Prøv avisen
Etisk set

Formand for Jordemoderforeningen: Vi skal acceptere den svære ventetid

Der skal i hvert fald det til, at der er åbenhed i vores samfund om ikke at stille så enorme forventninger om det perfekte til de kommende forældre. Omgivelserne skal lytte snarere end at overvælde med anekdoter og jokes. Omgivelserne skal ikke kræve fuld kompetence fra start – al begyndelse kan være svær, skriver Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen Foto: Joachim Ladefoged /Ritzau

I sundhedsvæsenet skal vi også kunne lytte. Have tid til, at tvivl får lov at folde sig ud. At spørgsmål, der måske slet ikke stilles, alligevel høres – og hen ad vejen besvares. Så bliver ventetiden mindre belastende

DEN SØDE VENTETID... Det hed det før i tiden, når der var et barn i vente. Når den pinlige sandhed, at man havde haft kønslig omgang, var klar og tydelig, selvom kvinden så længe som muligt søgte at skjule sin voksende mave bag tækkelige gevandter.

Bag udtrykket lå selvfølgelig, at det forventeligt var en sød tid, man gik ind til, et sødt barn, en sød amning, et sødt parforhold. Masser af myter stod i kø for at undertrykke kvinders og mænds personlige oplevelse af processen at blive forældre.

For der var dengang, og der er stadig, kvinder og mænd, der slet ikke synes, at det er sødt, der er vordende forældre, som oplever et stort pres under denne ventetid.

Måske til deres egen store overraskelse – de har også selv ventet at blive fyldt af forventningens glæde og spænding, forventer en lykkeeksplosion ved de forskellige milepæle: første scanning, første spark, fødsel vel overstået, ammestart.

Men lykkefølelsen udebliver. Tab af kontrol, angst for ikke at slå til, mindelser fra ens egen barndom eller teenageår om nederlag eller utilstrækkelighed slår igennem. Fylder den gravide kvinde med modstridende følelser, eller den vordende far med fornemmelsen af ikke at kunne yde støtte til sin kæreste, når han selv er bange for, at han ikke bliver en god far.

Så er ventetiden ikke spor sød. Så kan den vende sig til at være en plage, en svær belastning – og i sidste ende en risiko for påvirkning af fostret og for vedvarende psykiatrisk sygdom hos den voksne.

HVAD SKAL DER TIL for at vende dette billede for de gravide par, der er bange eller usikre?

Der skal i hvert fald det til, at der er åbenhed i vores samfund om ikke at stille så enorme forventninger om det perfekte til de kommende forældre. Omgivelserne skal lytte snarere end at overvælde med anekdoter og jokes. Omgivelserne skal ikke kræve fuld kompetence fra start – al begyndelse kan være svær.

Der skal være plads til usikkerhed. Og selvfølgelig skal der være mulighed for behandling, hvis jordemoder, læge eller sundhedsplejerske har fundet tegn på svær nedtrykthed eller angst.

For ikke så længe siden var der en lille film med to habitmænd i en elevator, hvor den ene henkastet siger til den anden, som man nu gør det: ”Nå, hvor’n går det så?”. Forventningen er jo, at svaret vil være: Det går såmænd ikke værst eller helt godt – alt efter, hvor tæt på man har sygdom, ruin eller depression... I filmen svarer den anden mand imidlertid: ”Tja, det går ikke så godt,” hvorefter han oplister sine sorger og ender med grådkvalt at omfavne den anden og takke ham, fordi han er så deltagende og lyttende. Godt fokus på at turde spørge for alvor.

Det er egentlig der, jeg synes vi skal starte alle sammen, både som privatpersoner og som professionelle. Lyt. I privaten skader det os slet ikke at skulle vente lidt med selv at komme til orde. Det er sundt at udsætte behovstilfredsstillelsen lidt, siger adfærdsforskere. Man bliver bedre til at nå sine mål på langt sigt. Der ligger med andre ord en belønning til dig, der lytter. Måske først og fremmest den glæde, at du giver plads til, at andre styrkes, fordi du ser dem og deres behov.

I sundhedsvæsenet skal vi også kunne lytte. Have tid til, at tvivl får lov at folde sig ud. At spørgsmål, der måske slet ikke stilles, alligevel høres – og hen ad vejen besvares. Så bliver ventetiden mindre belastende. Mindre myte og mere mod. Og der skal være gode systemer i sundhedsvæsenet til at opfange og behandle der, hvor vi reelt kan tale om depressive tilstande.

Glædelig ventetid – glædelig advent.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos, og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.