Sørine Gotfredsen: Folk står i kø for at udtrykke sentimental hyldest af skraldemænd og kassedamer

Selvom der for tiden er stort fokus på vitale funktioner i samfundet, tvivler sognepræst Sørine Gotfredsen på, at det vil resultere i fornyet respekt i det lange løb

"Man får lyst til at spørge dem, der i disse dage sidder på tv og på sentimental vis hylder skraldemændene, om de ville bryde sig om, at deres egen søn valgte netop den levevej. Jeg tror ikke, at ret mange ville sige ja," skriver Sørine Gotfredsen
"Man får lyst til at spørge dem, der i disse dage sidder på tv og på sentimental vis hylder skraldemændene, om de ville bryde sig om, at deres egen søn valgte netop den levevej. Jeg tror ikke, at ret mange ville sige ja," skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt vi fortsat lever i et klassebevidst samfund, kan man i denne periode blive klogere. På lidt omvendt vis. Folk står for tiden i kø for at understrege deres agtelse for alle de kassedamer, skraldemænd og sygeplejersker, der trofast udfører det mest nødvendige, mens landet er delvist lukket ned.

Det giver naturligvis mening. Vi var ilde stedt, hvis ingen ville sidde i Netto eller hente skrald eller passe de syge, men det store behov for at anerkende alt dette rummer noget pinagtigt.

Det kom til syne, da TV 2 News’ småsludrende panel i torsdags blev præsenteret for et nyt kunstværk af den mystiske kunstner Banksy, der er foræret til et hospital i Southampton i England. Billedet forestiller en dreng, der leger med en dukke, der har skikkelse af en sygeplejerske, mens de gamle superhelte, Batman og Spiderman, er røget i skraldespanden. Den sande helt er kommet til sin ret, og det er et underligt banalt billede, der primært illustrerer, hvordan letkøbt sentimentalitet kan trives i krisetider.

Den engelske premierminister Boris Johnson bidrog til tendensen, da han efter sin egen indlæggelse ved navns nævnelse takkede to sygeplejersker for at have passet på ham. Man forstår følelsen af taknemmelighed, men der er noget helt skidt ved tidens heltedyrkelse af bestemte personer, der også herskede i TV 2-panelet, hvor rosen haglede ned over bestemte funktioner, som står det først nu klart, hvor vigtigt det er at få sit skrald hentet.

Direktør for Cyklistforbundet, Klaus Bondam, var undtagelsen, der udtalte, at hans værdsættelse af basale samfundsopgaver også eksisterede før corona-tiden, og sagen er jo, at har man først nu har opdaget det afgørende ved skraldemænd og sygeplejersker, har man levet for længe i den snakkende og verdensfjerne klasse.

Denne periode sætter således en tyk streg under det potentielt meningsløse ved som mere eller mindre fuldtidsbeskæftiget kommentator at sidde i et tv-studie og betragte livet fra distancen.

Men synlighed fører jo til status. Sådan har det længe været, og mens nogen mener, at corona-tiden vil bevirke, at hule funktioner blegner, mens de vitale får mere respekt, idet vi nu erfarer deres betydning, når det brænder på, tillader jeg mig at tvivle. Dertil bliver denne anderledes periode for kort og vil næppe formå at omvælte det snobberi, der omgiver både akademisk uddannelse og mediesynlighed.

Der findes en moderne klassedeling i landet her, der ikke blot handler om økonomi, men også om at være den, der formår at skaffe sig opmærksomhed og citere tidens pseudofilosofi, og mens samfundet jo langtfra har brug for så mange, der døgnet rundt udlægger teksten, er klassebevidstheden til stede. Så meget at man får lyst til at spørge dem, der i disse dage sidder på tv og på sentimental vis hylder skraldemændene, om de ville bryde sig om, at deres egen søn valgte netop den levevej. Jeg tror ikke, at ret mange ville sige ja. Og mene det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.