Prøv avisen
Mediekommentar

Den radikaliserede dyreven er tændt af hellig ild. Men hellig ild kan også fortære sjæle

Henrik hilser på en gris i DR3-programmet "Mit liv for dyrene – radikal veganer". Men selvom sagen er respektabel, står det ikke fuldstændig klart, hvorfor det er enorm ærgelse at spise dyr, skriver Jesper Bacher i mediekommentaren. Foto: DR Presse

Sagen kan gøre blind for mennesker, idealismen for nuancer. Den radikaliserede veganer i DR3-program kunne også godt trænge til en smule afradikalisering, skriver sognepræst Jesper Bacher

For tiden kan man følge en omvendelseshistorie og dens konsekvenser på DR 3 under titlen ”Mit liv for dyrene – radikal veganer”.

Der var engang en ung mand, Henrik hed han. Henrik havde styr på karrieren, økonomien og en sød kæreste. Parret rejste meget rundt i verden, nød deres ungdom og gode kår og tænkte på at få hus og børn. Men så en nat fik Henrik en åbenbaring. Det var ikke Gud, som talte til Henrik, men det var dyrenes lidelser, som han så dem på Youtube, og da morgenen gryede, havde Henrik fået en mission. Henrik var blevet radikal veganer og ville redde dyrene.

Hans kæreste, Frederikke, havde det ikke så let med Henriks omvendelse og forestillede sig ikke, at resten af hendes liv skulle handle om Veganerpartiet, men hun elskede også Henrik og beundrede hans helhjertede engagement.

Det er en gammel historie i nye klæder. Historien om det møde, den oplevelse og erkendelse, som giver livet en ny drejning, men også om omkostningerne, bruddet med det gamle liv og de nærmestes forbehold og undren.

Det er så at sige helt efter bogen, selvom Henrik ikke blev kaldet til at prædike menneskenes frelse, men dyrenes redning. Og dog, hvis menneskenes største mission ligger i dyrenes redning, er det vel også en slags redning for menneskene? Det er dyrisk på den ædle måde. Men ak, Henrik og de andre veganere måtte sande, at der var lang vej igen. De var omgivet af kødspisende uomvendte med manglende sans for dyrenes lidelser. Men Henrik var villig til at gå langt for sagens skyld. Han brød ind i svinestalde for at dokumentere forholdene, og man fornemmede, at han også var villig til at gå længere end det. Hunden kaldes som bekendt menneskets bedste ven. Henrik ville være dyrenes bedste ven, og det havde sin pris.

Nu er dyrevelfærd bestemt en respektabel sag. Det er imidlertid ikke indlysende, at man skal opgive sin plads i fødekæden for dyrenes skyld. Hvorfor skulle det være en dødssynd at spise dyrene, dyrene spiser da også hinanden? ”Løven æder strå som oksen,” hedder det hos den gammeltestamentlige profet Esajas i en vision om den nye himmel og den nye jord, men veganerne har vist ingen idéer om, at løver skal være veganere. Det er menneskene, som skal overtage oksens menu på den nye dyrevenlige jord. Andetsteds, også hos Esajas, forjættes det, at vi skal spise ”marvfede retter” i Gudsriget, men det må lyde lidet forjættende for veganerne.

Henrik var under alle omstændigheder tændt af en hellig ild, og han blev synligt rørt, når han fortalte om dyrenes kår. Men den hellige ild kan også fortære sjæle og brænde broer.

Sagen kan gøre blind for mennesker, idealismen for nuancer. Henriks tålmodige kæreste kunne i hvert fald godt bruge mere nærvær, selvom hun ”bare” var et menneske og ikke medlem af det undertrykte dyrerige.

De radikaliserede veganerne kunne også godt trænge til en smule afradikalisering. Måske kommer de aldrig til at spise bøf, men det ville ikke skade, hvis de spiste brød til.

Jesper Bacher er sognepræst.