofast.”

Citatet forekommer et passende fortegn for torsdagens bevægende udgave af ”Radiofortællinger” på P1 med titlen ”Mathias for evigt”. En fortælling om sorg og erindring og den dødes gang blandt de levende. Ikke som spøgelse og gespenst, men som et bånd mellem nutid og fortid, som en glæde, der gik tabt, men aldrig død. Mathias Baadsgaard-Lund var en 16-årig efterskoleelev, som døde af meningitis i januar sidste år. En af de disse tragedier, som udstiller livets skrøbelighed trods ungdom og kraft, tryghed og velstand.

En del har nok oplevet sådant et meningitisdødsfald i skolen. Måske var vi ikke tæt på den døde, men der var alligevel denne følelse af fejltagelse. Som om døden ikke kendte sin besøgelsestid og havde forvildet sig ind i fremmed og alt for ungt land.

I oldtiden, hvor levealderen var anderledes kort, prægede man ordsproget ”Den, som guderne elsker, dør ung”. Det er en ringe trøst, men som man forstod det, var Mathias Baadsgaard-Lund en særdeles opvakt og ung mand, ansvarlig og omsorgsfuld, vennernes ven og forældrenes stolthed. I Mathias’ tilfælde havde forældre og venner gjort et særligt sorgarbejde, som var emnet for ”Radiofortællinger”. Måneder efter bisættelsen havde forældrene inviteret vennerne til mindesamvær i haven, her var der blevet talt om Mathias, og de, som ønskede det, kunne få en af hans ting.

Der blev knyttet særlige bånd mellem forældrene og de unge mennesker, og Mathias’ mor fortalte, hvordan hun spejlede sin døde søn i de levende kammerater. Tabet var selvfølgelig uerstatteligt, men mennesker lever også videre i de mennesker, de var tæt på. Moderen passede fremdeles Mathias’ Facebook-profil, ikke for give kunstigt liv til den døde, det var den letteste måde at holde kontakten til sønnens store omgangskreds.

Mathias’ gravsted var også specielt og blev omtalt som en have med blomster og planter fra steder, som kunne knyttes til ham. Der var ydermere en cylinder med kolde øl og sodavand, så Mathias kunne give en posthum omgang til de besøgende.

Er det for meget? Det er der måske nogle, som vil sige, men over for den dybe hjertesorg sætter man sig ikke på den høje hest, man tager hatten af. Vel begraver vi de døde, vi begraver derimod ikke vores liv med den døde. De døde er gået bort, og dog kan vi sige med Blichers landsbydegn ”Jeg har venner og bekendte her både over og under jorden”.

Mathias’ bedste ven, Orla, mente, at Mathias havde det ”mega nice”, hvor han var nu. Ja, evighedshåbet kan udtrykkes på så mange måder. Det er smukt at erindre en afdød, men endnu større er det at håbe for de døde. Hvor evangeliet går i hjertet, går håbet ikke i graven.8

Jesper Bacher er sognepræst.