Den store forklaringsjagt på tilværelsens uransagelige veje

Nogle gange rammer mørket af helt uransagelige grunde. Livet sker. Oven over alle vores egne (nok så gode) forklaringer har tilværelsen sine egne, dybere veje

Forklaringsjagten går ud på, at man vil finde årsagen. Og løse problemet. Men det er nogle gange lettere sagt end gjort.
Forklaringsjagten går ud på, at man vil finde årsagen. Og løse problemet. Men det er nogle gange lettere sagt end gjort. Foto: Tegning: Rasmus Juul.

Jeg er tit sammen med en far til et barn, der har fået flere psykiatriske diagnoser på få år. Hans søn har haft ondt i maven, kastet op om morgenen, frygtet at gå i skole. Han har ligget vågen om natten med tankemylder, isoleret sig i sit værelse. Ingen har rigtig kunnet forklare hvorfor. I al den tid, drengen har været så forpint, har faren igen og igen spurgt sig selv og endda himlen: Hvorfor os? Hvad har vi gjort galt?

Han har gået ture og råbt og haft psykologsamtaler og tænkt: Har jeg svigtet som forælder? Overset signaler? Er det sindssygen langt ude i familien, der er nedarvet? Er der sket noget, han ikke har fortalt os? Er det tiden, skolen, de sociale medier, der har væltet ham?

Faderen kan ikke slippe tankerne om, at der må være en forklaring, men han er sjæleligt udmattet. Hver eneste dag skal han støtte sit syge barn og samtidig møde både sin egen og verdens forventning, der kort sagt lyder: Find årsagen og løs problemet. Han kan tydeligt mærke det, når han møder behandlere, lærere og kollegers venlige - men alligevel sigende - blikke.

Det kan være åbenlyst krævende at være lidende i en tid, hvor vi konstant higer og søger efter forklaringer. Hvor man før kunne se ulykker som prøvelser eller straf fra himlen som skæbnen, (”sygdom er hver mands herre”), eller måske gav samfundet skylden, leder vi nu dybere og dybere i os selv efter årsager. Vi leder i sindene, fortiderne, tankerne, familierne og nu også generne. Vi lever i den dragende tro, at tilværelsens uransagelige veje slet ikke er så uransagelige endda. Hvis vi bare leder længe nok, finder vi til sidst forklaringerne - og løsningerne - på alt.

Også jeg har ofte været på forklaringsjagt. Jeg har bebrejdet mig selv, når noget har været svært for mine børn. Jeg har grublet: Kommer det her fra mig? Under livskriser har jeg opsøgt steder fra min barndom, bare stået der og stirret ud over en gade eller et landskab gennem erindringens dis og håbet på en større forklarelse, der aldrig kom.

Og så har jeg søgt videre sammen med de hundredtusinder af andre i min generation, der også er på forklaringsjagt. Overalt byder nye forklaringer sig til: i selvhjælpsbøger, personlighedsprofiler, dna-tests, diagnoser, persontypetests, i terapeuters stole, i behandleres hænder, i forskningens templer og lægers konsultationer.

Jeg kender mennesker, der i årevis forgæves er blevet undersøgt for en ukendt fysisk lidelse og stadig tror, at næste undersøgelse vil forklare dem. Jeg kender mennesker, der er blevet så lettede over omsider at få en træls diagnose, at de græd af forklarelsens glæde. Jeg har venner, der tror, at de selv er ansvarlige for alt, hvad der sker i deres krop - og gransker sig selv fra morgen til aften.

Mange af os ved af bitter erfaring, at det er hårdt arbejde at være menneske i en verden, hvor vi er næsten sygeligt forklaringsparate. Vi slider os trætte for forklarelsens alter, og vi bærer selv forklaringens tunge byrde. Men hvor finder vi hvile? Når noget rammer os, skal vi ikke bare lære at leve med det. Vi skal også helst forstå, hvorfra det kommer. Og det djævelske bag ved vores søgen efter forklaringer er, at vi også let kommer til at se på hinanden med forklaringens borende blik: Hvis dit barn lider, må det skyldes noget i eller omkring dig. Og hvis du bliver ramt, så er du eller dine sikkert på én eller anden måde selv ude om det.

Men der er grænser for vores egen forklarelse. Nogle gange rammer mørket af helt uransagelige grunde. Livet sker. Oven over alle vores egne (nok så gode) forklaringer har tilværelsen sine egne, dybere veje. Det kan være skræmmende, men det er alligevel en slags lykke. Så behøver en hårdtprøvet far ikke bruge sine sidste kræfter på forklaringsjagten; han får tid til sit syge barn. Og måske mærker han endda, hvor langt vigtigere end alle forklaringer det er, at hans dreng på de sværeste dage bare knuger ham lykkeligt og siger:

”Men far, det er godt, at jeg har dig.”

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.