Den offentlige forvaltning i Danmark er formentlig en af de bedste og mest velfungerende i verden. Den er præget af en stor grad af professionalisme, en veluddannet arbejdsstyrke, stor gennemsigtighed, høj effektivitet samt begrænset korruption og nepotisme. Der er derfor al mulig grund til at hylde og holde fast i vores nuværende forvaltningsmodel. Alligevel, og på trods af det, synes antallet af møgsager fra den offentlige forvaltning ikke at aftage.
For snart mange år siden havde vi Tamil-sagen, medens vi inden for de seneste år har haft Tibet-sagen, Britta Nielsen-sagen, statsløsesagen og barnebrudssagen. Alene disse få sager vidner om, at der tilsyneladende er udfordringer nok med ledelsen, organiseringen og forvaltningen af magten i og af den offentlige sektor.
Nogle af udfordringerne er direkte ulovlige, medens andre er på kant med lovgivningen, hvilket prøves af domstole eller kommissioner, afhængigt af hvem der kommer på kant med loven, og hvor alvorlige sagerne er. Andre sager igen er derimod ”kun” på kant med moralen.
Det er for eksempel de sager, hvor der er handlet inden for lovens grænser, og hvor man måske ovenikøbet har fulgt en række procedurer, men hvor man alligevel kan klandres for ikke at have handlet ordentligt ved for eksempel ikke at have haft øje for mennesket eller det menneskelige i sagen, eller hvor man har søgt at fremme bestemte personlige, politiske og/eller ideologiske interesser.
Det sidste sker naturligvis hele tiden, blandt andet af landets politikere – det er deres opgave. Spørgsmålet er, hvorvidt og hvordan politikerne og de ansatte i den offentlige forvaltning benytter deres magt og autoritet til at fremme en sag, og hvilken konsekvens deres handlinger har for de mennesker, der berøres af sagen.
Som politiker eller offentligt ansat besidder man autoritet i kraft af den magt, man er bemyndiget, i kraft af den særlige position, man har i samfundet. Derfor tillægges beslutninger og handlinger udført af politikere og offentligt ansatte en anden og mere tungtvejende vægt end den almene borgers beslutninger og handlinger.
Når man har magt, er man forpligtet på at udøve en moralsk forvaltning af magten. Sådan har det ikke altid været. Det er velkendt, at renæssancetænkeren Machiavelli i 1500-tallet redegjorde for, hvordan en fyrste skulle anvende magt for at få og bevare sin autoritet. Betød det, at fyrsten måtte ofre nogle genstridige undersåtter, var det magtens pris. Sådan var det i Europa, og sådan er det stadig i autoritære regimer.
Heldigvis har vi siden renæssancen i Europa gennemgået en lang kamp for det moderne demokrati, som vi har i dag. Men demokratiet er en fortsat kamp snarere end et endemål, som Hal Koch udtrykte det. Det må vi huske på, når vi støder på møgsagerne i den offentlige forvaltning.
For det første må vi til stadighed lade domstolene afgøre, hvorvidt den gældende lovgivning er overholdt, både når politikere og offentligt ansatte udøver magt ved for eksempel at træffe beslutninger.
For det andet må vi huske på, at demokratiet og vores juridiske system hviler på et etisk fundament, der kommer til udtryk gennem moralske og værdimæssige udsagn. Og netop her mener vi, at den moderne demokratiske forvaltning er udfordret. En del af møgsagerne skyldes, at embedsfolk eller politikere agerer på egen hånd af nepotistiske årsager.
Det kan være svært at undgå på trods af forskellige kontrolforanstaltninger. Mange andre møgsager opstår, når politikere udstikker ordrer til embedsfolk, der blindt følger ordren. Ansættelsesretsligt har de pligt til at adlyde en minister – også selvom en ordre er ulovlig. Samtidig har de dog pligt til at sige fra over for ministeren, hvis de er bevidste om, at ordren er klart ulovlig. Det springende punkt, der prøves af domstole og kommissioner, er så, om en ordre er klart ulovlig, og om embedsmanden/ -kvinden er bevidst om det.
En måde at søge at undgå møgsagerne på er at skrue op for kontrolmaskinen, at indføre mere styring og flere regler. Det mener vi ikke, der er behov for. Derimod mener vi, at der er behov for en fornyet drøftelse af, hvordan vi forvalter den magt, som både politikere og offentligt ansatte er bemyndiget.
Det betyder, at vi må diskutere, hvilke værdier der ligger til grund for vores moderne demokrati og vores retsstat. Men vi må også diskutere, hvilke værdier der fremover skal lægges til grund for vores samfund. Basalt set er der behov for, at vi i offentligheden såvel som i den offentlige forvaltning må forholde os til og forhandle os frem til, hvilket samfund vi ønsker at leve i, og hvordan vi ønsker at være som borgere, medborgere og ansatte i den offentlige sektor. Det kalder på en fornyet drøftelse af magten, etikken og demokratiet i og omkring den offentlige forvaltning. For at kunne tage den drøftelse på kvalificeret vis må vi tilegne os og udvikle en etisk formuleringskompetence.
Grundlæggende set mener vi, at den offentlige forvalter har brug for en veludviklet etisk formuleringskompetence. Dette indbefatter en evne til uden videre at se og begribe de etiske udfordringer, der er knyttet til de enkelte sager, love og driften i stat og kommuner.
Det handler om forvalterens personlige integritet og forståelse for etiske og moralske dilemmaer i sagsbehandlingen. Etisk formuleringskompetence er evnen til at have moralsk indsigt og fantasi og ikke kun med moralsk blindhed at være styret af de tekniske løsninger.
Etisk formuleringskompetence hænger tæt sammen med en evne til reflekterende dømmekraft. Dømmekraften er en evne til at sammenholde love og regler med etik og moral i forhold til forståelsen af den gode og rigtige beslutning i forhold til sagsbehandling, men også politisk formulering af udvikling af forvaltningen.
I bestemmelsen af etisk formuleringskompetence og dømmekraft tænker vi ud fra den filosofiske tradition fra Immanuel Kant til Hannah Arendt. Filosofferne fremhæver dømmekraftens etiske betydning.
Dømmekraften sigter mod en moralsk tænkning, der giver forvalteren mulighed for at betragte en sag fra et etisk og moralsk perspektiv, der går ud over individet og betragterne sagen og sagsbehandlingen mere universelt fra ”den andens” og ”det andets sted”, eftersom man her sætter sig ud over givne regler og principper og forholder sig kritisk og konstruktivt til sagens kerne.
Således integrerer dømmekraften praktisk etik og moralsk visdom i de komplekse beslutninger i såvel juridiske som politiske dimensioner af den offentlige forvaltning.
Derfor er etisk formuleringskompetence et alternativ til mere kontrol og strammere styring. Ved at tilegne os og udvikle etisk formuleringskompetence kan vi rette op på det demokratiske underskud i den offentlige forvaltning.
Politikeren og den offentligt ansatte er bemyndiget med magt til at træffe beslutninger på almenvellets vegne, men de forvalter vores alle sammens ressourcer, værdier og samfund.
Dette er et forsvar for styrkelsen af en evne til etisk refleksion som det centrale for at udvikle forvaltningen i retning af større ansvarlig for at styrke respekten for samfundets medborgere, det fælles gode, samfundets bæredygtighed og den kollektive frihed.