Prøv avisen
Debat

Befri dåben fra folkekirkens fangenskab

En kristen familie døber deres barn i Jordanfloden mellem Jordan og Vestbredden, hvor Jesus ifølge Det Nye Testamente blev døbt af Johannes Døberen. Enhver kan modtage Guds nåde hvor som helst, og derfor behøver dåben ikke at finde sted inden for folkekirkens mure, mener debattør.

Biskopperne vrøvler, når de afviser, at dåben kan finde sted andre steder end i en kirkebygning. Jesus blev døbt i det fri af Johannes Døberen, som ikke selv var døbt, så enhver kan døbe hvem som helst hvor som helst, mener lektor Paul Jørgensen

FOLKEKIRKENS BISKOPPER har med stor snilde draget tre mure omkring dåben, hvormed de hidtil har værnet sig. De har i Kristeligt Dagblad den 16. maj og i et tidligere indlæg her i avisen afvist, at dåben kan finde sted andre steder end i en kirkebygning.

Den første mur var den kongelige anordning/resolution om dåb i folkekirken. Nu gør folkekirkens stridsmænd i andre sammenhænge et stort nummer ud af, at kristendommen ikke er en lovreligion. Men så når de har brug for det, så henviser de samme stridsmænd til både Grundloven, den kirkelige lovgivning, bekendtgørelser, cirkulærer og kirkeministerielle skrivelser og vejledninger som nødvendige, for at evangeliet kan få frit løb i den evangelisk-lutherske folkekirke!

Den anden mur er også skrøbelig. Afvisningen begrundes med en forhandling og en beslutning på et møde mellem Danmarks biskopper. Det er vist helt nyt, at et dansk bispemøde kan træffe dogmatiske beslutninger. Det holder ikke, at katolske biskopper kan træffe bindende afgørelser. Folkekirkens biskopper har indtil i år ikke kunnet.

Den tredje borgmur, som biskop Stubkjær kæmper fra, er Den Augsburgske Bekendelse og Luthers skrifter. Nu var et af Luthers vigtigste anliggender et opgør med kirkens tradition. Der var på Luthers tid en klar tendens til, at kirken måske oftere henviste til traditionen end til skriften. Derfor er et af Luthers vigtigste principper ”Skriften alene”, ”sola scriptura”. Jeg tænker derfor tit på, hvordan det kan være, at folkekirkelige stridsmænd ofte afslutter debatter med et Luther-citat.

MEN HVAD SIGER Skriften så om dåb i det fri og i menighedens fællesskab? Der er i de berettende dele af Det Nye Testamente to beretninger om dåb i det fri. Den ene er Jesu egen dåb (Mark. 1, 9-11). Det skete i det fri ved Jordanfloden. Der var ingen kristen menighed omkring ham. Johannes Døberen havde ikke selv modtaget den kristne dåb. Så når Stubkjær skriver, at dåben er gyldig, når den foretages af en anden døbt, så vrøvler han. Der var heller ingen kirkebygninger ved Jordan.

Den anden dåbsberetning har vi i Apostlenes Gerninger (8, 26-39). Det er Filip, som døber den etiopiske hofmand. Her er der heller ikke nogen menighed og ingen kirkebygning. Paulus havde ingen kirkebygninger og ingen menigheder, da han gennemførte sine missionsrejser.

Da Ansgar kom til Hedeby i 826 og begyndte sin mission, var der ingen kirkebygninger og ingen menighed. Da Hans Egede kom til Grønland i 1721, var der ingen kirkebygninger og ingen menighed. Så hvorfor vil biskopperne spærre dåben inde i mere eller mindre tilfældige kirkebygninger?

JEG KAN DOG GODT SE et par praktiske og æstetiske vanskeligheder ved dåb i det fri, særlig hvis det skal være neddykningsdåb. Hvor er der egnede steder? Skal det være med rindende vand som ved Jordanfloden? Karup Å, Storåen ved Holstebro, Gudenåen, Kongeåen, Susåen, Mølleåen, Odense Å? Og det æstetiske. Hvilken påklædning skal døberen, sædvanligvis præsten, have på? Bikini, badedragt eller bare badebukser? Eller skal det være en ”liturgisk” påklædning?

Så finder Stubkjær anledning til at kritisere ”den romerske præstekirke”. Han mener, at Luther skaber et nybrud med ”vægt på menighed og prædiken” i modsætning til kirken i middelalderen. Det er noget vrøvl. Hvis Stubkjær ser sig omkring, når han går på arbejde i Viborg, så kan han se en stor og flot domkirke. Den oprindelige domkirke i Viborg blev bygget i middelalderen for at kunne samle hele den kristne menighed i stiftet, bygningen skulle have plads til alle, til hele menigheden.

For mig vil det styrke troværdigheden hos folkekirkens biskopper, hvis de bare havde et mindstemål af kirkehistorisk indsigt. Jeg har intet imod, at den kristne forkyndelse, en prædiken, i vor tid også bruger den teologiske indsigt hos for eksempel Augustin, skolastikerne, Luther, Kierkegaard, Grundtvig og vore øvrige salmedigtere - hvis udgangspunktet altid er ”Skriften alene”, for kristendommen er ikke en lovreligion!

Enhver kan døbe hvem som helst hvor som helst, eller rettere Gud giver sin nåde - ufortjent.

Paul Jørgensen er lektor i historie og religion