Prøv avisen

Den russiske kirke er tro mod fortidens værdier

Den russisk-ortodokse kirke Epiphany i Moskva. At den russiske kirke i sit forslag ikke nævner Gud blandt andre sociale værdier og dyder, viser kun, at den ikke har glemt sin teologi, skriver Monica Papazu

Den russisk-ortodokse kirke vil bringe moral og samfundssind tilbage efter kommunismens fald, skriver forfatter Monica Papazu

HVORFOR HAR den russisk-ortodokse kirke ikke nævnt Gud i den liste over de sociale værdier, som den fremlagde i slutningen af januar, spørger Kristeligt Dagblad med kritisk forundring i en artikel den 4. februar, hvor avisen viderefører en meddelelse fra Reuters og kommenterer den. I avisens opfattelse hænger dette sammen med den store magt, kirken har fået i Rusland efter kommunismens fald.

De citater, som den russiske presse har bragt, afkræfter dog en sådan tolkning. Det drejer sig ikke om en erklæring ex cathedra, men om et beskedent forslag, som kirken med støtte fra politikere og andre trossamfund (for eksempel det jødiske) har præsenteret på en konference om de sociale værdier, der skal ligge til grund for helbredelsen af det russiske samfund. Forslaget skal så, ønsker kirken, inspirere til bred debat.

Spørgsmålet er, hvordan der atter kan bygges et fællesskab efter kommunismen, som har medført samfundets opløsning. Båndet mellem mennesker blev brudt, og efter kommunismens fald hersker det moralske morads og fraværet af samfundssind videre.

DET ER DENNE moralske og samfundsmæssige katastrofe, den russiske kirke prøver at afhjælpe. Kirkens svar har taget form af en liste over otte sociale værdier: Retfærdighed; frihed (frihedsrettigheder såsom erhvervsfrihed); solidaritet (at hjælpe hinanden i nøden); fællesskabsbevidsthed (båndet mellem øvrighed og folk og menneskene imellem); selvbegrænsning og selvopofrelse; fædrelandskærlighed (båndet til nationen og dens kultur); menneskeværdighed og menneskelivets fælles åndelige og materielle goder; familieværdierne. Tallet otte er symbolsk: Otte dyder som modsætning til de otte hovedsynder, som adskiller mennesket fra Gud.

Forrest står retfærdigheden som samfundets rygrad: Retfærdige love, en ansvarlig øvrighed, retfærdige domstole og en genopdagelse af loven i menneskets hjerte. "Med lov skal land bygges"!

Ordene er velvalgte og knytter tilbage til den russiske kristne tradition og kultur. Således "sobornost", det vil sige "fællesskabsbevidsthed" eller "fællesskab i ånden". Ordet er afledt af "sobor" (kirke, forsamling) og henviser til kirkens fællesskab som enhed i mangfoldighed. Ligesom kirken er et fællesskab ("sobornost" grundfæstet i eukaristien), således må samfundet også være.

"Selvbegrænsning og selvopofrelse" udspringer også af det kristne univers. "Selvbegrænsning" betyder et liv "bag grænsen" (under loven), hvor man i stedet for at følge sine lyster adlyder samvittighedens krav.

Nøgleordet "selvbegrænsning" indgår i øvrigt i titlen på et af Solsjenitsyns væsentligste essays: "Anger og selvbegrænsning som kategorier i nationernes liv" (1973). Dette ord anvendes her som et korrektiv til den misforståede frihed: Den sande frihed ligger i at beherske sig selv. "Selvbegrænsningen" rummer både forpligtelsen over for næsten og ansvaret for ens egen sjæl.

LISTEN SLUTTER MED familien som samfundets fundament (for at det store samfund kan helbredes, må først familien som det lille samfund helbredes) og med "familieværdierne": "kærlighed og troskab og omsorg for børn og ældre". Det er i denne præcise sammenhæng, at "kærligheden" bliver nævnt – "charity begins at home", som englænderne siger.

Artiklen gør sig lystig over, at den russiske kirke har glemt, at "størst af alt er kærligheden". Men det er præcist, hvad den russiske kirke ikke har glemt. Eftersom "kærligheden" i vore dage forveksles med subjektivisme og lune, skal vægten lægges på en ny indlæring af kærlighedens befaling inden for familiens rammer: Troskab, pligt.

At den russiske kirke i sit forslag ikke nævner Gud blandt andre sociale værdier og dyder, viser kun, at den ikke har glemt sin teologi. Man foreslår ikke Gud. Han står ikke til debat. Gud er ikke en værdi, men det er "i Guds sandhed", at alle "blivende værdier er grundfæstet".

I det øjeblik, Gud bliver til en værdi blandt andre, det vil sige genstand for diskussion, så er det et sikkert tegn på, at troen er hørt op med at være en levende kraft i menneskets hjerte og i samfundet.

Monica Papazu er mag.art. i sammenlignende litteratur, forfatter til blandt andet "Diamant-broen: Om den Orthodoxe Kirkes univers".