Hele ugen har DR beskæftiget sig med integration. Under overskriften ”Vi deler Danmark” har det handlet om alt lige fra muslimske friskoler til forsøget med at lade etniske danskere møde muslimer og endelig torsdag aften en seance med integrationsminister Inger Støjberg (V) i skudlinjen.
Det arrangerede møde mellem skeptiske danskere og muslimer har DR før opstillet, og problemet er hver gang det samme. Man kan ikke slutte fra et konkret møde til en overordnet konflikt, for stående over for den enkelte vil de fleste søge forståelse.
Så når feministen Nanna efter lidt samvær med hjemmegående Abeel pludselig konkluderer, at indvandringen er berigende, hvor hun før fandt den belastende, er det svært at tage alvorligt.
Uanset hvor sød Abeel er, taler statistikkerne og højredrejningen stadig et klart sprog, og i DR kan man åbenbart ikke lære, at denne letkøbte journalistik ikke gør os stort klogere.
Interessant er det til gengæld at følge en gennemgående rød tråd i dette tema. Blandt de medvirkende muslimer spores nemlig en generel og lidt offerpræget forventning om, at Danmark skal komme til dem. Attituden grunder i en højst éndimensionel dyrkelse af individets ret, og da Farooq Rashid i DR-studiet sagde, at danskhed er lig med frihed til at være den, man er, afslører han det forsimplede livssyn, der forsømmer at forholde sig ydmygt over for samfundet.
I stedet påberåber man sig alle rettighederne i det, og på den måde kan man nedtone pligten til at tilpasse sig og samtidig forsvare muslimers ret til at fastholde egne normer. Man ærer ikke i dybden landets kultur og historie, men læner sig blot op ad tidens unuancerede idé om individets frie råderum.
Dette kan et fællesskab ikke i længden bære, hvilket Inger Støjberg har forstået. Det må man lade hende. Hun vaklede ikke i kravet om, at man som dansker skal tage Danmark til sig i respekt for de forfædre, der har skabt det, og hun verfede resolut endnu en velmenende ph.d.-kvinde til side, der efter års forskning mener, at vi bør bekymre os mere om tonen. Suk.
Inger Støjbergs talent er, at hun kan stå fast. Det kniber med at formulere længere synspunkter, hvilket blev klart, da hun til sidst blev givet ekstra taletid, men hun lader sig ikke skubbe rundt med. Heller ikke da vært Kåre Quist som afslutning igen spurgte, om der ikke findes bare ét punkt, hvor danskerne skal bøje sig for en anden kultur. Nej, lød svaret, og havde man dog bare på ministerniveau sagt det for 30 år siden.
”Vi deler Danmark” har rummet meget velkendt. Nogle lidt skingre danskere, der af fredelige muslimer skal have fordomme blødt op, en masse triste tal om parallelle tilstande og derudover en klar mangel på kritisk tilgang til det rettighedsfikserede syn på at være dansk. At den kriminelle og arbejdsløse indvandrer er et problem, kan enhver se. Men at Farooq Rashid i sit pæne jakkesæt med sin kulturløse dyrkelse af individets frihed også er det, kan færre nok se. Og næppe ret mange i DR.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.