Når nogens sønner kalder andres døtre for ludere, eller når nogen synes, det kunne være sjovt at se, hvor langt en ung kvinde kan få en banan ned i halsen, så har vi fejlet på flere niveauer. Både som samfund, som forældre, som voksne og som enkeltindivider.
Jeg ved, det er med fare for både at blive kaldt snerpet og gammeldags, jeg skriver sådan. Alligevel tror jeg, det er sådan.
I dette efterår har der været bragt en del artikler om både ”hverdagssexisme” og børns/unges forbrug af porno - som for mig kulminerede i sagen fra CBS, hvor unge på en rustur blev presset til stærkt seksualiserede lege og nedladende sprogbrug. Uanset hvor hyppigt det sker, bliver det aldrig normal adfærd, at en mand kalder en kvinde for luder eller billig.
Som samfundsborger er jeg naturligvis frastødt over en sådan adfærd fra unge, som skal være med til at skabe og forme morgendagens samfund. Som far bliver jeg både trist og bekymret, for hvis en sådan adfærd i en eller anden grad er normaliseret i 2015, hvad er så normalt, når mine døtre skal til deres første klassefest uden forældre, gymnasiefest endsige rustur?
Som voksen tænker jeg, at jeg har svigtet. For hvilken adfærd har jeg haft, som har været med til at gøre dette legalt?
Som mand må jeg erkende, at jeg skammer mig, for også jeg har været en del af den kultur, som under dække af ”værkstedshumor” har været med til at sprede et nedsættende kvindesyn.
For mig er det et tegn på den seksuelle forråelse, vores samfund er vidne til - og har været vidne til de sidste mange år.
Kærlighed og sex er gået fra at være ømhed, nærhed og uselvisk til at være noget, der kan købes, klikkes og forbruges - ligesom alt andet. Og når vi konstant bliver bombarderet med den objektiviserede kvindekrop gennem reklamer, populærkultur og porno, hvordan kan vi så forvente, at det ikke også kryber ind i sproget, kommunikationen og adfærden?
Vi kan ikke forvente, vi ser hinanden som mennesker, hvis vi konstant opdrages til at se hinden som objekter, som kun eksisterer for at tilfredsstille vores lyster.
Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup havde det, man kunne kalde et kommunikativt menneskesyn. Han sagde blandt andet, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hænder.
Når vi står der med en del af et andet menneskes liv i vores hænder, har vi to valgmuligheder: Vi kan knuse den del, vi har fået givet, eller vi kan få det til at blomstre.
Og lige dér i det øjeblik betyder kommunikation naturligvis noget. Hvordan vi taler til og om hinanden. Hvordan vi har lært at opfatte hinanden. For hvis drenge konstant har fået kommunikeret, at kvinder er nogen, man ydmyger, og er nogen, som kun eksisterer for at tilfredsstille manden, hvordan kan vi så forvente andet, end at kvinder behandles som objekter?
Vi er alle skabt til noget bedre. Vi er skabt til at blive elsket - og talt til, omtalt som og rørt ved som sådan.
Naturligvis må de unge tutorer, og hvem der ellers råber nedladende ting efter kvinder eller behandler dem som ting i nattelivet, tage personligt ansvar for deres handlinger.
Men det nytter ikke noget kun at skyde skylden på ungdommen, for det er også os voksne, der har ansvaret.
Det er os, der skal sætte standarden for sprogbrug og omgangstone.
Det er os, der skal skabe kulturen for, hvad der er acceptabelt, og hvornår man siger fra og nej!
Jeg tror, hverken pornoens frigørelse eller seksualiseringen af populærkulturen kan rulles tilbage.
Men jeg mener, det er på tide, vi tager snakken om, hvad den seksuelle frigørelse, som så mange danskere er så stolte af, gør ved os, gør ved vores børn og unge, og hvilken slags samfund den skaber.
Arne Pedersen er cand.mag. i medievidenskab med ITT i teologi