Prøv avisen

Den overvældende Georges Simenon

KRONIK:Det er i år 100 år siden, den franske forfatter Georges Simenon blev født. Næsten alt, hvad han foretog sig, var umådeligt og utalligt. Simenon samlede efter eget udsagn på mennesker, som andre samler på frimærker

I februar var det 100 år siden, at den fransksprogede forfatter Georges Simenon blev født i den belgiske by Liège. Georges Simenon er herhjemme vel især kendt som ophavsmanden til de verdensberømte detektiv-romaner med den joviale, piberygende parisiske politikommissær Maigret som hovedperson.

Da Simenon i nogle afgørende år af sit liv var bosat i Paris, afholdes der såvel i fødebyen Liège som i den franske hovedstad i de kommende måneder et utal af udstillinger, konferencer, teaterforestillinger og filmforevisninger. Ja, alene i den wallonske Liège-region er der 130 belgiske restauranter, som byder på traditionelle retter, som vor mor, madame Maigret, lavede dem. - »A la table du commissaire Maigret«! - Til bords med kommissær Maigret

Arrangementerne er virkelig af et helt uoverskueligt omfang; prøv blot at klikke ind på www.simenon2003.be. Dertil kommer, at der alene i år er annonceret udgivelse af omkring 50 nye bogtitler om denne på én gang forkætrede, yderst folkelige og ekstremt produktive skribent, hvis meget sammensatte forfatterskab er udgivet i hundreder af millioner af eksemplarer på over 60 forskellige sprog.

Og sådan var næsten alt, hvad

Georges Simenon foretog sig: Uoverskueligt og overvældende. Umådeligt og utalligt. Simenon samlede efter eget udsagn på mennesker, som andre samler på frimærker. Han havde ligeledes efter eget udsagn seksuelle forhold til over 10.000 kvinder. Men altså et utal af kvinder lagde livet igennem krop til hans umættelige livsappetit. Og det lige fra en Josephine Baker til efter alt at dømme måske han egen datter. Hun begik måske sidenhen selvmord af samme grund.

Måske, ja, for Simenon var tit så indlevet i sine fiktioners verden, at eftertiden vil have oceaner af materiale til at fabrikere analyser af analyser af forfatterens selvanalyser og selviscenesættelser. Alt det kan der læses direkte og indirekte om i Simenons særdeles åbenhjertige, såkaldte intime erindringsbøger, som han skrev, eller rettere i de seneste år indtalte, fik udskrevet og udgivet, for siden igen, i egenhændig færdigredigeret form, at offentliggøre dem i 1981 - dvs. otte år inden han døde i Schweiz den 4. september 1989, 86 år gammel.

Georges Simenon var gift tre gange. Han og familien flyttede med jævne mellemrum det meste af livet. Han skiftede bopæl i alt 33 gange. Jo mere man i det hele taget forsøger at pejle sig ind på et blot nogenlunde overskueligt billede af Simenons livsforløb, desto mere opløses og fortoner det sig i alle retninger og niveauer.

Det er f.eks. ikke mange år siden, at jeg udelukkende kendte Georges Simenon på grund af hans Maigret-detektiv-romaner. Simpelthen fordi Maigret-bøgerne er præget af et for Simenon typisk meget kontant og hverdagsagtigt ukunstlet fransk. Umiddelbart kan jeg derfor ikke lige her forestille mig en mere uproblematisk og underholdende måde at lære sig selv at læse fransk på end ved at læse disse godmodigt finurlige, socialt indignerede og ukomplicerede detektivromaner.

Først sent fandt jeg ud af, at selv om Simenon nåede at skrive knap 80 Maigret-bøger, der næsten alle udspiller sig i den franske hovedstad, så udgør disse bøger kun lige en femtedel af det samlede forfatterskab på i alt omkring 400 titler. Netop fordi jeg af gode litterære grunde havde identificeret Simenon med Maigret - hvad han i øvrigt i stigende og forvirrende grad selv gjorde - overraskede det mig også, at Simenon faktisk kun boede i Paris i sammenlagt 12 år - i perioden fra 1922 og frem til 1944.

Efter krigen opholdt Simenon sig igennem 10 år i USA frem til 1955. Han tilbragte de sidste 34 år af sit

liv forskellige steder i Schweiz. At

Georges Simenon på trods af - eller, hvem véd, i kraft af? - sin forslugne livsstil alligevel fik produceret en mængde værker af blivende værdi, det havde så vidt forskellige forfattere som en Georges Bernanos og især en André Gide blik for. Sidstnævnte omtalte Simenon som »et af dette århundredes genier«. For en Henry Miller var Simenon »et dagligt mirakel«. Og herhjemme har man f.eks. kunnet se en Anders Bodelsen citeret for at mene, at Simenon burde have haft Nobelprisen i litteratur! At andre så har fundet anledning til her i 100-året at minde om nogle af de mange skyggesider i Simenons skribentvirksomhed og omtumlede tilværelse, kan ikke overraske. Ud over sit hensynsløse forbrug af kvinder var der også noget med nogle belastende kontraktmæssige forhold til tyske film-producenter under den nazistiske besættelse af Paris under Anden Verdenskrig. Det blev til beskyldninger for samarbejdsvillighed, som Simenon imidlertid blev renset for allerede i 1949.

Mere belastende kunne det have været, om man i eftertiden havde tillagt det nogen betydning, at en dengang 16-17-årig Simenon i 1919 skrev nogle artikler af antisemitisk karakter til den stærkt højreorienterede belgiske avis »Gazette de Liège«. Måske netop for at imødegå mytedannelser derom er der i 100-året udgivet et tredje udvalg af, hvad der er blevet omtalt som »kvalmende smagsprøver« på, hvad et ungt, umodent menneske kunne komme til at mene og skrive i 1919. Bogens titel er meget sigende, den hedder - som de to foregående artikelsamlinger - »Simenon avant Simenon«, altså Simenon, før han blev Simenon.

Det skal i forlængelse heraf retfærdigvis påpeges, at Simenon sidenhen og det vil sige op igennem de fascistisk prægede 1930´ere, blev en højt agtet og særdeles berejst journalist. Jorden rundt kom han i 1935 og blev bl.a. herefter anerkendt for sin særdeles skarpe journalistiske kritik af bl.a. den fransk-afrikanske kolonialisme. Det var i øvrigt i samme årti, altså i 1930´erne, at den senere så kendte Maigret-figur blev skabt.

Lad mig slutte med at pege min yndlings-Maigret-bog ud. Den hedder, meget apropos de netop nævnte selvbiografiske opgør og identitetsproblematiserende selvopgør, ikke Simenons men »Maigrets erindringer«. Bogen er i min bevidsthed Simenons bud på, hvad der i 1960´erne blev kaldt for »le nouveau roman« - den nye roman. Det litteraturhistorisk-kronologisk kuriøse er imidlertid, at Simenon fik den udgivet allerede i 1950. Romanen er med sin skriftbevidste selvcentrerede cirklen om sin egen tilblivelsesproces en slags abstrakt konkretroman.

Meget kort fortalt handler den meget underholdende om hovedpersonen Maigrets egen kritiske holdning til sin forfatter. Maigret er f.eks. træt af, at Simenon tager æren af den ene og den anden veldrejede replik. Han, altså romanfiguren Maigret, siger direkte et sted: »Sagen er den, at i en af sine bøger taler Simenon om en, der »klinker menneskeskæbner« - un raccommo-deur de destinées - og det er ikke noget, han (Simenon) har fundet på, for jeg har selv sagt det, formodentlig en dag, hvor vi talte sammen«, siger altså Maigret.

Mere kompliceret bliver det længere henne i »Maigrets erindringer«, fordi Maigret har opdaget, at madame Maigret hellere vil beskrives af Simenon end af ham. Bogen igennem bliver det på den måde mere og mere klart, at forholdet med forfatteren og hovedpersonen er blevet en alvorlig belastning. Maigret vil heller ikke finde sig i at blive spillet af forskellige skuespillere. Maigret vil ikke alene have en anden hat og noget mere praktisk tøj. Han vil også have lov til at leve livet, udvikle sig og ældes, have lov til at lægge planer for en fremtidig pensionisttilværelse osv.

Maigret vil have en lige så sammensat personlighed som Simenons. Og

på bogens sidste side mere end anty-des det, at det måske var en idé, om Maigret også fik lov til at blive far. Også her en slags misundeligheds-jalousi-forhold mellem romanfigur og forfatter. Simenon var i øvrigt netop da selv blevet far til søn nummer to, John, der i parentes bemærket stadig lever, og som omsider har indvilliget i at deltage i arrangementerne omkring faderens 100-års-dag. Arrangementer, som den i dag 52-årige John Simenon ikke lægger skjul på, at Georges Simenon selv ville have holdt sig langt væk fra!