Prøv avisen
Kiosken

Den politiske kirkes tid i Tyskland

Tysklands to store kirker, den protestantiske og den katolske, har med den voldsomme tilstrømning af migranter siden 2015 indtaget en plads som politisk faktor.

Det konstaterer chefredaktør for magasinet Cicero, Christoph Schwennicke i et forord til et tema om emnet: ”De to herværende kirkeoverhoveder, kardinal Reinhard Marx for katolikkerne og Heinrich Bedford-Strohm for protestanterne, optræder som et økumenisk koalitionspar, der betingelsesløst bakker op om Merkels kurs og ikke tåler kritikere i egne rækker,” konstaterer Schwennicke.

Man påberåber sig værdier som humanitet, omsorg og barmhjertighed, som selvsagt er smukke, men tingene er ikke enkle, mener chefredaktøren. Måske vil de to kirkesamfund begynde at revne, fordi mange medlemmer nu skal gå og føle sig som dårligere kristne, fordi de ikke deler ledelsens politiske agenda.

Cicero har sendt romanforfatteren Sophie Dannenberg rundt i Tyskland for at tage temperaturen. Hun besøger en række kirker, hvor man modtager flygninge og migranter og derfor også tiltrækker og ansætter mange frivillige. Aktiviteterne betyder, at hele sogne pludselig blomstrer op.

Dette diakonale arbejde står ikke alene, men supplerer en udbredt politisering af en kirke, der allerede længe er gået op i temaer som klima, våbenhandel eller kønnets blomstrende nye former.

Dannenberg fører samtaler med flygtningehjælperne ved flere kirker og konstaterer, at de alle er kæmpefans af Angela Merkel. Til gengæld har de ofte et ganske distanceret forhold til kirke og kristendom. De tiltrækkes af de rammer – og de lønninger – som kirkerne stiller til rådighed.

Det, som her sætter sig igennem, er faktisk den utopi og det håb, som altid har karakteriseret socialismen, skriver Dannenberg. Jesus bemærkede ganske vist, at hans rige ikke var af denne verden, men ”det lader til, at den fine membran mellem himmel og jord er gennemhullet. Det politiske gennemsiver den religiøse sfære, og det religiøse trænger ind i det politiske”.

Dannenberg taler med ekstremisme-forsker Klaus Schroeder fra Freie Universität i Berlin, der sætter navn på politiseringens farve:

”Den protestantiske kirke i Tyskland anbringer sig entydigt i venstre side af det politiske spektrum. Den er endda uden hæmninger, når det gælder samarbejde med det yderste venstre. Også hos den katolske kardinal Marx får man indtrykket af, at han vil overhale det parti, der kalder sig Die Linke, venstre om. Fortsætter det på den måde, gør kirkerne sig selv overflødige.”

Die Linke er fortsættelsespartiet for Østtysklands regerende kommunistparti.

Dannenberg taler også med den katolske præst Hubert Windisch, tidligere underviser ved Albert-Ludwigs-Universität i Freiburg. Han savner teologisk eftertanke:

”Der argumenteres og handles ikke teologisk korrekt dér, hvor Jesu individual-etik ved kortslutning springer lige over i en stats socialetik. For at kunne handle statsligt på bibelsk grund kræves nogle skridt i retning af sammenhæng mellem tro og fornuft, sådan som såvel pave Johannes Paul II og pave Benedikt XVI bestandigt betonede det, men som den nuværende pave ikke helt er på højde med.”

En konkret følge af kirkernes ivrige engagement for flygtninge er, at en adskillelse af stat og kirke i Tyskland nu er taget af bordet. Den var ellers undervejs som forfatningsændring. ”Begge er nu afhængige af hinanden.”

Staten har brug for kirkens hjælp, og med statslige midler skabes mange nye arbejdspladser på og omkring kirkerne, fordi de får status som modtagecentre. Således integreres kirken direkte i regeringens flygtningepolitik.

”Om kirkens motiver er monetære eller moralske er nu irrelevant. Måske vandrer pengene hen til moralen, men måske går moralen også derhen, hvor pengene er,” skriver Dannenberg.

Kirkerne taber i uafhængighed, og tilsyneladende går den ydmyghed fløjten, som traditionelt prægede kristelig godgørenhed, frygter hun.

”Ydmyghed viser sig jo i gestus, som ikke kræver svar. Men det harmonerer ikke godt med politik. Politik lever af reaktioner, uden dem kan den ikke udvikle noget. For så vidt er de politisk kristne afhængige af, at man finder deres godhed fantastisk. Det var især påfaldende på kirkeasylerne.

Bibelen er ved at blive ’husapotek til politisk hverdagsbrug’. Og tingene spidser måske til i retning af en magtkamp mellem menneske og Gud, der skal rette ind i forhold til nye tider,” mener Dannenberg.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.