Det trækker op til skærpet kontrol på de sociale medier Facebook, YouTube og Twitter. Myndighederne ønsker en trimmet og mere hensigtsmæssig meningsdannelse. Derfor opfordres udbyderne til at følge ytringerne på deres platforme nøjere og blokere uønskede indslag hurtigere. I påsken blev en dansk debattør ramt af 24 timers karantæne fra Facebook, fordi hun lagde et link op til en artikel i The Spectator – et hæderkronet gammelt magasin, udkommet i 189 år – der berettede om de nyeste blodige attentater mod to koptiske kirker i Kairo. Hun modtog dog siden en undskyldning; en medarbejder havde muligvis handlet overilet.
I Tyskland fik den fremtrædende islamkritiker Imad Karim i påsken slettet sin Facebook-profil. Karim kom til Tyskland fra Libanon i 1977. Han er instruktør og manuskriptforfatter, og hans prisbelønnede film har været vist på de statslige kanaler ARD, ZDF og WDR. Karim praktiserer løbende islamkritik på sin profil, der følges af knap 5000.
David Berger, fremtrædende teologisk forsker, og filosoffen Naftali Neugebauer har skrevet et åbent brev til støtte for Karim på netmagasinet Philosophie Perennis. De hylder ham for hans engagement for kristne, jøder og ateister i Mellemøsten.
”Selvom vi ved, at vi hermed kommer i de friheds-fobes sigtekorn, vender vi os skarpt mod denne skandaløse behandling af Imad Karim,” skriver de to.
Også bloggeren og advokaten Karoline Seibt har fået karantæne hos Facebook. Den ramte uden begrundelse; hun formoder selv, den skyldes en kommentar, hun skrev i Die Welt om familiesammenføring. Den slags bliver hverdag, mener iagttagere, når den tyske Forbundsdag vedtager et lovforslag fremsat af justitsminister Heiko Maas (SDP). Det tillader myndighederne at give bøder på op til 350 millioner kroner til udbydere, der har tøvet mere end 24 timer med at slette ”hadefulde” kommentarer eller ”falske nyheder”. Maas har engageret en ægte specialist som rådgiver og leder af et taskforce til overvågning: Anetta Kahane, der før Murens fald virkede i DDR som informant for Stasi under dæknavnet ”IM Victoria”.
I netavisen Telepolis formulerer tyske jurister deres bekymring over lovforslaget. De antager, at bødernes drakoniske størrelse vil betyde, at Facebook og YouTube vil censurere overilet, ligesom de mener at den tyske lov strider mod EU-lovgivning.
I det net-juridske magasin Telemedicus kalder jurist Simon Assion begrebet hatespeech for håbløst vagt. Det er alt for åbent for tolkning til at kunne bære saglig lovgivning. Men netop dette gør det tiltrækkende for politikere, mener han. De vil nemlig gerne profilere sig som bekæmpere af ”had”. Ofte tænker de mindre på at værne berørtes personlige ære – et traditionelt juridisk hensyn – og mere på, at ”inddæmme helt bestemte holdninger og ytringer”. Med statslige midler vil man øve indflydelse på debatten ”på stærkere måde, end det egentlig er staten tilladt”, mener Assion.
”Demokrati lever af, at borgerne kontrollerer og styrer staten, ikke omvendt.” Han advarer imod, at der opstår et Sandhedsministerium som i Orwels roman ”1984”
I en artikel i den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung mener Eric Gujer, at den tyske lov vil komme til at ramme bunker af kontroversielt, men legalt indhold – såkaldt overblocking. Loven sigter egentlig på en minimalstandard: ”Kattebilleder er godt, kontroversielt politisk indhold er dårligt.”
Naturligvis fører offentlig strid til overdrivelser og tilspidsede formuleringer, men dem må man tage med, skriver Gujer fra landet med de mange årlige folkeafstemningers direkte demokrati.
”Offentlighedens kollektive fornuft er i længden det mest pålidelige instrument til at skille fornuft fra ufornuft. I etablerede demokratier har borgernes sværm-intelligens en højere grad af legitimitet end individers og institutioners beslutninger.” I magasinet The European skriver Wolfram Weiner, at Forbundsrepublikken nu får den første sandhedslov i sin historie – som jo kun rækker tilbage til 1945.
”Hidtil har denne stat ikke grebet ind i sine borgeres debatter og anmasset sig til at skelne mellem sandhed og løgn. Hidtil fandtes der en høj respekt for det borgerlige samfunds ytringsfrihed.”
Nu mener politikerne altså ikke, at de mange gældende love mod bagvaskelse, krænkelse og hetz er tilstrækkelige. De vil trække helt nye hegn mellem skin og sandhed. Hvad forestiller Maas sig i øvrigt, der vil ske, hvis regeringsmagten i Tyskland overgår til partier længere mod højre? Så vil de kunne betjene sig at hans efterladte apparat med sandhedslove og kontrolmyndigheder. Og vil måske betegne venstrefløjens sandheder som ”fake” og ”had”, påpeger Weiner.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.