Den nye slavehandel skal tages alvorligt

PROSTITUTION: Handel med mennesker er ikke alene et socialt, kriminelt og moralsk problem, men også et brud på menneskerettighederne

Det danske retssystem begynder at få de første sager om slavehandel til prostitution. Jævnfør sagen i København Byret om en kvinde fra Tjekkiet. Især kvinder fra Baltikum og Østen dukker op i Danmark, som ofre for »trafficking« , som handel med mennesker til prostitution kaldes.

I International Organization of Migration skønnes det, at ca. 500,000 kvinder og børn årligt sælges til Europas sexmarkeder og pornoindustri. De kommer fra lande med fattigdom, stor arbejdsløshed og politisk uro.

Handel med kvinder til prostitution og pornoindustrien er eksploderet i de senere år og vi ser, at kvinderne i stigende grad kommer fra lande tæt på Danmark, bla. fra Øst og Central Europa. Dette er sket, efter de store politiske ændringer i disse områder. Af de danske prostituerede er nu en tredjedel kvinder fra andre lande .

Den danske regering har vedtaget en handlingsplan og også iværksat flere af planens tiltag, hvor der er afsat 30 millioner kr. til den samlede indsats. Ligeledes har menneskehandel fået sin egen paragraf i straffeloven med en strafferamme op til 8 år .

I Danmark tilbydes de kvinder, som angiver deres bagmænd dog kun 15 dages opholdstilladelse. Det er alt for lidt. Disse kvinder har brug for hjælp, flere af dem lider af post traumatisk stress, frygter repressalier fra bagmændene og skal repatrieres på en forsvarlig måde. Vi er nødt til at forlænge deres opholdstilladelse i lighed med en række andre europæiske lande, ellers taber vi ikke blot hele indsatsarbejdet på gulvet, men også kampen mod den internationale kriminalitet.

Integrationsminister Bertel Haarder må udvise fleksibilitet på netop dette område og forlænge opholdstilladelsen for ofrene, for uden dem får vi aldrig ram på bagmændene.

Handel med mennesker er ikke alene et socialt, kriminelt eller et fattigdomsproblem, det er et brud på menneskerettighederne og bør derfor tages yderst alvorligt, og Danmark kan med fordel gå foran i kampen mod den internationale menneskehandel.

Selv om myndighederne gør et stort arbejde, så mangler der stadig international koordinering og lovgivning i de berørte lande, derfor er det vigtigt at borgerne er klar over problemets omfang.

De færreste danskere vil købe et ægte tæppe knyttet af den tredje verdens børneslaver. Sådan er det desværre ikke, når vi køber seksuelle ydelser eller pornografi . De sexslaver, der tvinges til at arbejde som prostituerede eller medvirke i pornoproduktioner til Vestens sexindustri, er ikke blot retsløse ,de er også samfundsmæssigt usynlige. De frarøves deres frihed, værdighed og indflydelse på eget liv.

Det, vi står overfor, er altså et menneskerettighedsproblem og skal dansk kritik af menneskerettighedernes overholdelse i andre lande tages alvorligt, må vi være foregangsmænd i løsningen af et så åbenlyst problem i vort eget land.

I Sverige har det svenske politis nationale rapportør vedrørende trafficking oplyst, at kvindehandlerne som hovedregel vælger Sverige fra som modtagerland. Det skyldes, at Sverige er blevet for besværligt et land at operere i, bla. fordi ændret lovgivning og stor national politiindsats har bragt prostitutionsindustriens antal ned på ca. 2500 kvinder. Til sammenligning Danmark ca. 8000-10.000 kvinder.

Købere af sex fra prostituerede påtager sig et stort ansvar, hvis de ikke er 100 procent sikre på, at den prostituerede ikke er et offer for trafficking.

Lone Skov Al Awssi er formand for Foreningen Pornofrit Miljø