Af og til kan man få en fornemmelse af, at der iblandt os findes en falsk tone. Som om den offentlige samtale kan få karakter af en slags dårlig teaterforestilling, og i P1-programmet ”Bagklog” satte historiker og debattør Mikael Jalving i lørdags ord på det.
I anledning af en ny dommerkonstellation i TV 2-musikkonkurrencen,”X-Factor” blev han tvangsindlagt til at høre den ene af dommerne, Thomas Blachman, endnu engang prise sig selv som den mest vidunderlige gave til befolkningen. Hvorpå Mikael Jalving konstaterede, at Thomas Blachman lyder stort se ligesom Donald Trump. De to repræsenterer den samme ”latterlige narcissisme og sproglige armod”, som Jalving formulerede det, og dermed også den samme popkultur, der generelt kendetegner vor tid.
Mens denne på indlysende vis præger musik og underholdning, er den også med til at forme nyhedsstrømmen og det politiske, og popkulturen kan beskrives som bestående af persondyrkelse, overfladeeffekt og manipulation af massen. Donald Trump er vel den person i nyere tid, der mest eftertrykkeligt har demonstreret virkningen. Ikke alene var han selv kendt fra populærkulturen og er løbende som rigmands-ikon for effektens skyld dukket op i filmkomedier og tv-serier. Han demonstrerede også til fulde som USA’s præsident, hvordan det narcissistiske og skamløse menneske kan nå langt, hvilket sandsynligvis også har at gøre med, at vi fra barnsben vænnes til at blive taget ved hånden og følge en stemning.
I en medietidsalder som denne fødes man nemlig ind i det publikum, som Søren Kierkegaard allerede i 1845 beskrev i et favoritcitat fra ”En literair Anmeldelse”:
”Publikum er Alt og Intet, er den farligste af alle Magter, og den meest intetsigende; man kan tale til en heel Nation i Publikums Navn…”
Det er meget svært helt at undslå sig, for ønsker man for eksempel at følge med i den valgkamp, der er i fuld gang, er popkulturen en del af pakken. Vi er dømt til at lægge øre til den sproglige armod, som Mikael Jalving talte om i ”Bagklog”, hvormed han naturligvis også kom ind på disse dages største danske eksponent for politisk popkultur, nemlig Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne. Denne opfindelse afslører temmelig klart, hvordan den selviscenesættende person ene kvinde kan udgøre en stor og populær bevægelse, skønt der ikke er blevet givet udtryk for nogen som helst seriøs politisk tænkning.
I en ny kampagnevideo på Danmarksdemokraternes hjemmeside fremturer Inger Støjberg atter med sin kritik af de ”københavnske saloner”, og formuleringen symboliserer mere og mere 2022-demonstrationen af Kierkegaards varsel angående forførerkunst i det offentlige. Ordet popkultur vil forfølge mig hele vejen gennem valgkampen sammen med spørgsmålet om, hvordan man bedst værner sig mod den.
Mikael Jalving cykler op mod 200 kilometer om ugen på de nordsjællandske landeveje. Jeg spadserer, læser avis på min stamcafé og bestræber mig på midt i den hele falskhedens forførelse at tro på Gud.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.