Hvis jeg skal koge det, jeg tror på, helt ned til en god, gammeldags maggi-terning og komme med et ultrakort statement af, hvad jeg tror virkelig kan bære gennem alle omskiftelser, sorger og glæder i livet, så er det troen på Gud og på de gode relationer til andre. Andre ting er også vigtige. Men de kommer godt nok i anden række. Eller tredje.
LÆS OGSÅ: DEBAT. Lær af historien - og tag det afslappet
For mig er kristentroen ikke bare en vigtig eller interessant del af mit liv. Den er ganske enkelt grundlaget under alt. Jeg tror på den Gud, jeg har lært at kende gennem Jesus fra Nazaret, og jeg satser hele mit liv, alle mine kære, mine egen død engang på, at det, han siger om sig selv, er sandt. Når Jesus siger, at han er verdens lys, at han er vejen, sandheden og livet, ja, så er det sande ord. Jeg regner simpelthen med, at det holder stik hele vejen igennem.
Hvis ikke jeg troede på det, ville mit arbejde som præst være helt hen i skoven. Jeg kunne lige så godt smække alterbogen sammen, aflevere præstekjolen og finde mig et andet job hurtigst muligt. Mit liv og min forkyndelse står og falder med, at det, Jesus sagde om sig selv, er sandt. Intet mindre.
Det er altså det hele, der er på spil. Til gengæld åbner troen på Gud for et helt batteri af tilgivelse, nyt håb, nyt mod og nye muligheder også når alle muligheder ellers er sluppet op. Gud betyder ganske enkelt, at der er en vej frem, også når alt er mørkt og udsigtsløst.
Og hvor er det, vi oplever mørket tættest? Det gør vi, når relationerne i vores liv bryder sammen. Vi er grundlæggende relations-væsener. Vi lever af og i de relationer, vi har. Det meste af det, et menneske foretager sig i sit liv, drejer sig om forholdet til de andre. Vi ønsker ikke brud, uvenskab og egoisme. Vi stræber efter fællesskab, følgeskab og kærlighed. Relationer, der lykkes, betyder alt for os. Relationer får os til at føle os trygge i verden.
Derfor er ethvert brud på de nære relationer forbundet med et større eller mindre sammenbrud for os: dødsfald, skilsmisse og brudte venskaber er der ingen af os, der dybest set ønsker. Langt de fleste af os nærer en dyb længsel efter vedvarende forhold. Hver gang et ægteskab går i stykker, hvad enten det skyldes død eller skilsmisse, er det derfor også drømme, der brister.
Når livet er gået i stykker for os, er det mest glædelige og opbyggelige, der kan ske, at vi indgår i nye og gode relationer. Det er en styrke for os. Det hjælper os til at leve vores liv. Det var også en væsentlig del af Jesu virke og forkyndelse, at han reddede fortabte mennesker ved netop at sætte dem ind i de menneskelige fællesskaber igen. Den, der var udenfor, kom indenfor. Der er ikke noget, der er bedre for os, end at være indenfor i fællesskabet med hinanden.
Derfor er det også en stor og glædelig del af mit præstearbejde at vie mennesker. At hjælpe dem med at få en ordentlighed i deres liv med hinanden. Ægteskabet er en stor tryghed og forankring af kærligheden. Vi siger højt til hinanden, til Gud og til alle omkring os, at vi vil hinanden, og vi beder Gud om at hjælpe os med at holde ud i denne til tider udfordrende opgave.
Det er meningsfuldt at være med til, og jeg gør det gerne og jeg skeler ikke til, om en eller begge parter har været gift før. Det er nemlig sådan, at jeg tror på den nåde, der giver mennesker nyt håb ved at lukke dem med ind i fællesskabet igen. Den nåde satser jeg hele mit liv og mit virke på, og jeg beder gerne Gud give den til det par, der ønsker den uanset om de har været gift før eller ej.
Lone Vesterdal er sognepræst ved Bramdrup Kirke i Kolding