Selv burde kirken alt andet lige være tilfreds med afsløringen, da åbenbaring og dom hører til dens dogmatiske arvesølv. Det er den ikke, hvilket har vakt mistanke om, at den hellere dækker over sine præster end tilstår deres synder og forsøger at råde bod på dem.
LÆS OGSÅ: Den katolske kirke mister privilegier
Selv forklarer den sin holdning anderledes, hvilket aktuelt har fundet et prægnant udtryk i munden på dens formelle overhoved, ærkebiskop Seán Brady.
Anledningen er den såkaldte Cloyne-rapport, der blev offentliggjort i juli, og som dokumenterer, at de gejstlige myndigheder i stiftet Cloyne i en lang række tilfælde har forsømt at registrere misbrugstilfælde og rapportere dem til de verdslige myndigheder, ligesom de heller ikke har etableret et støttesystem for ofrene eller udpeget uafhængige rådgivere, sådan som kirken ifølge sine egne love er forpligtet til.
I KØLVANDET PÅ rapporten har ministeren for børn og unge, Frances Fitzgerald, forelagt en lov, der træder i kraft om et par måneder, og som vil straffe den, der tilbageholder viden om børnemisbrug, med bøde eller fængsel. Herefter skal selv en præst, der i skriftestolen erfarer, at nogen har misbrugt børn, straks melde det, selvom han som skriftefader ifølge kanonisk lov har tavshedspligt.
Nu er skriftemålet i den katolske kirke fortsat et sakramente, så det er ikke nogen lille sag, når øvrigheden ikke længere vil lade den have det i fred. Så da ærkebiskop Brady i søndags prædikede, gav han ifølge The Irish Times regeringen svar på tiltale:
Friheden til at deltage i gudsdyrkelse og til at nyde kirkens veletablerede ritualer er så fundamental, at enhver krænkelse af den er en anfægtelse af selve grundvolden i et frit samfund. For eksempel er ukrænkeligheden af skriftemålets tavshedspligt af så fundamental betydning for sakramentets natur, at ethvert forslag, der underminerer denne ukrænkelighed, er en anfægtelse af enhver katoliks ret til religions- og samvittighedsfrihed.
Kirken har imidlertid ikke den samme magt i Irland som tidligere, så få timer efter messen replicerede Justitsministeriet i Dublin via en talsmand for justitsminister Alan Shatter, at loven om tilbageholdelse af informationer om forbrydelser mod børn ville blive implementeret uden hensyn til nogen religiøs gruppes interne regler.
DÉT ER SELVFØLGELIG fatalt for kirken, når den insisterer på sin tavshedspligt. Men det er også fatalt, at kirken i skikkelse af Brady argumenterer rent dogmatisk for skriftemålet, selvom det reelt i højere grad har psykologisk end teologisk betydning. Således henviser lederskribenten i The Irish Times til Australien, hvor en præst, der i 2003 blev idømt seks års fængsel, fortalte, at han i en 25 år lang periode havde skriftet sit misbrug af børn til omkring 30 kolleger uden at få besked på andet end at gå hjem og bede. Præsten forklarede:
Når børnene gik efter hver enkelt overgreb, følte jeg en så overvældende sorg og anger, at den næsten blev fysisk. Jeg var fortvivlet efter overgrebene, hvert af dem. Jeg led så meget, at jeg gik til skrifte hver eller hver anden uge for at tilstå, at jeg havde begået seksuelle overgreb på små drenge.
Hvor oprigtig hans anger end var, fik skriftefaderen der måske nok på Guds vegne kan tilgive synderen, men ikke synden ham ikke til at høre op med at forgribe sig på børnene. Ergo forstår man godt, at The Irish Times forventer mere af skriftefaderen end bod, bønner og sympati, og at avisen sætter børneret over kirkeret:
Religionsfrihed er et vigtigt princip i et pluralistisk samfund, men alle bør huske på, at det vigtigste spørgsmål her er beskyttelsen af børn.
Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat.