Engang var rockmusikken rebelsk og antikonform. Den vandt identitet ved at stå uden for det gode selskab og råbe sine protester mod borgerskabet.
Men efterhånden blev dens publikum ældre, fik karriere og dannede det nye borgerskab, hvor man dyrker et almindeligt centrum-venstre-verdenssyn. Man er samfundskritisk på konform dagligstue-vis. Dette nye establishment kan blive lige så forarget som det gamle, der dengang i 1960’erne hidsede sig op over ”de langhårede”. Det får ganske vist sjældent lejlighed til det, for en ensartet dyne af konsensus har bredt sig over samfundet, så man sjældent behøver frygte ægte provokationer. Heller ikke fra rockmusikken, som i dag er blevet stueren.
Kun en sjælden fugl som Morrissey ødelægger freden og udløser da også hyl af fordømmelse fra vore dages korrekte småborgere.
Det konstaterer den tyske avis Die Welts chefredaktør Ulf Poschardt i en kommentar under overskriften ”Æren reddet. Popkulturen bliver stedse mere småborgerlig. Bare ikke Morrissey.”
Morrissey var sanger og sangskriver i den legendariske britpop-gruppe The Smiths fra Manchester, som i 1980’erne var banebrydende. Den stærkest stilskabende faktor nogensinde inden for popmusikken, mener det toneangivende magasin New Musical Express.
The Smiths er for længst opløst, og Morrissey har en solokarriere. Men med sine udtalelser skaber han samme furore som den unge rocks rebeller for 50 år siden. Og de forarger, fordi de har et uventet budskab.
Han har for nylig i Der Spiegel kritiseret Angela Merkel for at omdanne Tyskland til et multikulturelt eksperiment. Tyskland bør forblive tysk, ligesom Frankrig fortsat bør være fransk, siger Morrissey og tilføjer:
”Hvis man prøver at gøre alt multikulturelt, ender man med ingen kultur overhovedet.”
Kritik af multikultur er i det siddende småborgerskabs øren den mest uhørte frækhed, og vrede reaktioner har siden regnet ned over Morrisseys syndige hoved, både i Tyskland og i hans hjemland.
Manden har tillige hyldet Brexit, fordi han vil værne om britisk kultur.
I søndags vendte han i et interview i The Sunday Times tilbage til sin glæde over Brexit-afstemningen, som de britiske progressive regner for en pinlig skandale:
”Jeg synes, det var en fascinerende sejr for demokratiet, for folket sagde det modsatte af Westminster (den politiske elite, red.), og det var usædvanligt.”
Videre lød det:
”Det uheldige er, at politikere kun taler med andre politikere. De taler ikke med folket, så på valgdagen brast deres boble.”
Morrissey har tilmed været under mistanke for at have støttet partiet Ukip, der var hovedkraften bag Storbritanniens udtræden af EU, og som tillige arbejder for begrænsning af indvandringen.
Morrissey har dog svoret, at han står fjernt fra al partipolitik og aldrig har stemt ved noget valg, men det gav anledning til ny medie-forargelse, da han beklagede, at skarpt islamkritiske Anne Marie Waters trods favoritværdighed kun blev nummer to i en afstemning om ny Ukip-leder. Morrissey antydede mulig valgsvindel.
Han har tillige gjort sig upopulær ved at skrive en hymne til Israel – i et land, hvor Labour-spidser støtter en boykot-Israel-kampagne. Ligesom Morrissey sår tvivl om, hvorvidt sex-beskyldningerne mod skuespilleren Kevin Spacey er sande.
Den unge popmusik sagde altid et rungende nej. Til småborgerlighed, indeklemthed, løgne og hele forældregenerationen, minder Ulf Poschardt om.
Siden blev den magelig og økologisk. Nu vandrer poppens stjerner ud og ind af Det Hvide Hus og andre af magtens templer, besjælet af en følelse af at være verdslige paver med moralsk autoritet.
”Hvem har brug for FN, når superpopstjernerne redder havene, demokratiet, Vesten, friheden og isbjørnene? Den stræbsomme middelklasses popkultur vil gerne tiljubles for sin anstændighed. Syng godhed – og tal om det.”
Ude fra kanterne blev denne selvfedme dog anfægtet, bemærker Poschardt, for eksempel af de farvede amerikaneres hiphop og af den britiske indiepop, der ofte blev skabt af stolte sønner af arbejderklassen. Og Morrissey holder fanen højt:
”I Morrissey realiseres den britiske individualisme: som excentrisk, vred gestus mod den omfattende nivellering og standardisering, som kommer med globaliseringen. Morrissey rebellerer romantisk og mod al fornuft, mod modernitetens skyggesider.”
Morrissey følger den mægtige britiske tradition fra Oscar Wilde og andre æstetiske satirikere, der måtte blive outsidere, skriver chefredaktøren.
Han konstaterer, at Morrissey fortsat kæmper mod forløjethed, blot i dens nye former. På den måde forbliver han out-sider. Bortset fra den kendsgerning, at arbejderklassens børn i Nordengland ligger på linje med ham.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.