Den modige samtale er svær: Sørine Gotfredsens evner som debattør kommer i vejen

Modet i en samtale består i, at man er åben for at lade sine egne fordomme kritisere og dermed tør flytte sig

"Sørine Gotfredsen forveksler samtalen med debatten," skriver Theodor Jørgensen.
"Sørine Gotfredsen forveksler samtalen med debatten," skriver Theodor Jørgensen. Foto: Søren Staal.

I KRISTELIGT DAGBLADS Lørdagsrefleksioner den 13. april gjorde Sørine Gotfredsen med eftertryk gældende, at den modige samtale ikke måtte dø. Det kan jeg kun give hende aldeles ret i.

Men hvad er kriterierne for en modig samtale? Frem for alt må den ikke forveksles med en debat. I en debat kommer man med et indlæg, og hvem der så har lyst til at give debattøren ret eller modsige ham/hende, kommer med et samtykkende eller modsigende modindlæg.

Det har bare ikke noget med en samtale at gøre. Samtalen fokuserer på forhånd på og indbyder til, at noget kan ske i samtalen, at noget flytter sig, at der muligvis kan ske en bevægelse hen imod en gensidig forståelse. Og hvad er så nødvendigt i samtalen, for at den kan blive til en modig samtale? Den fordomsfrie samtale findes ikke.

Lad det være sagt med det samme. Vi medbringer alle nogle forhåndsvurderinger af en given sag og dermed også nogle fordomme. Modet i en samtale består i, at man er åben for at lade sine egne fordomme kritisere og dermed tør flytte sig. Modet består endvidere i, at man er villig til at se differentieret på en problemstilling for derigennem også lade sig korrigere.

Det mod må gælde for begge samtalepartnere. Derfor udelukker den modige samtale ikke en gensidig kritik. Tværtimod. Den må begge parter have mod til at fremføre og frem for alt at lytte til.

Ser vi på Sørine Gotfredsens lørdagsrefleksioner den 13. april, er de så et eksempel på et oplæg til en modig samtale? Desværre nej. Hun tager sit udgangspunkt i den heftige feministiske kritik af DR 2s udsendelse med musikeren Thomas Blachman. Den forekommer hende overdrevet og hysterisk. Man skulle hellere se, at en stor del af den egentlige kvindeundertrykkelse i dette land finder sted i den muslimske del af befolkningen.

Burde Sørine Gotfredsen ikke have taget med i betragtning, at en lige så stor del af nydanske kvinder med muslimsk baggrund som de gammeldanske tager de højeste uddannelser i dette land? Hvordan forenes det med påstanden om den udbredte kvindeundertrykkelse? Vel er der nogle af disse kvinder, der har problemer i deres bagland, men langt de fleste bakkes nok op.

Vi får igen den for Sørine Gotfredsen så sædvanlige modstilling af muslimsk og vestlig kultur, uden at hun har øje for den kulturelle mangfoldighed, der findes i begge kulturer. Og minsandten om ikke Lars Hedegaard og Muhammed-tegningerne fremføres som eksempler på modige samtalepartnere. Det er nærmest til at grine ad. Det viser sig da også hurtigt, at Sørine Gotfredsen forveksler samtalen med debatten. Og så vil hun gerne bringe værdikampen, den sundt kritiske tilgang til mødet mellem muslimsk og vestlig kultur, på fode igen. Er det udtryk for mod? Er det ikke snarere udtryk for frygt?

Sørine Gotfredsen er en dygtig debattør. Ingen tvivl om det. Og gang på gang sætter hun fingeren på de ømme steder i samfundslivet. Det har jeg respekt for. Men hendes evne og vilje til den modige samtale har jeg efterhånden i stigende gad mine tvivl om.

Theodor Jørgensen,dr.theol. og professor emeritus, Henningsens Allé 50, Hellerup