I KRISTELIGT DAGBLAD den 29. maj skriver John Busk-Jepsen om Søren Kierkegaards forhold til musikken og påstår, at Kierke-gaard var et musisk menneske. Det var han muligvis, men han var ikke et musikalsk menneske.
I sin biografi om Kierkegaard skriver Georg Brandes, at Kierkegaard var ikke særlig musikalsk. Brandes skriver videre, at det er beundringsværdigt, at han uden at være musikalsk har kunnet trænge ind i musikkens sjæl. Endelig skriver Brandes også, at musikkendere ikke vil dele Kierkegaards opfattelse.
Kierkegaard har nu også selv indrømmet, at han ikke forstår sig på musik. Det bruger han halvanden side i bogen Enten Eller på at meddele os, og så udfolder han en teori om, at hvis man præcist ved, hvad man ikke forstår, så må man jo vide noget præcist om det, man ikke forstår. Kierkegaards argumenter holder sjældent vand. Han kan snildt konkurrere med Holbergs Erasmus Montanus, der jo kunne argumentere for, at Morlille var en sten.
LÆS OGSÅ: Inderlighed er den ånd, der bærer et menneskeliv
Kierkegaards panegyriske kommentarer til Mozarts Don Juan har ingen som helst forbindelse til den musik, som hans ordgejl lovpriser. Man kan uden at forstyrre meningen efter forgodtbefindende udskifte Mozarts Don Juan med en hvilken som helst anden opera.
Man kan undre sig over, at Kierkegaard ikke kan redegøre for, hvad i musikken der i den grad har imponeret ham. Han råder ikke over nogen form for musikterminologi. Jo, han ved, at der er to slags operaer: opera seria og opera buffo, men han bytter om på dem. Han kalder Mozarts Don Juan for en opera seria, selvom den er en hybrid, der forener det tragiske og det komiske. Figaros bryllup kalder Kierkegaard fejlagtigt for en opera seria. Den er en opera buffo.
Kierkegaard kender ikke til tonearter (dur og mol), tempoangivelser, foredragsbetegnelser og så videre og er derfor ude af stand til konkretisere sine æstetiske domme. Faktisk har Kierkegaard lånt ordskvalderet om musikken fra de romantikere, hvis musikopfattelse han samtidig forkaster.
Men det er velkendt, at Kierkegaard var slem til at plagiere, altså stjæle. Store dele af stykket om Vekseldriften i Enten Eller, der handler om kedsomhed og lediggang, har Kierkegaard lånt fra Schlegels roman Lucinde. Det gør Brandes opmærksom på i Hovedstrømninger (bind 2).
Han gør også opmærksom på, at Kierkegaard måske har lånt en af de berømteste passager i Mozartanalysen fra romantikeren Tieck. Det er det berømte sted, der begynder sådan: Don Juan skal ikke ses, men høres. Og slutter med: Hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øieblikkets Stilhed hør, hør, hør Mozarts Don Juan.
Brandes konstaterer tørt: Man ser, at Kierkegaard i sin bekendte afhandling om Don Juan kun videre forfølger den af Tieck anlagte retning, og det er indlysende, i hvor nær sammenhæng alle Hoffmanns omskrivninger af musik til stemningsudbrud og åndesyn er til Tieck.
Kierkegaard lytter ikke til musikkens struktur og indre logik. Han er moment-lytter, og det svarer egentlig godt til hans nedsvurdering af musikken som kunstart. Ligesom musikken er en sucession af øjeblikke, er Don Juans umættelige begær en sucession af forhold, ikke serielt monogami, men serielt polygami.
Musik er noget fuldstændig ukristeligt, men bliver dog forstået ud fra det kristelige. Musikken er det dæmoniske, for det er den kunst, som kristendommen sætter ved at udstøde den. Det dæmoniske er det fordømte, det udstødte, det onde. Don Juan udelukker ånden. Faust udelukker sanseligheden.
Kierkegaard bestemte slet ikke musik som det religiøse gemyts kunst, men som udtryk for den sanselighed, som kristendommen havde udstødt. Således var musik ikke en højere selvbevidstheds meddelelse. Den var tværtimod udtryk for den dæmoniske, erotiske kærlighed: Når han opfattes i musik, da har jeg ikke det enkelte individ, da har jeg naturmagten, det dæmoniske.
Hos den tyske teolog Schleiermacher i Julefesten er musikken den egentlige kristelige kunst, som udtaler den højere selvbevidsthed, det fromme gemyt. Musikken er den adækvate fremstilling af den religiøse følelse. Kunst og religion smelter sammen i musikken. Det har man gjort grin med og sammenlignet den kristne menighed med en forsamling af musikere. Musik er bedre egnet til at udtrykke den religiøse følelse end det traditionelle religiøse sprog. Om det man ikke kan tale, må man synge.
Kierkegaard går som sagt i rette med den romantiske musikfilosofi, der sætter instrumentalmusikken højere end vokalmusikken og ord- og billedkunsten. Hans argument er alene, at romantikerne er idioter: At anse musik for et højere medium end sproget, det er en af disse smægtende misforståelser, der kun opkomme i tomme hoveder.
Kierkegaard var ikke idiot, men alt, hvad han skriver om Mozarts musik, er varm luft.
Arno Victor Nielsen er filosof