Skal bøffer fra køer, der har spist genmodificeret foder, mærkes, så forbrugerne ved, at kødet er produceret ved hjælp af moderne genteknologi? Eller er det en overflødig viden, når intet nu tyder på, at det udgør en sundhedsrisiko?
Planter udviklet ved hjælp af genteknologi bliver i stor stil brugt som foder til danske landbrugsdyr. Sådan har det været længe. Store mængder af den soja og majs vi importerer som dyrefoder, stammer fra planter, der gennem bioteknologi har fået indsat et eller flere gener fra en anden organisme. Det gør at planterne er resistente overfor enten bestemte sprøjtemidler eller resistente mod forskellige plantesygdomme (typisk skimmel- og svampeangreb).
LÆS OGSÅ: Mickey Gjerris' blog
Samtidig er der i den danske befolkning en stor skepsis mod at anvende genteknologi på fødevareområdet. Sådan har det også været længe. Der foreligger også mange undersøgelser som viser, at denne skepsis ikke skyldes uvidenhed som det ellers ofte fremhæves fra både forskere, industri og politikere, men skyldes en række etiske overvejelser over de risici, som brugen af planterne rummer, nytteværdien af de planter, der er blevet udviklet, og en generel skepsis overfor det etisk tilladelige i at manipulere med naturen gennem genteknologi. Jeg skal ikke her gå ind i denne diskussion, men kun hævde, at den udbredte folkelige skepsis over genteknologien på fødevareområdet er mindst lige så velbegrundet som den optimisme den bioteknologiske verden med forskere, industri og politikere i spidsen ofte slår til lyd for.
Befolkningernes skepsis i Danmark og andre EU lande har ført til, at vi har fået mærkningsregler, der gør os i stand til, i modsætning til forbrugerne i store dele af resten af verden, at vælge om vi vil købe produkter, der indeholder genmodificerede organismer. Men det er kun produkter, hvor det kan påvises, at der er genmodificerede elementer i, der skal mærkes. Det betyder, at kød fra dyr, der er fodret med genmodificerede planter, ikke skal mærkes. For man kan ikke påvise en fysisk forskel på en bøf fra en ko, der er fedet op på genmodificerede sojabønner, og en ko, der har spist konventionel soja.
Den eneste mulighed i dag for at undgå at købe kød fra dyr, der har spist genmodificerede planter, er at købe økologisk kød, æg og mælk, da de økologiske producenter skal fodre med økologisk foder. Indtil videre er genteknologien nemlig udelukket fra det økologiske selskab. Da salget af økologisk kød fortsat kun udgør en forsvindende lille del af det samlede salg, betyder det, at langt de fleste af os til dagligt køber og spiser kød, mælk og æg, der er produceret ved hjælp af en teknologi, som mange er skeptiske overfor. En undersøgelse fra Forbrugerrådet, viser da også, at 4 ud af 5 adspurgte forbrugere mener, at det bør stå på produktet, hvis der er anvendt genmodificeret foder i produktionen.
En enkel løsning synes at være at mærke fødevarer, der er produceret ved hjælp af genmodificeret dyrefoder. Så kan de forbrugere, der gerne vil betale for denne teknologi, gøre det, og de, der af forskellige grunde ikke vil, kan købe de umærkede produkter. Den løsning vender både industrien og fødevareministeren sig imidlertid imod under henvisning til, at der ikke er nogen fysisk forskel på de to produkter. Og derfor vil den information blot forvirre forbrugerne, der kunne forledes til at tro, at de fødevarer, som er produceret uden genmodificerede planter, er sundere eller på andre måder fysisk bedre end dem, hvor sådanne planter er anvendt i foderet.
I sidste ende står valget derfor i øjeblikket mellem at købe konventionelt producerede animalske fødevarer eller økologiske. Så alle de, der ønsker at fravælge det genmodificerede dyrefoder, kan blot købe økologisk. Denne løsning rummer dog en række alvorlige problemer. Det ene er af meget praktisk karakter: Udvalget er forsvindende lille i forhold til, hvad vi som forbrugere er vant til. Det andet problem er, at økologi handler om mere end for eller imod genmodificerede planter. Forbrugere, der ønsker at fravælge genmodificeret foder, men i øvrigt har det fint med de konventionelle landbrugsmetoder og ikke ønsker at støtte den økologiske produktionsform, står derfor reelt uden en mulighed for at købe produkter, der harmonerer med deres ønsker. Og da gruppen af danskere, der er skeptiske overfor genteknologien, er langt større end gruppen, der normalt køber økologisk kød, æg og mælk, er det altså en stor gruppe borgere, som man herved fratager muligheden for at udtrykke deres holdning som forbrugere.
Den politiske forbruger, der ellers i lang tid har stået som den sidste bastion mod de rene økonomiske interesser på fødevareområdet, gøres med andre ord impotent og ude af stand til at handle på et af de mest kontroversielle områder inden for fødevareområdet: Anvendelsen af moderne bioteknologier i produktionen.
Som nævnt ovenfor er der en lang række uafklarede spørgsmål vedrørende anvendelsen af sådanne planter. Vil de indsatte gener kunne sprede sig til andre planter? Hvordan vil planterne påvirke de økosystemer, som de bliver en del af? Vil planterne vandre fra marken ud i grøftekanten og videre ud i den vilde natur? Vil genteknologien øge eller mindske misforholdet mellem rige og fattige lande? Er genmodificerede organismer den rette strategi til at løse de problemer, som voksende befolkningstal og klimaforandringer byder på? Skal det teknologiske og beherskelsesprægede natursyn, som ligger bag genteknologien, fortsat præge vores kultur så voldsomt som nu?
Der er ingen udsigt til, at disse grundlæggende uenigheder om genteknologiens risici, nytte og etiske status, bliver løst. De skyldes forskellige etiske værdier og natursyn og dermed også forskellige opfattelser af, hvordan den naturvidenskabelige viden og teknologiske kunnen på området bør forstås og anvendes.
Der er intet, der tyder på, at animalske fødevarer produceret ved hjælp af genmodificeret foder er farligere for mennesker end animalske fødevarer produceret ved hjælp af konventionelt eller økologisk foder. Set ud fra den synsvinkel er der ingen grund til at mærke produktet. Men der er masser af grunde til at mærke produktet, hvis man ønsker at respektere, at det for mange mennesker ikke kun er det færdige produkt, men også produktionsprocessen, der har interesse. Om man er for eller imod anvendelsen af genteknologi i fødevareproduktionen, handler ikke kun om, hvorvidt det er farligt for mennesker at spise sådanne produkter eller ej. Der er en lang række andre værdier på spil.
Hvis man fra politisk hold ikke vil respektere borgernes ret til at fravælge en kontroversiel teknologi, der hersker stor skepsis overfor, står man i mine øjne med et stort forklaringsproblem. Genteknologi handler ikke kun om biologi, men også om værdier. At forsøge at lukke den diskussion gennem ugennemsigtighed på fødevareområdet er næppe i hverken forbrugeres eller producenters interesse. Hvis fordelene ved genteknologien er så store og problemerne så små, som det hævdes fra fortalernes side, burde de vel nærmest reklamere med teknologiens velsignelser i stedet for i hemmelighed at liste den ind i produktionskæden.
Grundlæggende bør det vel være muligt at lade være med at købe produkter, der fremmer en teknologi, som man af den ene eller anden grund mener, er en forkert teknologi. Og når det er flertallet, der ikke ønsker teknologien, må det vel være mindretallet, der gerne vil teknologien, der bør mærkes produkter til. Så bliver genteknologien et tilvalg for dem, der ønsker den og ikke enten et meget besværligt fravalg for de fleste eller en teknologi, der uden vores vidende og på trods af udtalt folkelig skepsis glider ind i hverdagen.