”Ak, kødelig lyst/ som mangen med dødelig læbe har kyss’t,” som vegetarerne ynder at synge det. Nej, det er selvfølgelig ikke rigtigt. Det er jo Thomas Kingo, som skriver sådan i ”Far, verden, far vel!”. Ikke just en vegetarisk slagsang, men en kristen salme, hvor den kødelige lyst er seksuel. Ikke desto mindre meldte ordene sig, da jeg lyttede til første afsnit i P1’s serie ”Kødkrigen” om den vegetariske kamp mod kødforbruget eller slaget om vores fælles fødevarerfremtid, som det hed med en anden militant metafor.
Ifølge Kingo kan den kødelige lyst føre til ”evige luer”, ifølge generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening og hovedpersonen i ”Kødkrigen” Rune-Christoffer Dragsdahl vil det have enorme konsekvenser for den globale bæredygtighed, klima, vandforbrug, ressourcer og skabe store flygtningestrømme, hvis vi fortsætter med at spise så meget kød.
Hos Kingo kyssede man med dødelig læbe, for vegetarerne er kødforbruget nærmest et dødskys til verden. Og så er der det etiske problem med at slå dyr ihjel. For vegetarerne er det ikke rart med døde dyr på bordet. Hvordan kan man nyde maden over dyrenes lig og ligefrem fortære ligdelene med største velbehag? Man kan nu diskutere, hvor meget kød der er på den forargelse.
Hvad så med planterne? De er dog også levende væsener, som snart udsættes for et skrupelløst massemord, når høsten sætter ind? Dyrene skal da have det godt, men vi er dog kødædere af natur. Den kødløse holdning er mere kunstig, og selvom man ikke deler den, viser den, at mennesker er mere end kød. Mennesker er også ånd og kan derfor afsværge, hvad dyrene ikke kan.
Der kan da også være gode grunde til at se på vores kødforbrug. Vi danskere spiser i gennemsnit et kilo kød om ugen, og det er vel rigeligt. Det danske køkken behøvede ikke at være så kødtynget, og det ville også tynge danskernes kød og verdens tilstand noget mindre, hvis vi modererede forbruget. Man behøver ikke at abonnere på de dommedagsscenarier, som fortæller, at undergangen er vis, om vi ikke bliver planteædere og vender os fra kødets fristelser, for at se pointen i lidt større mådehold.
For at tegne fronterne i kødkrigen blev der aflagt besøg på ”Guldkroen” i København, hvor den dansk-tyrkiske kok og restaurantejer Umut Sakarya tilbyder stegt flæsk ad libitum og kæmpeportioner fra det traditionelle danske køkken.
Det gjorde nu ikke Umut Sakarya til fortaler for et blindt kødfråseri. Han mente selvsagt, at vi skulle have lov at spise kød, men sagde også: ”Misbrug af alting er jo skadeligt.” Umut Sakarya slog til lyd for mere kvalitet end kvantitet i kødforbruget og undrede sig over, hvor billigt kødet er i Danmark.
Rune-Christoffer Dragsdahl bliver næppe stamkunde på ”Guldkroen”, men sammen med Umut Sakarya indvilligede han i at komponere en vegetarisk nationalret som pendant til stegt flæsk med persillesovs, der ellers nyder status af dansk nationalret.
”Kødkrigen” på P1 bølger i fem episoder, men i den første episode kom man da lidt op af skyttegravene.
Jesper Bacher er sognepræst.