Den nat kunne ingen af os se os selv i øjnene. Var det helt forkert, det vi gjorde?

Tanken om det, vi skulle til at gøre, var frygtelig. Det føltes som en åben krig mod hjertet, skriver salmedigter Iben Krogsdal om en efterårsaften, hvor en fuld mand ringede på familiens dør

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Det er et mantra i tiden, at vi skal leve efter vores værdier. Hvis bare vi er tro mod dem, så gør vi dybest set det rigtige. Og to af de allermest populære værdier i disse år er utvivlsomt, at vi ”skal følge vores hjerte”, og at vi ”skal kunne se os selv i øjnene i spejlet”. Tilsammen udtrykker de to værdier den stille drøm, at alle vores livsveje i sidste ende vil mødes og gå smukt op. Men hvad betyder det i praksis at følge sit hjerte? Og hvor tit kan vi egentlig se os selv i øjnene i spejlet?

En efterårsaften ringede det på døren hjemme hos os. Det var hen imod midnat, og det ruskede udenfor. Min halvvoksne søn og hans jævnaldrende kammerat lukkede op. Udenfor stod en mand, forkommen og rystende. Han var kørt galt på landevejen et godt stykke vej fra præstegården, og han havde efterladt sin havarerede bil inde på en mark og var forvirret begyndt at vakle ud i natten. På et tidspunkt havde en kvinde samlet ham op, men hun havde hurtigt sat ham af igen. Nu ville han høre, om han måtte låne en mobiltelefon, for han havde ikke mere strøm på sin, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Vi fik ham hjulpet ind i køkkenet, og han fik en plads ved spisebordet. Han var plørefuld. Han ville ikke være til besvær, snøvlede han. Men han ville gerne have en kop kaffe og lige få varmen. Og så var der det med bilen. Nu stod den derude et sted, og hvad skulle han gøre?

Hans øjne sejlede, og han prøvede at styre stemmen og holde balancen på stolen. Det var ikke den bedste tid i hans liv, fortalte han, og her til aften havde han været på date. Kvinden var gået efter få minutter, og så havde han siddet og drukket tæt alene. Men det var han vant til, sagde han, det var ikke første gang.

Han fik kaffe og chokolade og blev lidt mere fokuseret. Vi spurgte ham, hvor han boede henne og hvor bilen stod. Han kunne ikke rigtig huske nogen af delene, ikke præcist, og han vidste heller ikke, hvordan han havde ødelagt bilen. Han havde egentlig ikke rigtig nogen at ringe til.

Der blev lidt stille ved bordet. Så kom min yngste dreng søvndrukken ind i køkkenet med ørepine, og manden livede helt op. Det var, som om han vågnede fra tristheden og bare ville hjælpe os. Han kendte en behandler, der kunne gøre noget ved ørepine, sagde han. Og han fortalte, hvordan vores dreng bedst kunne ligge med hovedet opad.

Der var en nænsomhed over ham, der berørte os, en dyb varme. Den slags varme, som man af og til kan møde hos et menneske, som livet har formørket, men som mørket aldrig fik bugt med. Den slags godhed, der er særlig overvældende, fordi den har trodset det værste og kommer fra den fineste, oprindeligste del af et menneske. Da vi havde siddet lidt, sagde min søn og hans kammerat, at de ville køre manden hjem. Det var over midnat, og det var hverdag. Han kom usikkert på benene, og vi støttede ham ud gennem huset. Vi fik ham hjulpet i jakken. Han var alt for tillidsfuld og varm – og fuld, vidste jeg. Vi kunne ikke lide det. Den måde, han lod sig føre ud i bilen på, det var tæt på ubærligt. Og så blev han ved med at sige tak for hjælpen og tak for, at vi ville køre ham hjem. Vi skulle bare vide, hvor meget det betød.

Min mand og jeg ventede oppe, og efter tre kvarter kom min søn og hans kammerat tilbage. Det var lykkedes manden at få udpeget den mark, hvor bilen var havnet, og de havde også fundet gården, hvor han boede. Der havde stået endnu en bil. De unge mænd havde sikret sig, at han var o.k. At han var kommet helskindet ind i varmen, og at lyset inde i huset var blevet tændt.

Vi stod lidt i køkkenet og kunne ikke rigtig tage os sammen. Tanken om, at han var så ensom et sted derude, var slem nok. Men tanken om det, vi skulle til at gøre, var frygtelig. Den stred imod alle vores værdier og føltes som en åben krig mod hjertet. Vi vidste, at den nat ville ingen af os kunne se os selv i øjnene i spejlet. For nogle gange er det, som om hverdagen hvisker i baghovedet: Vis mig dine værdier, og jeg skal sige dig, hvem du ikke er.

Var det helt forkert, det vi gjorde? Eller kommer det en skønne dag til at redde nogen, måske dette menneske selv? Måske får vi det aldrig at vide. Men jeg ved, at vi ringede til politiet og gav dem adressen på den forulykkede bil og mandens hus.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun .