Prøv avisen
Debatinterview

Psykolog: Den patriarkalske mand skal tilbage i familien

Johannes Krogh i DR-serien ”Herrens Veje”, som bliver spillet af Lars Mikkelsen, er et eksempel på den patriarkalske faderfigur som skræmmebillede. Men den faderlige patriark er faktisk mere nødvendig end nogensinde, mener psykolog Finn Korsaa. – Foto: Tine Harden/DR

Den traditionelle, myndige faderfigur har længe været kørt ud på et sidespor i moderne familier. Senest har vi set ham udfoldet i Johannes Krogh-karakteren i DR-serien ”Herrens Veje”. Men den faderlige patriark er faktisk mere nødvendig end nogensinde, mener psykolog Finn Korsaa

Finn Korsaa, du mener, at det er beklageligt, at den traditionelle, patriarkalske faderfigur er forsvundet fra familien. Hvorfor?

Når noget er blevet gammelt, så bliver det jo enten forældet eller bliver en klassiker. Men patriarken er tilmed blevet et skræmmebillede. Når man taler om den patriarkalske mand, kunne det være nyttigt at gøre sig klart, hvad han var, og hvad han gjorde.

Hans egentlige funktion var at frustrere relationen mellem mor og barn – og for så vidt har han altid været et skræmmebillede. Det var dengang ikke noget, man talte om eller havde en bevidst plan med. Men set i bagklogskabens lys kan man sige, at faderen med sin myndighed tvang børnene til at opgive følelsesbindingerne til moderen, og dermed kunne deres personlige udviklingsproces starte.

Samfundsudviklingen har ført til, at det normale er, at kvinden er blevet familiens moralske overhoved, mens manden underlægger sig hende. Det betyder, at børnenes følelsesbindinger til moderen ikke udfordres og ikke brydes, og det kan igen føre til unge uselvstændige, der stadig hænger i mors skørter. Det er navnligt drengene, der bliver tabere i den proces.

Hvorfor kan det være svært at få sympati med den patriarkalske faderfigur, for eksempel Johannes Krogh i ”Herrens Veje”?

Afhænger det ikke af, hvem man er? Den patriarkalske mand og hans sønner fylder umiddelbart meget i ”Herrens Veje”, men spørgsmålet er, om man egentlig kan sige, at de er patriarker? At deres egoer buldrer løs, er jo ikke det samme som at være patriark, og måske er de i højere grad naturens muntre sønner – det vil sige den selvusikre mand, der altid kæfter op for at camouflere sin afmagt.

Jeg tror, at den ægte patriark findes, og han findes med diskret værdighed og indtager en naturlig plads ved siden af sin kone. Han ved desuden, hvad hans betydning er, og hans børn elsker ham for det. Han undgår den offentlige debat, fordi han som Kierkegaard ved, at det er udvendigt spektakel.

Har vi brug for, og eventuelt i hvilket omfang, at få patriarken tilbage?

Det er svært for tiden at se nogen form for rehabilitering af patriarken, men man må ikke forveksle ham med den magtesløse mand, der råber op og slår. Han er ikke patriark – han er bare desperat, fordi han ikke kan finde ud af, hvordan han skal være mand.

Hvilke positive kvaliteter besidder patriarken – hvorfor har vi brug for ham, mener du?

Man har brug for en myndig mand, der med respekt for sin kone og for sig selv kan hjælpe sine børn ud af deres mors skørter, når tid er. Der findes faktisk familier, der undgår den ideologiske radar og fungerer ved, at mand og kvinde i gensidig respekt for de forskellige roller, de har, spiller hver sin betydningsfulde rolle.

Hvorfor er patriarken blevet så udskældt en figur, når nu han ifølge dig har så gode kvaliteter?

Der er mange grunde til, at patriarken er blevet så udskældt. De vigtigste er nok de ideologiske, hvor patriarken gør det ud for et solidt fjendebillede. Men kvinder har altid villet beholde magten over børnene, og det er i dag en mulighed, som er større, end den var for et par hundrede år siden.

Hvis han skal – hvordan får vi ham så rehabiliteret? Og på hvis bekostning vil han få ”nyt liv”?

Når en familie fungerer, kan det være, fordi mand og kvinde ved, at de har hver sin betydningsfulde rolle at spille.

Kvinden som den, der trøster, den, der har en åben favn, og den, man taler med. Mens mandens naturlige rolle er at sætte skel og grænser. Det er naturligvis ikke godt, hvis manden tyranniserer familien, men det gør patriarken ikke, det gør kun den selvusikre mand.

Det er heller ikke godt, hvis det er kvinden – matriarken – der er familiens overhoved.

Den sidste udgave er den dårligste for børnene. For hvis manden lader sig presse til at spille rollen som mor nummer to, eller simpelthen som opvarter for kvinden, skabes der ikke mulighed for, at børnene følelsesmæssigt kan udvikle sig.

Her taler jeg ikke om den intellektuelle udvikling, men den følelsesmæssige udvikling, der tager sin begyndelse, når barnet løsrives fra sin mor.

Set i forhold til kønsdebatten og debatten om ligestilling – er patriarken vel død og passé?

Kønsdebatten er en sørgelig forestilling, der kun forholder sig til idéer og sensationer.

Det har noget at gøre med, at det er meget svært at tale om de roller, vi spiller i familien, og når disse roller transformeres til det sociale debatniveau, så bliver det altid præget af idéer.

Ligestillingsdebatten hører således ikke hjemme i det private. Det er et begreb, der giver mening, når det drejer sig om arbejdsmarkedet, men en familie fungerer ikke ved det. Mand og kvinde må lære, at de har hver sin forskellige og betydningsfulde rolle at spille.