SOGNEPRÆST Claus Thomas Nielsen har med sit debatindlæg Den nye Gud i Ribe Stift den 16. januar henledt min opmærksomhed på efterordet i en bog, jeg har haft stor glæde af: Gudstjenestens bønner 1.
Nielsen mener, at Elof Westergaard og de andre forfattere her bekender sig til ateismen og forlader den fælles kristne bekendelse til en evig og almægtig Gud. Det er en alvorlig anklage mod en måske kommende biskop, og dermed var min nysgerrighed efter efterordets indhold vakt. Erklærer Westergaard og de andre præsteviede forfattere virkelig deres ateisme?
Nej, det gør de ikke. De afviser derimod en størrelse kaldet teisme, og det er trods alt ikke det samme som at forfægte ateisme. Man må dog indrømme, at efterordets teologiske overvejelser er skuffende. Ved teisme forstår de tanken om en stærk, overnaturlig gud, en tanke, vi har konstrueret ved hjælp af tænkning og fornuftig overvejelse, men også af angst. Teismens gudstanke er en konstruktion.
LÆS OGSÅ: Tomrummet i dansk teologi
At gudstanken er en menneskelig konstruktion ud fra fornuft og angst, er gedigen religionskritik, som vi kender den fra det 19. århundrede. Den har mange teologer siden tilegnet sig uden nødvendigvis at blive ateister. Men hvad er så alternativet? Det er for forfatterne, at Gud ved at blive menneske har forandret sindelag og forståelse af mennesket. Han har givet afkald på sin magt, solidariseret sig med sin skabning og lært, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.
Også det er hørt før. Det er teologisk modejargon. Man er blevet træt af teismens stærke metafysiske strukturer og foretrækker en svækkelse af fornuftens teistiske gudsbegreb. Sådan begyndte nogle teologer at tale for 10-15 år siden. Men problemet med mode er jo, at den så hurtigt forældes. Der er da også forlængst kommet nye teologiske kollektioner på markedet.
BORTSET HERFRA er forfatternes efter-teistiske gudsforståelse behæftet med en række selvmodsigelser. Deres nye gud siges at solidarisere sig med sin skabning. Men hvis ordet skabning skal tages alvorligt, kan man så undvære tanken om en overnaturlig guddommelig (skaber)magt? Og hvis Gud er blevet svækket, var han så en god gammeldags skaber engang? Jakob Brønnum opfordrer i sit indlæg den 21. januar til, at vi hurtigst muligt gør op med teismens gudsbegreb. Skulle vi ikke starte med at overveje, hvad vi mener med de store teistiske og efter-teistiske ord?
DET VIGTIGSTE I DENNE SAG er imidlertid, at efterordet ikke står i en teologisk afhandling, men derimod i en bønnebog for gudstjenester. Og heldigvis har forfatterne først og fremmest Kirsten Jørgensen og Elof Westergaard ikke formuleret deres bønner på grundlag af efterordets teologi. Man skal ikke bladre længe, før man finder smukke påkaldelser af den almægtige skaber.
Forfatterne har indladt sig på den bibelske og kristne religiøse sprogtradition og givet den friskt nyt liv. Men det religiøse og poetiske sprog rummer uendelig meget mere end teologiske modemanifester. Gudstjenstens ritualer og bønner er heldigvis ikke udtryk for en bestemt teologi hvad enten den så er tidehvervsk eller efter-teistisk.
Gudstjenestens sprog har en så stor betydningsrigdom, at mennesker med meget forskellig tro kan rammes af det. Det lever Gudstjenestens bønner 1 op til. Derfor bruger jeg den med glæde. Og jeg ser frem til bind 2 helst med nyt efterord.
Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet