NOMENKLATURA. Sådan kaldtes den klasse af mennesker i Sovjetunionen og andre Østbloklande, der besad centrale poster og ledende administrative stillinger i den statslige forvaltning, industrien og landbruget, i kulturinstitutioner og uddannelsessystemet. Sådan sikrede man den ideologiske ensretning.
Det var altså eliten – det privilegerede lag af politikere og funktionærer. Men hvad har alt dette med kirken at gøre? I Sovjetunionen var der jo kirkelukninger på stribe, julen blev forbudt, og kristne blev undertrykt. Men det har alt med kirken at gøre, selvom julen ikke er forbudt. Hvor stort set alle i den herskende klasse i sovjettiden var medlemmer af det kommunistiske parti, så er stort set alle i den såkaldt kirkelige elite i dag kulturradikale og stemmer til venstre for midten.
Og hvad laver så det kirkelige nomenklatura? Få ved det – og endnu færre har gavn af det, selvom det menige folkekirkemedlems kirkeskattekroner går til den kirkelige elites projekter og institutioner. Forleden hed en overskrift i her i avisen: ”Chat skal gøre sjælesorg kendt blandt danskere”.
Det handler om et svensk inspireret, selvfølgelig, fristes man til at sige, millionprojekt. 8,3 millioner kroner har folkene bag projektet uden at skamme sig modtaget fra Folkekirkens Fællesfond. Fire halvtidsansatte præster med sjælesorgserfaring og en projektleder med en fortid som gestaltterapeut, konsulent og præst sidder klar ved chatten på sjælesorg.nu.
Ifølge projektleder Pernille Hornum er formålet at kunne chatte anonymt med et medmenneske, der kan ”lytte og favne”. Og folk skal gerne opdage, at præster er ”ganske almindelige mennesker”, ”der kan rumme én, som man er, uden at stille krav”, Sikke et selvbillede. Folk ved da godt, at præsten ikke er noget særligt.
Præsten sidder med samme fejlbarlige, skrøbelige og ufuldkomne menneskeliv uden en bedrevidende patentopskrift på at få skænket ”et godt liv” – sjælesorg er først og fremmest at lytte. Det kan blive en pinlig affære på chat. Projektet skal ”re-brande” sjælesorgen.
Hør her: For det første er sjælesorgen og folkekirken ikke et firma, der skal markedsføres. For det andet bliver man betroet alt muligt som præst – hvis man ellers er en synlig præst, der passer sin prædikestol og sin menighed. Og præsten skal følge sin menighed, leve og virke i den – derfor har man en sognegrænse. Man får jo den fæle mistanke, at behovet for disse stillinger først opstod, fordi de blev oprettet – for at fremhæve dem selv og systemet.
Hvis du vil være lærd, så tag det lette og gør det svært, skrev Piet Hein. Det må være efter den forskrift, de arbejder i det fireårige udviklingsprojekt Kirken på Landet, der skal nytænke kirkens rolle i lokal- og civilsamfundet og udvikle et ”folkekirkeligt beredskab til håndtering af en konstruktiv omstillingsproces af Kirken på landet”, som det hedder på projektets hjemmeside. Det er jo ikke noget nyt, at der er kirke på landet, men det er noget nyt, at der skal sidde en kirkelig nomenklatura og analysere på menighederne og sognebørnene – langt væk fra den virkelighed, der er deres. Alt imens sognebørnene bliver ladt i stikken – sognene bliver lagt sammen, præster skal cykle rundt mellem 4-6 kirker uden at få forankring i det lokale liv. Og hvorfor?
Ja, for at spare penge til oprettelse af konsulentstillinger, rådgivere og udviklingsgrupper, der kan skrive fine rapporter om, hvordan man skal være præst på landet. De kan så bruges på det obligatoriske folkekirkelige efteruddannelsesapparatet – en pseudovirksomhed i folkekirken, kurser tømt for teologisk indhold, men med grundig undervisning i new public management (folkekirken har endnu ikke opdaget, at det ikke virker) og en indoktrinering i humanistisk ideologi og den politisk korrekte væremåde, der udgår fra folkekirkens top.
Og toppen vokser. Det er bemærkelsesværdigt. Jo, flere krisetegn folkekirken får, jo færre døbte, jo flere udmeldelser, jo mere kritik af folkekirkens økonomi, desto mere vokser den kirkelige elite. Nøjagtig som ethvert andet kriseramt system. Jo mere EU er ved at falde fra sammen, desto mere politi vil de have – desto mere taler de om Schengen-samarbejdet. Systemet i Sovjet kollapsede sammen da diskrepansen mellem ideologi og folkets virkelighed blev for stor. Det kan den også blive i folkekirken.
Og nu er der stemning af panik før lukketid. Der er trykt 130.000 livsstilsfoldere om dåben, noget humanistisk hovedet-på-skrå-snak og et billede af en far med baby på armen og tøjklemmer i munden. Ja, der er panik, når præster vil debattere dåb med ateister på Facebook. Hvilke gode argumenter er det lige, de vil bruge? Er den til nytte? Får man gavn af kristendommen?
Kierkegaard ville hade det. Kristendommen trænger ikke til et forsvar, men til at blive forkyndt. Tror de ikke, evangeliet kan noget? Det kan det. Det handler om den daglige skyld og tilgivelse, som ethvert menneske har brug for. Om få år mangler der 400 præster på landsplan. Derfor skal pengene og præsterne væk fra deres ligegyldige projekter og konsulentstillinger og tilbage i sognene. Der hvor sognebørnene er. Dem der har betalt deres hårdtjente penge til folkekirken.
Får de gavn af den fjerne præst, ”Kirken på Landet” eller new public management? Nej, de får gavn af, at præsten kender sin menighed – så kan præsten gå ind i hvilket som helst hjem. Så er både problemet sjælesorgen og dåben klaret.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.