I en række artikler har Kristeligt Dagblad sat fokus på den store overgang. Men for nogle kan pensionisttilværelsen i Danmark desværre også være alt for kort og smertefuld.
Det store eksistentielle spørgsmål om en meningsfyldt pensionisttilværelse overskygges, for 25-30 procent af nutidens pensionisters vedkommende, af den resterende del af livet i stor smerte og en alt for tidlig død efter en menneskealder med hårdt manuelt arbejde.
Det er stadig således, at en del af nutidens nedslidte, nyslåede pensionister desværre kan sammenlignes med den klassiske pensionist, vi tænker kun fandtes for 50-60 år siden, mener jeg. Og jeg siger desværre, for det hårde manuelle arbejde, der stadig udføres i mange brancher, har ikke ændret sig over tid.
Ved gennemlæsning af den glimrende serie om, hvordan overgangen til pensionisttilværelsen håndteres, bliver jeg nødt til at melde mig på banen, idet jeg mener, at serien og artiklen fuldstændig glemmer den tredjedel af pensionisterne, der har meget få år tilbage efter arbejdslivet.
Jeg kan desværre ikke læse mig til, hvordan overgangen til pensionisttil-værelsen håndteres for den del af befolkningen, der er allermest ned- slidt.
En undersøgelse fra Ældre Sagen, som Kristeligt Dagblad tidligere har omtalt, fortæller også kun om de to ud af tre 50-90-årige, der især bruger tiden efter arbejdslivet på fritidsinteresser og familien.
Forestil Dem derfor en brolægger, der gik i lære i 1975. For 41 år siden. Hvert år har han ifølge Fagbladet 3F lagt 500.000 kilo chaussésten, over to tons hver dag. I de 41 år, der er gået siden da, er det blevet til i alt 20,5 millioner kilo.
Forestil Dem herefter, at han først kan gå på pension i 2025, ni eller ni et halvt år ude i fremtiden, afhængigt af, om 2025-planen forlænger pensionsalderen med seks måneder.
I dag er han allerede nedslidt, men skal fortsat lægge 4,75 millioner kilo chaussésten inden sit 50-årsjubilæum i 2025.
Gennemsnitslevealderen er cirka 73,5 år. Med en pensionsalder på 67,5 år, så er der maksimalt seks år at nyde pensionisttilværelsen i, inden han dør – i bedste fald.
Kan De forestille Dem sådan en pen-sionisttilværelse? Det kan jeg. For når jeg forestiller mig 50 år på knæ på fortovet og efter at have slæbt i alt 25 millioner kilo sten, så tror jeg ikke, der er meget overskud tilbage til at svinge rundt med børnebørnene i haven.
Jeg er ikke sortseer, og jeg glæder mig over alle, der har en meningsfyldt og lang pensionisttilværelse foran sig. Men jeg ser et opdelt samfund, der på den ene side består af glade seniorer med 14-16 års aktivt pensionistliv foran sig, hvor tiden bruges på familie, fritidsinteresser, venner og frivilligt arbejde. Og på den anden side ser jeg den nedslidte, hvor tilværelsen slutter allerede seks år efter arbejdslivet.
Sådan er livet – vort samfund i dag. Vi vælger hver især karriere og løbebane ud fra det, der passer os bedst. Nogen vælger manuelt og nogen vælger akademisk. Sådan er det.
Jeg ønsker derfor et samfund, hvor pensionsalderen ikke er bestemt efter fødselsår, men efter nedslidning og evnen til at kunne arbejde lidt flere år. Således at den nedslidte kan gå på pension som 64-årig og akademikeren som 70-årig, for eksempel.
På den måde kan den nedslidte nyde godt af tre års ekstra pension og akademikeren tjene lidt flere skattekroner til samfundet. Så er der balance i regnskabet igen. Det mener jeg.
Hvad mener Kristeligt Dagblads læsere?
John Sommer er buschauffør og tillidsrepræsentant.