Prøv avisen
Debat

Opstandelsen overgår både vor forstand og fantasi

"Opstandelsen er ikke en ”kendsgerning”, der kan eller skal underkastes nogen ”modernitets” spørgsmål eller fagligt-spekulative målestok, men det er opstandelsen, der ligesom hele Jesu virke henvender sig til os!" siger Niels Eric Grunnet.

Opstandelsen kan sammenlignes med kærlighed. Hvad er kærlighed som ”kendsgerning” , hvis vi kun prøver at forstå den ad psykologisk, biologisk og fornuftig vej, men ikke som en ufattelig virkelighed, når den møder os, skriver præst Niels Eric Grunnet

EVANGELIET BEGYNDER IKKE med korstro, men med opstandelsestro og har som forudsætning ikke blot syner, men den tomme grav. Det var en kendsgerning for både venner og fjender, at graven var tom, og ingen kan da heller nægte, at det blev de første kristnes mundtlige bekendelse til den opstandne Kristus, der blev bestemmende for de senere skriftlige nedslag i evangelieskrifterne fra cirka år 70 og frem.

Da Jerusalem ødelægges i år 70, er man endnu kun gennemsnitsmæssigt i anden generation og erindringsmæssigt endnu et godt stykke før slutningen af første generation.

De, der som 18-årige har set og hørt Jesus, var midt i 50'erne, da hele Jesus-Kristus-forkyndelsen både historisk og kultisk var fastlagt og kunne stadig være førstehåndsvidner om både korsfæstelsen, den tomme grav og opstandelsen.

Der var i det første århundrede derfor hverken brug for eller mulighed for at opdigte begivenheder eller personer, dertil var kontrolmulighederne for store. Den nytestamentlige og urkirkelige historie er tværtimod én bred strøm af skildringer fra mennesker, som var fælles om at opleve og at lytte til og at tale med hinanden.

Ja, har Jesu egne disciple gennemsnitligt været fire eller fem år yngre end ham, har de knap været 30 år ved Jesu død, så det har ikke skortet på hverken bevidnelse eller ihukommelse af diverse kendsgerninger.

Der er næppe tvivl om, at vi ”moderne” mennesker har svært ved at forholde os til et begreb som opstandelse og umiddelbart spørger, om opstandelsen nu også kan være en kendsgerning. Men opstandelsen ligger i et ganske andet plan.

Kendsgerning og virkelighed er nødvendigvis ikke det samme. Virkeligheden kan overgå al fantasi - gribe fat i os, uden vi kan forstå det med vor tanke og uden at kunne gribe den som en kendsgerning , der kan vejes og måles.

Hvad er for eksempel kærlighed som ”kendsgerning” , hvis vi kun prøver at forstå den ad psykologisk, biologisk og fornuftig vej, men ikke som en ufattelig virkelighed, når den møder os? Og gælder det allerede den ”virkelighed”, der således kan ramme os i vort liv med hinanden, skulle det da ikke i ganske anden forstand også gælde, når og hvis vi bliver sat stævne af opstandelsens livgivende under!

Opstandelsen er ikke en ”kendsgerning”, der kan eller skal underkastes nogen ”modernitets” spørgsmål eller fagligt-spekulative målestok, men det er opstandelsen, der ligesom hele Jesu virke henvender sig til os! ” Hvem siger I, at jeg er”?

Fantasi og konstruktion? Nej, en virkelighed, der overgår både vor forstand og fantasi, men en virkelighed, der såvel dengang som i dag kan bruge vores virkelighed som et sprog uden selv at kunne rummes deri. Jesu opstandelse er alene virkelighed, fordi den er Guds virkelighed.

Og det som intet øje så

vil kirken holde søndag på

og vidne frit, som Ånden bød

om Ham, der døden gennembrød.

Niels Eric Grunnet er institutionspræst og foredragsholder