Den nye historiekanon kan, i bedste fald, bibringe en forøget forståelse af historien. Kristeligt Dagblads løbende gennemgang af kanonens 29 punkter er i den henseende god folkeoplysning, men naturligvis kan en historiekanon lige så godt give anledning til en misforståelse af historiens centrale begivenheder.
Når historiekanonudvalgets formand, Knud J.V. Jespersen, i Kristeligt Dagblad den 9. januar hævder, at den westfalske fred (indgået i 1648) betød "de moderne, sekulære, europæiske staters fødsel", forekommer det mig, at misforståelsen fylder mere end forståelsen.
Det er helt berettiget at tillægge begivenheden afgørende betydning. Den westfalske fred grundlægger det moderne statssystem, men ikke ved at trække religionen ud af staten. Der indføres et princip om ikke-indblanding staterne imellem, og derved fjernes religionen rigtig nok fra den udenrigspolitiske sfære.
Det er da også den westfalske ordnings store succes, at den gjorde 30-årskrigen til den sidste store religionskrig i Europa. At religionen fjernes som begrundelse for udenrigspolitiske ambitioner, betyder til gengæld på ingen måde, at den adskilles fra det politiske. Tværtimod muliggør det bærende princip i fredsslutningen: cujus regio, ejus religio (den, der regerer, bestemmer religionen), at en række stater kan definere sig entydigt i konfessionel henseende.
Det gælder bestemt for Danmark, der jo til stadighed roser sig af at være et luthersk kongerige, men det gælder også Frankrig, der kan blive et helt igennem katolsk kongerige. Dette forudsætter ganske vist fordrivelsen af huguenotterne i forlængelse af Nantes-ediktets ophævelse i 1685, men denne religiøse udrensning er netop en naturlig konsekvens af den westfalske freds politiske nyordning.
Også i lande som Østrig og Spanien bliver den religiøse identitet mere end nogensinde en del af statsideologien. Den westfalske fred er altså på ingen måde begyndelsen på den religiøse tolerance. På kontinentet resulterer fredsslutningen i religiøst homogene statsdannelser, der kun kommer i stand som konsekvens af, hvad man i vore dage ville kalde nul-tolerance.
De tilbageværende multireligiøse lande – England og Holland – bliver længe øer for tolerancen i et europæisk system, der ellers har etableret freden igennem en religiøs apartheidpolitik.
Det andet problematiske punkt i Knud J.V. Jespersens historietolkning er påstanden om, at Europas magt- balance imellem 1648 og 1918 har tippet imellem de fem stormagter Tyskland, Østrig, Storbritannien, Frankrig og Rusland. For det første kan Tyskland netop ikke blive en stormagt efter den westfalske fred, fordi den religiøse splittelse gør dette land til undtagelsen i den westfalske ordning: Her opretholdes en ordning med hundreder af småstater med forskellige konfessioner. Karakteristisk nok er Tysklands enhed først mulig, da de politiske stater i Europa faktisk bliver sekulariseret, og det skyldes snarere oplysningstiden end den westfalske fred.
Samtidig forekommer Jespersens stormagtsteori i nogen grad at være udtryk for et snævert nordeuropæisk perspektiv. I 1648 var både Spanien og Portugal trods alt stadig verdensmagter. Kan den forglemmelse undskyldes med, at de iberiske magter netop er mere orienterede imod Verden end mod Europa, så er det til gengæld vanskeligt at forstå, hvordan Jespersen kan overse, at Det Osmanniske Rige faktisk forbliver en afgørende, europæisk magtfaktor i flere århundreder efter 1648.
Asger Brandt,
idehistoriker og anmelder på Kristeligt Dagblad,
Dueholmgade,
Nykøbing Mors