Hvorfor reagerer man i Tyskland på terror udelukkende med manende kald til sammenhold? Og det i et sært neutralt og distanceret sprogbrug, der nærmest udvisker forskellen mellem ofre og gerningsmænd.
Svaret findes måske i Tysklands kristeligt-demokratiske ledelsesform. Det mener politolog og forfatter Gerd Held, som skriver en serie essays om emnet på netavisen Achgut.
I de moderne, halv-religiøse værdiers navn forflygtiges sansen for ansvar, og man lader sig falde tilbage i selvopgivelse, hedder det. Vi danner helst et fællesskab af forsagte lam efter et religiøst forbillede, der imidlertid savner hyrden. Derved bringer man de betydelige friheder i fare, som kristendommen med sit individualistiske menneskesyn har banet vejen for.
Det er en snigende nihilisme, der ikke orker at forvalte den civilisation, som tidligere generationer med møje byggede op.
Dette skred finder sted, mener Held, fordi kirken er hørt op med at opfatte sin Gud som virkelig hellig. Man er bange for at virke ”fundamentalistisk”. Derfor får man også en fesen forestilling om frelsen. Den bliver til en dennesidig affære, hvor denne finden sammen i fællesskaber får lov at stå for den moderne forløsning eller opstandelse.
Sansen for det alvorlige og det hinsidige er visnet bort:
”Kirken kan ikke længere begribe Gud i Hans ophøjede og samtidig krævende storhed. I stedet for tenderer den imod at ’bringe Ham nærmere’ menneskene ved at gøre ham rent menneskelig.”
Man drejer sin kristendom i retning af de bløde, sekulære værdier. Og når forskellen mellem poler – det evige og det verdslige – således forsvinder, så forsvinder også den positive synergi mellem religion og civilisation. Kirken vil ikke længere indskærpe menneskene den pligt at gå ud og arbejde i deres ansigts sved, forarbejde den natur, Gud har givet dem i varetægt, samt opbygge og værne en kultur.
Vi blev fordrevet fra Paradis og måtte derpå knokle. Det er en dom over mennesket, men tillige Gud velbehageligt. Vi bliver sendt ud i verden med et ansvar. Den dimension har den moderne kirke tabt sansen for, hævder Gert Held. Vi har været indpakket i velfærdens vat så længe, at vi ikke længere ser, hvordan vores eksistensgrundlag faktisk må tilkæmpes.
Kirken kortslutter det perspektiv og vil i stedet finde forløsning gennem kritik af stat og kapitalisme. Civilisation bliver noget, man påfører den arme natur som et voldeligt overgreb.
Man får en økologisk og social forkyndelse, der søger frelsen i det sociale, hvor man skal ’stå sammen’.
Det egenartede ved kristendommen vil en moderne kirke måske helst viske ud. I en ny og opblødende optik anses alle religioner for ”gode” – når de bare ikke skejer ud og bliver ”fundamentalistiske”. Der dyrkes fra kirkeligt hold en forestilling om, at man burde nærme sig en meta-religion, et kludetæppe af trosformer.
Men en art ”fundamentalisme” er uopgivelig for enhver religion, argu-menterer Held. Naturligvis ikke i voldelig forstand; men kristendommen skal bevare det, som er fundamentalt for den. Dens gudsbillede må have kontur og ophøjethed; ellers vil dens dage være talte.
”Den aggressive islamistiske radikalisering og den kristelige selvopløsning virker indbyrdes forstærkende på hinanden og skaber en djævelsk cirkel”, bemærker Held. Den konturløse kirke gør underkastelsens gestus, hvad der kun ansporer og opmuntrer den anderledes energiske modpart.
Kristendommen bør hellere opgive sin blide nihilisme og genopdage sin konstruktive styrke.
”Den må genindtage sine højder.”
I samfundet skulle man genskabe en respektfuld forskel på det hellige og det sekulære, mellem de to regimenter, frem for en blød sammenblanding. Det verdslige regimente må atter styres med ansvarsbevidsthed, og politikkens uafbrudte snak om værdier og fællesskab må erstattes med gennemførelse af knastørre forholdsregler som grænsebeskyttelse, værnepligt og entydigt statsborgerskab.
Det er et tysk særtilfælde, at landets store, konservative parti, CDU, er kristeligt.
”De klassiske republikker – Storbritannien, Frankrig og USA – kender ikke sådanne partier. Forbindelsen mellem religion og politik bliver dér ikke slået så stort op som i det tyske CDU.”
Held mener, at den forbindelse er begyndt at opløse klassisk statsræson.
Dengang tyskerne skulle finde deres ben oven på nazitiden, var dannelsen af de kristeligt-demokratiske partier yderst gavnlig. De lærte ydmyghed og alligevel fasthed i en svær opbygningsfase. Men i dag er nærheden til en stadigt mere konturløs kristelighed blevet en fælde. Politikken får svært ved at træde op med myndighed, fordi den lammes af den nihilistisk-sentimentale religiøsitet, argumenterer Held.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.