I sidste uge fik jeg igen to gange den melding, jeg har hørt utallige gange i de seneste år: Hvorfor kommer kirken ikke noget mere synligt på banen i den offentlige debat om alle de svære spørgsmål? Hvor er I henne?
Det skete ligesom tidligere ved foredrag i ikke specielt kirkelige forsamlinger; og spørgsmålet er tankevækkende hver gang, ikke mindst når man egentlig selv synes, man blander sig rigeligt.
Der er flere ting i det. Der er sket det, at kristendommen i det sidste halve århundrede som et led i en emancipationsproces i vid udstrækning er forsvundet ud af det offentlige rum. Og nu savner folk den - de vil have troen tilbage som medspiller i den samfundsmæssige diskurs.
Firmaerne sender deres folk på kursus, fordi firmaets politik skal baseres på værdier, og så sidder de dér og skal opfinde værdierne forfra, så det bliver tit derefter. Så man kan i grunden godt forstå, at de beder om vejledning.
Danskerne har fået den opfattelse, at kristendommen er konsekvensfri. Og det har passet dem meget godt. Færdig med at udefrakommende autoriteter skulle blande sig i, hvad de gik og gjorde, færdig med at få dårlig samvittighed ved synet af en præst. Der er en indre protestant i os alle sammen, senest kommet til orde i statsministerens nytårstale og den efterfølgende massakre på de såkaldte »smagsdommere«. Og så alligevel: Der må da være nogen, der kan sige, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Kirken må da kunne gøre det. Folk kan alligevel ikke forstå det, hvis kristendommen ikke skulle have nogle konsekvenser (og det har de jo ret i), selvom de nødigt vil drage dem for deres eget vedkommende.
Jeg er ikke i tvivl om, at hvis kirken som institution begyndte at udtale sig autoritativt om de svære spørgsmål, ville den få massivt modspil. Måske ville regeringen endda nedlægge den. Og så meget protestanter er vi vel også, at vi ikke mener, at sandheden kan vedtages ved stemme-flertal. Dertil kan man føje, at sådan er folkekirken heller ikke skruet sammen (selvom folk giver udtryk for betydelig træthed ved den med, at »ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne«).
Alligevel: vi er nødt til at tage alvorligt, at folk som flest åbenbart ikke har det godt med, at samfundet bare bliver overladt til »Eigengesetzlichkeit«. At snittet mellem troen og livet i verden bliver så rent, at der ikke bliver noget spor tilbage. Kristendommen må tilbage i det offentlige rum. Det kan bare ikke ske uden, at man kommer til at udfordre folk. Er kirkens folk bange for at træde folk over tæerne og af den grund komme ud i stormvejr, skal de bare sidde denne bekymring overhørig. Men noget tyder altså på, at folk længes efter at blive trådt over tæerne.
Det behøver ikke at føre til gerningsretfærdighed. At kristendommen er noget »vi for intet får«, kan godt forkyndes - samtidig med en fælles overvejelse af, hvad den betyder. Det sidste må vi så prøve at finde nogle former for. Og at forestille sig, at det vil betyde en ny kirkelig hovmestereren af samfundet, er helt ude af proportioner, samfundets udvikling og kirkens placering i det taget i betragtning.
Hvorfor er det så svært for danskerne at finde ud af det med konsekvenserne af kristendommen? Det har selvfølgelig også at gøre med, at de kender den så lidt. Man kan ikke mobilisere noget for sin personlige stillingtagen, som man ikke har ord for. Det lyder voldsomt med en kristelig genopdragelse af det danske folk. Men hvorfor ikke, når nu det på en eller anden måde er det, de efterlyser?
Til sidst: det burde ikke være nødvendigt at sige det, men er det måske alligevel, at de, der repræsenterer kristendommen (og det gælder både præster og lægfolk), naturligvis også må drage konsekvenser af den - i det, de siger, og det, de gør. En forgænger til mig i mit vestjyske embede var tilbage i midten af attenhundredtallet kendt for at tilbringe lørdag nat på spillebuler i Holstebro. Når han gik på prædikestolen søndag morgen, endnu med kridtstøv fra de udviskede kortregnskaber på ærmet, sagde han til sognefolket: I skal lægge mærke til, hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør. Men det var lige præcis det, han gjorde, man huskede - ikke det, han sagde.
I lørdags så jeg Desmond Tutu i tv. Hans kristendom er uhyre enkel. Hvorfra stammer denne lille mands autoritet: mon ikke fra vor viden om, at han har båret konsekvenserne af sin tro på egen krop. Hvorfra stammede og stammer Martin Luthers autoritet: mon ikke fra, at han selv tog konsekvensen af det, han troede? Det kaldes troværdighed.
Niels Henrik Arendt er biskop i Haderslev Stift