Artiklen I Kristeligt Dagblad den 8. januar om biskop Marianne Christiansens invitation til en imam om at tale ved gudstjenesten i Haderslev Domkirke nytårsaften har overskriften ”Kristendommen har al værdi for mig”. Hvorfor så invitere en religiøs leder fra en religion, som i vid udstrækning har de modsatte værdier? De kan da ikke have nogen værdi.
Islam rummer for eksempel ikke nogen idéer, der bare nærmer sig den kristne kærlighedstanke - tværtimod er den i vid udstrækning baseret på frygt for straf, hvis man ikke følger det foreskrevne. Når der enkelte steder i Koranen er tale om velgørenhed, er den blot for, at man så at sige kan samle point til at komme i paradis - og dermed i virkeligheden egoisme. Alligevel hævder biskoppen, at hun ”sagtens kan respektere” en anden måde at tænke på.
Hvordan kan hun - oven i købet som kvinde - respektere, at Koranen nedvurderer kvinder, nærmeste til et niveau som avlsdyr, manden har ret til at slå eller låse inde? Ved at invitere en imam anerkender hun jo dette kvindesyn, til trods for at hun ulogisk hævder, at hun er modstander af vold.
Biskoppen hævder desuden, at hun ikke kan respektere, at man ”gør vold på hinandens overbevisning og påtvinger andre nogle ord og eller handlinger, man ikke kan stå inde for”. Men islam er en lovreligion, der som sådan netop påtvinger sine medlemmer, hvad de skal tænke, tro og mene. Man kan ikke undslå sig uden at risikere udstødelse eller endog dødsstraf. Man er født ind i det muslimske, totalitære fælleskab: familien, landsbyen, religionen og har overhovedet ikke ret til ”selv at stå inde for” noget andet. Ligeledes hævder muslimernes hellige - det vil sige urørlige - bog Koranen, at man ikke bør omgås ”jøder og kristne”, og i øvrigt ”dræbe de vantro”.
Dermed er situationen i kristendom og islam himmelråbende forskellig. Islam er også en politisk ideologi med meget detaljerede anvisninger om menneskelivet, mens kristendommens kærlighedsbud overlader det aktuelle indhold til den enkeltes ansvar for sine handlinger. Igen en afgrundsdyb forskel, man ikke bør overse.
Koranen hævder også, at hvis en fortolkning er uundgåelig, må den kun foretages af den religiøse leder - ikke af den enkelte muslim; og ”den enkelte” er et begreb som dårligt nok findes i totalitære religioner eller stater. Dem har vi også har set adskillige af, og så tolereres frie, personlige valg ikke.
Der er naturligvis mange, som kalder sig muslimer, men alligevel ikke følger Koranen helt bogstaveligt, selvom den påbyder det, og det er kun godt at omgås dem. Men hvis man i en officiel anledning, som en nytårsgudstjeneste er, inviterer en officiel repræsentant for helt modsatte værdier, så er det en anerkendelse af disse værdier, der strider mod al logik.
Selvom den omtalte imam skulle være et venligt menneske, så tegner en enkelt ikke islam. Det gør Koranen, og det er ikke medmenneskelig tolerance at acceptere en intolerance som den, der gennemsyrer den.
Man kan godt komme i tvivl om Marianne Christiansen overhovedet har læst Koranen, så hun ved, hvad hun inviterer indenfor.
Birgit Bertung er forfatter, mag.art.