Prøv avisen
Mediekommentar

U-bådssagen er en uhyggelig test på viljen til at trække den skarpe streg i sandet

U-bådssagen stiller store krav til mediernes til- og fravalg, skriver Kurt Strand. – Foto: Jens Dresling/ritzau

U-bådssagen stiller store krav til mediernes til- og fravalg, skriver Kurt Strand

ET PAR MÅNEDER HAR SAGEN om drabet på den svenske journalist Kim Wall fået spalteplads og sendetid i de fleste medier – også i denne avis.

I et par måneder har læsere, lyttere og seere kunnet gyse ved tanken om alle de grufuldheder, der synes at være foregået på sigtede Peter Madsens u-båd ”Nautilus” et sted i Øresund. Og i et par måneder er nye spor, nye detaljer og nye formodninger dukket op i kølvandet.

Senest har svensk politi besluttet at samkøre dna-registre for måske at hitte spor i ellers henlagte drabssager; en nyhed, som via Sveriges TV 4 blev viderebragt af en række danske medier mandag og tirsdag. Men også en nyhed, der egentlig ikke er meget andet end en såkaldt mellemregning, som tilmed og ubegrundet kaster ny mistanke mod en endnu ikke hverken tiltalt eller dømt mand.

NÅR DEN NÆVNTE mellemregning bliver en del af nyhedsstrømmen, skyldes det ikke mindst et behov for at holde sagen om Kim Wall, Peter Madsen og hans u-båd i så tilpas meget kog, at alle hurtigt kan være med, når og hvis et afgørende gennembrud kommer. Det har medierne en oplagt interesse i, for på den måde bliver de seneste måneders intense dækning legitimeret og forløst. Men også politiet har brug for at holde sagen i kog, fordi den indeholder alle de ingredienser, der er brug for, når ordensmagten skal demonstrere sine evner til at opklare selv tilsyneladende umulige sager.

Især sagens mange makabre og blodige detaljer – rundhåndet videregivet af Københavns Politi på jævnlige pressemøder – har undervejs stillet store krav til mediernes til- og fravalg. For hvor meget har læsere, lyttere og seere brug for at vide om de dræbende knivstik, hvor mange der var, og hvordan det hele mon er foregået?

NOGEN FACITLISTE FINDES IKKE. Og derfor var det interessant at notere forskellene i mediedækningen tværs over Øresund på et debatmøde i den svenske presseklub i Malmø i sidste uge.

På mødet forklarede chefredaktør Poul Madsen fra Ekstra Bladet, at hans avis har valgt at bringe mange detaljer, fordi ”læserne skal blive klogere på, hvad der er sket”.

Omvendt argumenterede chefredaktørerne Katrin Säfström og Pia Rehnquist fra de skånske tabloidaviser Kvällsposten og Sydsvenskan for en vis tilbageholdenhed med detaljer. Som Säfström udtrykte det:

”Nok har vi bragt mange detaljer, men har også forsøgt at holde et respektfuldt niveau.”

Debatmødet i Malmø demonstrerede, at der for mediefolk ikke er nogen lette valg. Og at det altid er en konkret beslutning, om en given detalje eller ny oplysning skal bringes videre. For selvom det meste under alle omstændigheder er tilgængeligt på sociale medier og ureflekterede netsteder, så skal professionelle publicister netop kendes på deres evne til velovervejet og -argumenteret at vælge til og fra.

Set i det lys er Kim Wall-/Peter Madsen-/u-bådssagen en, omend uhyggelig, test på viljen til at trække den skarpe streg i sandet, som bør adskille den ene slags medier fra den anden.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”.