Årtusinders historie om religiøse strømme, inspiration og kulturudveksling på tværs af samfundsgrænser er en reference, der er tilstrækkelig for at kunne konstatere, at religiøs dialog naturligvis er mulig. Og med sin rette konsekvens også er lærerig.
I det 8. Århundrede blev den 'islamiske verden' inspireret af den kinesiske kundskab om papirfremstilling og gjorde det til en raffineret industri, der betød, at papir blev standardmediet for den skrevne kommunikation. Forlæggervirksomhed og storproduktion blev udbredt som følge af warraqin-industrien, der var forankret i eksotiske byer som Bagdad, Damaskus og Kairo. 'Warraqinerne' (der i bogstavlig forstand betyder, de som behandler papir) kopierede manuskripter, så de kunne blive tilgængelige for et bredere publikum. Hvem ved, om vi kunne sidde og fryde os over eksistensen af masseomdelte tekster, som dem Kristeligt Dagblad tilbyder, hvis vi f.eks. ikke havde taget disse kundskaber fra den 'islamiske verden' til os i Danmark.
Med historien som vidne kan man ikke komme uden om, at fremgang og udvikling netop er resultatet af forskelligheder, der mødes og inspireres af hinanden. Men det er ikke blot tilstrækkeligt, at bruge historien som bevis på dialogens mulighed, men vigtigere er det, at bruge samtidens som et eksempel på dialogens himmelråbende nødvendighed. Ikke fordi fremskridt og udvikling kan betegnes som mangelvarer her på de priviligerede kanter, men fordi der er fare for, at man mentalt og materielt går i stilstand, hvis man som visse stemmer i den danske offentlige debat ønsker, at vugge i selvtilstrækkelighed.
Vi, der ikke skammer os over, at være politisk korrekte (for hellere være korrekt end galt afmarcheret) kan hurtigt organisere et rytmisk nikkekor, når det gælder samtalens centrale placering, i diskussionen om konfliktforebyggelse og -håndtering i relation til nuancerige samfund.
Men herfra og fremefter bliver det mere kompliceret end som så, for der er imidlertid forskel på, hvordan man definerer og forstår den religiøse dialog, og med hvilket sigte, man ønsker at indgå en dialog. Hvis man starter ved det første, så er det en gammel skolelærdom, at en dialog indebærer en menings- og/eller erfaringsudveksling mellem to parter. Egentlig reducerer man standpunkts-rigdommen i en samfundsdebat ved at forstå en dialog, som en proces mellem to parter. For i et multifacetteret samfund, som vores eget danske, er der jo flere meninger og opfattelser på spil end blot de to, som dialogen fordrer. Selvom den aktuelle samfundsdebat omkring den religiøse dialog, der hyppigt drejer sig om Islam vs. Kristendommen eller Islam i forhold til det sekulære dogme, tegner afgørende skel mellem vores måde at være religiøs på versus deres måde at være religiøs på, så har den danske offentlighed flere poler end den primitive os-dem forståelse. Derfor er det synd for den hjemlige debat om det multireligiøse samfund, pluralisme og mangfoldighed, at den er præget af denne logik: på den ene side står de pæredanske med kristne rødder og på den anden side de fremmede med deres islamiske bagage fra fremmede egne. Uanset at kristendommen først blev dansk, da vi importerede den fra selvsamme fjerne egne.
Opfattelser af dialog kan som sagt variere. Men ingen tvivl om, at man ikke bør give meget for den floskel, der renser ringeagt, nedladenhed, krigsmetaforer og modstandsretorik (som 'de skal bekæmpes') fra deres grimme træk og kalder det for dialog i ytringsfrihedens hellige navn. Dialog i ytringsfrihedens navn er en hellig ko, og bør naturligvis bevare sin status som så. Sålænge den ikke krænker din næste.
For at komme ud over den snævre (og forkerte) forståelse af, at det handler om os (de oplyste) og dem (de uoplyste), så kunne man håbe på, at se begyndelsen til en 'multi-log' - debattens manglende nuancerigdom til trods. En multi-log kunne gøre op med modsætningspar som 'Vestlig-sekulær-demokratisk' og dets negation 'Islam-uoplyst-fundamentalistisk', der er kvælende for den rådende debat om, hvordan multireligiøsitet eller en pluralisme af opfattelser kan sameksistere indenfor et fælles rum. En multi-log kan således gøre op med den 'blokdebat', der umuliggører en debat om forskellighed på en måde, hvor forskelligheden selv er en aktiv, deltagende og synlig part. Med andre ord, så har vi behov for et opgør med den populistiske og politiske tendens til at putte nuancer ned i kvadratiske kasser med den undskyldning, at vi således bedre kan tale om 'problemerne'.
Den danske blokdebat viser imidlertid også, at der er noget galt med de præmisser, den offentlige debat mellem 'religioner' fungerer på grundlag af. Den seneste tids massehysteri i kølvandet på den sindsforvirrede ugerning d. 11 september sidste år har ført til en udbredt opfattelse af, at forskelle i religiøse doktrin er uovervindelige og giver næring til konflikt. Til en grad, hvor nogle endda ville hævde, at det fatale terrorangreb var en falliterklæring for den religiøse dialog. Uanset, at det er skamløst at mistænkeliggøre en trosretning og trostilhængere på baggrund af en sådan tragedie, så er der ingen tvivl om, at det har betydet noget for den 'religiøse' dialog i den danske offentlighed. Frygten for muslimers avlehastighed, muslimer i dansk militær, muslimer i politik er blot aktuelle temaer, der præger den offentlige dialog. De skæve præmisser bag den offentlige dialog blev for alvor synlig, da mange danske muslimer umiddelbart efter sidste års voldshandling blev afkrævet en klar afstandstagen fra turbanklædte Osama og politiske loyalitetserklæringer til det danske (hvordan man så end definere det ellers). Den omvendte retslogik - den hvor du er skyldig indtil det modsatte er bevist - blev det uheldige grundlag for dialog.
Det er netop et sådan grundlag, der giver næring til legitim 'modstandsretorik'. Og dræbende for dialogen er, at denne retorik ikke anses for at have samme 'propagandaværdi' som Hizb-ul-Tahrirs flossede flyvesedler og afføder heller ej politiske forslag om mundkurve eller loyalitetserklæringer mod demokratiske og menneskeretlige værdier udfra den skæve opfattelse af, at danskheden har patent på værdier.
Den populære bølge af modstandsretorik overfor religionens tilstedeværelse i den 'verdslige sfære' bekræfter fantasiløst oplysningstidens dikotomier og gør sig skyldig i selvsamme forbrydelse, de mere eller mindre bevidst ønsker et opgør med. Således at en tilbagespoling af tolerance og nuancerigdom legitimeres i den hellige sekularismes navn, præcis som religionens navn ofte bliver brugt og misbrugt til at legitimere ugerninger og skæve menneskesyn.
For jovist er sekularismen også en religion - eller en sandhedsteologi om man vil - og hverken mere eller mindre absolut end ethvert andet religiøst doktrin, der hævder sin rigtighed. Sekularismen skal således ikke udvises, når talen falder på den religiøse dialog.
Det er skandaløst, at den offentlige religiøse dialog i Grundtvigs Danmark opstiller en scene, hvorpå der udspiller sig en skyttegravskrig om at hævde sin egen 'civilisatoriske' soigneret-hed og sobert-hed - nogle er så frække at kalde det for en 'nødvendig' dialog. Så kunne man endda gå så vidt at hævde, at eksempelvis underskriftsceremonierne, der i årenes løb har udspillet sig omkring den israelsk-palæstinensiske konflikt vidner om dialog, uanset at militære tanks, maskinpistoler og selvmordsbomber stadig udgør den virkelige scene i baggrunden. Uden at drage for mange sammenligninger mellem den hjemlige debat og den mellemøstlige konflikt med det voldsomt forvredne magtforhold, så er der ingen tvivl om, at en dialog udover at levne plads til nuancerigdommen, bør tjene et helligt formål. Den religiøse dialog tjener ikke sit formål, hvis offentlighedens massive fokus samt politisk populisme fører til, at kulørte Ali får en bundplacering på danskheds barometeret, hvis ikke han er villig til at nævne ordene sekularisering og verdslighed, som den eneste ´rigtige´ vej til fredelig sameksistens, fordi det simpelthen er imod hans overbevisning, at disse er vitale.
En sådan debat minder mig om det ultimatum man i sine barnelege både fik og gav andre børn med imperativet hænderne op eller bukserne ned. Hvis man bilder sig selv ind, at en sådan situation er en dialog, så skelner man det ikke fra ordet diktat, der i sidste ende hverken handler om det bedre arguments styrke eller menneskeretten til at følge sin egen overbevisning - men udelukkende om at 'homogenisere'.
Multi-logen kan afværge faren for den kulturelle og religiøse 'homogenisering' ved at introducere nuancer. For den handler om at nedbryde de todimensionale grænser, at få flere skel på banen og ikke mindst få synliggjort den forskellighed i opfattelser af religion og religiøsitet, der ikke blot findes mellem to optegnede blokke, men også indenfor blokkens grænser. Således at hverken en kristen, buddhist eller muslim får lov til at blive defineret udfra populære voldsbilleder fra Nordirland, Tokyo eller Afghanistan men defineres individuelt gennem samtale og det individuelle kendskab.
For nogle betyder samtalen ensretning, for andre handler den om forståelse og tolerance. Nogle ønsker at omvende, at overbevise om sit eget arguments styrke og andre ønsker at lære. Men når dialogen bliver til en multilog, så handler den også om at nedrive stereotype skel. Ikke for at ensrette. Men for at synliggøre forskelle og nuancerigdom.