Kvinden kom hen til mig efter et foredrag og sagde: ”Hvor er du heldig, at du kan tro på Gud.” Og så kom det stille bagefter: ”Det ville jeg ønske, at jeg kunne.” Hun så trist ud.
Jeg fik ikke tid til at tale med hende, men jeg har tit tænkt på hende. Og jeg har mødt mange som hende. Mennesker, der med sorg fortæller, at de ikke kan tro, eller at de ikke kan tro nok.
Jeg ville gerne have sagt til kvinden, at jeg heller ikke tror på Gud. I hvert fald ikke, hvis tro betyder, at man har en mening om Gud, som man lever efter. For mig har tro dybest set aldrig handlet om, hvad jeg tror på. Troen har aldrig givet mig en lære om Gud, jeg skulle følge. Og jeg tror slet ikke, at det, vi kan tro på – og som vi derfor kan miste, hvis livet modsiger det – er tro.
For mig er tro det stik modsatte: Troen er den bevægelse, vi er i. Den udvider vores egen lille forståelse af verden, når vi selv kun kan se død, fiasko og afslutning. Det er for mig altid troen, der udfordrer virkeligheden. Ikke omvendt. Troen er erfaringen af, at virkeligheden altid er større, end vi selv kan se, når vi tror, vi har forstået – eller måske mistet – alt. Troen udfordrer det, vi faktisk kan tro på.
Hvis jeg mødte kvinden nu, ville jeg sige: Tro er at opleve – tit eller blot i glimt – at livet er større end det, vi selv ser. Tro er, at vores døde ikke er døde, at det evigt tabte stadig er levende iblandt os. At hver eneste sekund er del af et minut, der er del af en time, der er del af en dag, der er del af et år, der er del af et liv, der er del af en historie, der er del af en evighed, der er del af Gud. Tro er, at hver gang, vi har forstået noget, har vi ikke længere forstået det. Tro er at leve i en helt utrolig sammenhæng. Tro er, at en ny forårsdag ikke bare er én forårsdag, den er alle forår, der vender tilbage fra et forunderligt sted. I troen er hvert eneste sekund et åndedrag i en større virkelighed, troen er en bølge gennem alt fast og færdigt. Under troens himmel er du altid sammen med dem, du har mistet, alle dine døde, alle dine savnede, ingen er nogensinde borte. Der er død og sorg og helvede, men ingen adskillelse.
Og jeg ville fortælle kvinden, at tro ofte er noget, vi gør: Tro er at knæle i dørkarmen og overgive sig til Gud, også hvis man ikke tror på ham. Tro er at synge salmer og mærke opstandelse i kroppen, selvom man måske ikke føler sig ret kristen. Tro er at ane himlen vokse, mens man falder. Tro er at ligge i fosterstilling på køkkengulvet og på en måde svæve. Tro er at folde hænderne og hviske Fadervor i det mørke, de andre ikke kender: i fortrydelsens time, i fiaskoens skam, i frygtens soveværelse. Tro er at ane konturerne af Jesus midt i den største krise. Tro er at knæle og opgive, for så mod al forventning at opleve miraklet: At man bliver rejst igen. Tro er at se genskæret af et evigt, kærligt ansigt i en andens ansigt. Tro er at få en pludselig brændende lyst til bare at gøre noget helt fantastisk godt for en fremmed. Så man slet ikke kan styre sig selv! Tro er at blive så overvældet af taknemmelighed, at man flyder over i de andre. Tro er at holde op med kun at tro på det, man kan tro på.
Til sidst ville jeg fortælle kvinden, hvad jeg ser for mig, når jeg er allermest bange for at dø: Jeg forestiller mig mit eget dødsleje. Jeg ligger i en seng på min sidste nat. Jeg kigger op og ser stjernerne glitre på en stor, klar juleaftenshimmel. Og jeg tror ikke på noget. Det behøver jeg ikke.
Jeg lukker bare øjnene, trækker vejret, smiler og mærker, at der kun findes én himmel at dø under: Julenats himmel. For mig er det det, julen betyder: At vi kan tro, lige hvad vi vil, men den nat, vi skal dø, vil det altid være julenat. Det er sådan, Gud holder himlen om os. Betlehemsstjernen vil stråle smukkere end nogensinde. Også selvom vi ikke kan tro det.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.