Det er et ofte tilbagevendende problem, at kristne ikke mere kan samles om det samme nadverbord. Hvorfor er det sådan, når vi dog er enige om, at Kristus har indstiftet én kirke og én nadver?
Mange er ikke bevidste om, at der er større forskelle i opfattelsen af dette mysterium, end det umiddelbart kan se ud til. Den katolske eukaristi (taksigelse) har to hoveddimenioner. Den er på én gang offer (messeoffer) og festmåltid (nadver).
A) Messen som offer:
1. Messeofferet er et sakramentalt offer:
Taksigelse og lovprisning af Faderen. Kirkens store taksigelse kommer især til udtryk i den eukaristiske bøn. Kirken er kaldet til at gå ind i Jesu lovprisning af Faderen ved Hans bortgang fra denne verden.
2. Messeofferet er ihukommelse og aktualisering af Kristi offer: "Dette er mit legeme, som hengives for jer." Kristi offerdød på korset og eukaristiens offer er ét og det samme. Kristus, som dengang ofrede sig selv, ofrer nu sig selv ved præstens tjeneste, kun måden er forskellig ("det ublodige offer").
Samtidig er det hele Kristi mystiske legeme, kirken, som ofrer sig selv, de troendes liv, lovprisning, deres lidelse, deres bøn, deres arbejde, alt bliver forenet med Kristus i hans hengivelse og får således en helt ny værdi. Derfor fødes og udtrykkes i dette sakramente kirkens énhed, og Kristi legeme opbygges.
Den katolske nadver er således også tegnet på foreningen med Kristi synlige og usynlige kirke, med alle engle og helgener, den hellige Gudsmoder Jomfru Maria, med paven og alle kirkens biskopper.
3. Kristi nærvær, Hans realpræsens:
Kristi realpræsens er troen på, at Jesus bliver virkeligt nærværende i det øjeblik, præsten løfter brød og vin og siger indstiftelsesordene: "Dette er mit legeme - dette er mit blod", en tilstedeværelse, som er reel - ikke kun et symbol, et billede eller et minde.
I reformationen skete der nogle afgørende brud, som fjernede de protestantiske kirker fra denne oprindelige universelle (katolske) opfattelse. Om forvandlingen sker i fuldgyldig katolsk forstand, er imidlertid afhængigt af, om den foretages af en præst, der ifølge katolsk forståelse er gyldigt viet, dvs. har modtaget indvielsen til det særlige præstedømme, som Kristus har indstiftet, da Han indsatte sine apostle i dette embede (Matt. 10,8; 18,18; Luk 22,19; Apg 1,3-8), eller om han/hun kun repræsenterer det almene præstedømme, som alle døbte har del i (jvf 1. Pet. 2,5-9).
Forståelsen af embedets guddommelige karakter er et kardinalpunkt i Den katolske Kirke. Derfor er også præstevielsen et sakramente. Hvor denne succession er brudt, er præsteembedet og dermed eukaristien ikke gyldige i samme fulde forstand.
B) Kommunion og festmåltid: Dette festmåltid er ikke kun et minde om den hellige nadver skærtorsdag aften, det er allerede nu en deltagelse i målet for Guds frelsesaktion. Det er ved Kristus og i Kristus, at verden er frelst og hele skabningen allerede fornyet. Det er pantet på festmåltidet i det evige liv i Himlen.
Jesu opstandelseslegeme er den første celle i en ny verden: I Ham har Ånden allerede taget stoffet i besiddelse - som den vil gøre det med hele skabningen, når Kristus sammenfatter alt i sig. Den inderlige forening med Gud selv i kommunionen forudsætter, at den modtagende selv lever i nådens stand, dvs. ikke lever i alvorlig synd, f.eks. samliv uden for ægteskab for blot at nævne et enkelt eksempel. Præsten beder før uddelingen af nadveren om, at modtagelsen af dette sakramente ikke må blive "til dom og fortabelse, men for din kærligheds skyld til styrke og lægedom" (1.Kor 11,29).
Derfor er det også for katolikker en forudsætning for, at de kan modtage sakramentet, at de lever "i nådens stand" - eller i modsat fald, at de forinden har skriftet, er blevet løst fra deres synder og alvorligt har lovet "bod og bedring", altså at de seriøst beslutter at ændre deres liv på de punkter, hvor de har krænket Gud.
Når protestanter ønsker at modtage den katolske nadver, mon de så er klar over, at de dermed siger ja til alt dette?
Nogen vil måske sige: Jamen, for mig betyder det noget helt andet. Her er vi ved problemets kerne: Den katolske tro bygger på den objektive, overleverede sandhed, som under Hellig-åndens vejledning i Kirkens læreembede er gået fra biskop til biskop i Kirkens Tradition.
Sandhedskriteriet ligger i den katolske opfattelse ikke i det enkelte menneskes subjektive modtagelse af Guds ord og Guds sakramenter, men i den objektive virkelighed forankret i Kirkens Tradition og Den hellige Skrift.
Uddybende læsning:
a) "eukarsien Jesus Kristus, brødet som brydes for en ny verden" - Dokument til den Internationale Eukaristiske Kongres i Lourdes 1981. Katolsk forlag 1981.
Kirsten Kjærulff er katolsk retræteleder og besvarer bl.a. spørgsmål på www.religion.dk