BISKOPPEN I ROSKILDE har givet en advarsel til sognepræst Søren E. Jensen på grund af dennes prædiken fra en fællesgudstjeneste i Lejre provsti den 15. søndag efter Trinitatis sidste år.
Vi har en lang og god tradition for forkyndelsesfrihed i Danmark, men en prædiken skal også kunne skelnes fra en Facebook-opdatering, hvor man skriver sjovt og ubetænksomt om, hvad der falder én ind i øjeblikket. Det er svært at få øje på nogen forkyndelse i Søren E. Jensens prædiken, som mest indeholder polemik mod kollegaer og kirkelige idiosynkrasier. For en kirkegænger, der søger et trøstens eller glædens ord, er det lidt svært at se, hvad præstens private uvilje mod spaghetti har med evangeliet at gøre.
Christian den Femtes Danske Lov fra 1683 beskriver ret præcist, hvordan præster skal prædike. ”De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Forhaanelse, saa at de ingen røre ved Navn”, står der, hvilket jo betyder, at præsten ikke må hænge nogen ud i sin prædiken ved navn eller på anden vis.
Præsten må heller ikke skænde eller forhåne, for det rimer dårligt på det kristelige budskab at formidle det på den måde. Ej heller må præster ”hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden Troes Bekiendelse”, hvilket ligner meget en afstandtagen hadefuld tale, som vi kender det i dag, men også er en påmindelse om ikke at definere kristendommen negativt over for konkurrerende religioner, som det ligger lige for.
DANSKE LOV FORESKRIVER også, at præster ”skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster”, altså lade egne sym- og antipatier bestemme indholdet af prædikenen. Kæpheste kan man ride i fritiden, i læserbreve eller på sociale medier, og disse digitale tider er ikke fattig på fora til den slags. Enevældens statskirke var ikke mere stiv, end at den på fin og indfølende måde foreskrev præster, hvordan de skulle prædike evangeliet.
Når jeg læser Søren E. Jensens prædiken, forsømmer han sig stort set mod alle disse principper, som i øvrigt stadig har juridisk gyldighed. En prædiken skal forkynde evangeliet, og det betyder være nærværende og opbyggelig over for sognets kirkegængere, der kommer i kirke hver med deres sorger eller bekymringer.
Søren E. Jensens nabopræst, Poul Joachim Stender, har sagt det ret klart: ”Jeg synes, Søren totalt mangler kirkelig pli. Jeg synes ikke, en prædiken skal være polemisk. Der sidder folk i menigheden, der kæmper med deres liv, og som længes efter ord, der gør den næste uge mindre svær at gennemleve" (Dagbladet Roskilde, den 13. februar 2015). Og som Poul Joachim Stender også understreger, og som mange af os praktiserer, er det vigtigt for alle institutioner, at der skal være røster, der taler strømmen imod. Men det skal ikke ske i prædikenen.
Hvor svært kan det være? Vi skal stå vagt om forkyndelsesfriheden, når en præst i alvor og tro giver sin udlægning af evangeliet, men samtidig holde fast i den kirkelige pli og ordentlighed, som Danske Lov fornemt formulerer, så præsten ikke unødigt lader sine lyster til polemik løbe af med sig. Hvis præsten ikke selv kan finde ud af det, må provst og biskop tugte og ave ham, til han lærer det.
Henrik Gade Jensen er sognepræst i Dannemare-Gloslunde-Tillitze-Græshave