Kirken skal på alle måder have højt til loftet

Det er, når folk møder kirken med en angst for at gøre noget galt, at vi taber vores kirkegængere på gulvet. Og her tror jeg, at vi, kirkens folk, kan gøre noget, skriver præst Ane Sofie Lindegaard

Folk kan lide at møde en levende kirke og se, at her har der været mennesker før os, skriver debattør. Billedet er fra Frederiks Kirke.
Folk kan lide at møde en levende kirke og se, at her har der været mennesker før os, skriver debattør. Billedet er fra Frederiks Kirke. Foto: Kjeld Olesen.

”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske og huset står fejet og prydet, så vender den tilbage med syv ånder der er endnu værre”.

Sådan lyder essensen af Mattæusevangeliets kapitel 12, vers 43. Jeg forstår dette tekststed i Matthæusevangeliet som et billede på, hvordan opretholdelsen af det perfekte virker ødelæggende på os.

Den polerede overflade har intet med levet liv at gøre, tværtimod giver den os kun syv endnu værre ånder at kæmpe med.

Jeg har været præst i fire forskellige kirker og ofte undret mig over, at kirken helst skal fremstå ren og perfekt!

Jeg har mødt meget personale og mange rådsmedlemmer, der går op i kirkens udseende på en måde, der kan virke ekskluderende for den øvrige menighed. Og her taler jeg ikke om ganske almindelig rengøring, for naturligvis skal kirken gøres ren som alle andre offentlige steder.

Det, jeg taler om, er, set med mine øjne, en idé om, at kirken skal fremstå uberørt, som var det et museum vi trådte ind i. Jeg tænker på de familiegudstjenester, jeg har holdt juleaften, hvor jeg for at skabe liv har genfortalt juleevangeliet med udklædte forældre, lydeffekter og hø. At bringe hø ind en juleaften vækker uro hos nogle af kirkens folk.

Jeg oplever, at det næste hold kirkegængere smiler over at finde nogle strå hø på gulvet og ærgrer sig over, at al udklædningen nu bliver båret ud. Folk kan lide at møde en levende kirke og se, at her har der været mennesker før os.

Når jeg møder gudforældre til dåb, oplever jeg ofte voksne mennesker, der er ved at dø af skræk over at skulle komme til at sige ”ja” på et forkert tidspunkt. Det er selvfølgelig godt, at man bringer en alvor med i kirken, men det er ikke godt, hvis usikkerheden bunder i frygten for at træde ved siden af!

Jeg hører folk bemærke små ting som ”Præsten havde ikke sorte sokker på til begravelsen”. Eller ”Så du det, han havde Dr. Martens-støvler på”. Og ofte oplever jeg, at det er en befrielse for folk at opdage noget bag uniformen, der afslører menneskelighed.

Til en højmesse, hvor et eller andet uventet sker, og man som præst bryder formen og forholder sig til den virkelighed, man står over for, oplever jeg, at menigheden responderer positivt i form af smil, spontan afslappethed og latter.

Og det er lige præcis det, der er min pointe: Hvis vi vil have en menighed, der skal føle sig velkommen og taget imod som dem, de er, så bliver vi også nødt til som kirke at være mere afslappede!

Hos teolog, præst og psykoterapeut Bent Falk har jeg opdaget, at der opstår et evangelisk rum, når vi står ved vores skyggesider. Det gør vi, når vi tager imod Jesu befriende budskab, der lyder til os: ”Kom, som du er”.

Det smukkeste budskab, verden har hørt, er, at der er én, der på trods af alt tager imod os som dem, vi er med al vores skam og skyld. Og i denne modtagelse kan forandring ske. Her kan vi vokse og blive os selv!

Det er det budskab, jeg som præst gerne vil formidle, og det er ikke gjort ved, at jeg formulerer det i et par sætninger i prædikenen, eller at salmerne sætter ord på. Det skal gennemstrømme hele kirken.

Jeg kræver ikke, at kirkens personale og rådsmedlemmer skal være perfekte i ånd og kærlighed, netop ikke! Det, jeg efterspørger, er, at vi, kirkens folk, tænker kirkerummet som et arbejdsrum, hvor alt muligt liv finder sted.

Det skal ikke altid fremstå fejet og prydet. Kirketjeneren skal ikke løbe rundt efter endt tjeneste for i en fart at få alt til at se ud, som om der aldrig havde foregået noget, inden de næste kirkegængere træder inden for døren.

Folk har ofte naturlig respekt for kirkerummet. Det er et særligt rum, hvor vi byder liv velkommen og siger farvel til vores elskede. Mange hvisker spontant, når de træder ind i en kirke. Alvor, respekt og højtidelighed er et fint svar på den storhed, livet byder os, og som kirken er med til at repræsentere.

Det er, når folk møder kirken med en angst for at gøre noget galt, at vi taber vores kirkegængere på gulvet. Og her tror jeg, at vi, kirkens folk, kan gøre noget:

Evangeliet starter allerede i kirkedøren. Derfor går en god velkomst forud for alt andet. Det er ikke den gode orden, der frelser, men mødet med de venlige øjne og oplevelsen af, at her er højt til loftet!

Ane Sofie Lindegaard er præst i Vallensbæk