Frivilligheden trives bedst, når den er fri. Faktisk har frivilligheden tradition for at leve lystigt i den idebårne folkelige frihed, hvor ingen er i tvivl om dens væsen, intentioner og grundlæggende identitet. Frivilligheden drejer sig helst rundt om holdninger og nødvendige handlinger, eller om ideologier og deres praktiske konsekvenser. Frivillighedens frihed lader sig gerne binde. For den ved godt, at frihed altid er frihed til. Men ikke til hvad som helst. Den lader sig primært binde til den spontane menneskelige nødvendighed.
Frivilligheden har det bedst, når den ved, den er et menneske til menneske-foretagende. Den vil have ansigter på, den vil vide, hvem den er sammen med. Frivilligheden har ikke noget imod livets uoverskuelighed. Når bare den får lov til at være midt i uoverskueligheden på sine egne præmisser. Nærhed, gennemskuelighed og direkte berøring giver frivilligheden mening og dybde. Frivilligheden har det bedst i et miljø præget af folkelig mangfoldighed. Frivillighed vil - når den er flottest - ligefrem udtrykke en bæredygtig folkelighed, men....
Frivilligt socialt arbejde er i løbet af de sidste godt 20 år blevet et så institutionaliseret og professionaliseret begreb, at det har svært ved at huske sin oprindelige identitet. Dilemmaet for det frivillige sociale arbejde er, at det i dag er en konsekvens af socialpolitikken, hvor det tidligere var en drivkraft og inspirator.
Det frivillige arbejde fungerer i dag som en markant aktør på det danske samfunds socialpolitiske arena. Det er en følge af den nyliberalistiske ideologi, der bevægede sig fra USA over England til Danmark i begyndelsen af 1980´erne, og som introducerede de frie og bevægelige markedskræfter i bl.a. samfundets varetagelse af sociale problemer. Det frivillige sociale arbejde befandt sig på kort tid følgelig i centrum for politiske overvejelser om at opgradere civilsamfundets betydning for den enkelte samfundsborgers liv og velfærd
Hovedbudskabet var: privatisering, individuel frihed for og privat ansvarlighed hos den enkelte borger. Den nyopfundne institution »velfærdspluralismen« skulle overlade dele af velfærdsproduktionen til f.eks. private markedsorienterede firmaer, frivillige sociale organisationer og lokale grupperinger i det civile samfund.
Det frivillige sociale arbejde i alle dets mange afskygninger så nu lys forude. De begyndte at reflektere over og analysere deres arbejde. De observerede, at deres nicheproduktioner fik mere og mere betydning. Derfor ville de meget gerne anerkendes. De ville synliggøres. De ville tages alvorligt. De ville ind i varmen. Både holdningsmæssigt og økonomisk.
Dette ønske har den liberalistiske socialpolitik taget til sig med succes. Selv om det frivillige sociale arbejde stadig kun udgør en lille del af den samlede velfærdsproduktion, har det nu en væsentlig position i det danske samfund. Staten er gået foran i anerkendelsen af og støtten til det frivillige sociale arbejde. Puljemiddelpolitikken, der tog form i 1987 med FAM-midlerne, har befordret en videreudvikling af den frivillige indsats. Og sidst med Servicelovens paragraf 115 har Folketinget sat trumf og bloktilskud på over for amter og kommuner i bestræbelserne på at få dem til at arbejde sammen med den frivillige verden.
Selv om der stadig er enkelte amter og kommuner, der forholder sig distanceret til det frivillige sociale arbejde, kan man med nogen ret sige, at det frivillige sociale arbejde er blevet synligt, det er blevet accepteret, og det i en sådan grad, at det er lige før, at bare noget er frivilligt, så er det godt. Det frivillige sociale arbejde er kommet i en situation, hvor det risikerer at blive egentligt ansvarsbærende for løsningen af en række sociale problemer.
Der tales meget om det frivillige sociale arbejdes egenart. Denne egenart er ikke entydig. Dets egenart er lige så mangfoldig, som der er organiseringer. Det frivillige arbejde er både offentligt og privat, det er professionelt og frivilligt, det er spontant og organiseret, det er idebårent og pragmatisk. Men én egenart skal være fælles, før man kan tale om frivilligt socialt arbejde: det skal kunne bevare dets selvstændighed og autonomi over for enhver form for offentligt system.
Her kan man overveje, om de frivillige organisationer i stigende grad ind-ordner sig under det offentliges interesser for at få lov til at udføre de opgaver, som kommunen/amtet mener skal udføres. Det er i denne sammenhæng værd at huske på, at ligeværdigheden mellem to samarbejdspartnere vejer tungest i retning af den, der betaler udgifterne til samarbejdet. Den økonomiske styring, som det offentlige har vanskeligt ved at komme uden om, kan regulere det frivillige arbejde så meget, at der kan sættes spørgsmålstegn ved dets egenart. Samarbejdet med det offentlige medfører administrativ professionalisme af den frivillige verden. Derfor ser man en stigende bureaukratisering, selv i små frivillige organiseringer.
Den tydeligste tendens i disse år er derfor netop frivillighedens professionalisering. Den kvantitative ekspansion medfører flere ansatte og uddannede medarbejdere i det frivillige sociale arbejde for at kunne koordinere indsatsen, foretage den nødvendige og støt stigende administration og for at kunne opgradere kvaliteten i arbejdet. Brugen af frivillige, ulønnede medarbejdere er ikke længere et kvalitativt mål i sig selv, men har udviklet sig til at blive et kvantitativt økonomisk instrument i en markedsorienteret professionel indsats.
Samtidig med at mange frivillige organisationer får flere ansatte, er nogle kommuner begyndt at bruge frivillige, ulønnede medarbejdere. Den kommunale frivillighed fortæller om en udvikling, der er ved at gå avet om. Frivilligheden hører ikke længere kun hjemme i frivillighedens verden. Nu er den blevet offentlig.
Sat på spidsen: Først tager det offentlige frivilligheden tæt ind til sig. Dernæst bryder det offentlige igennem og ind til frivillighedens hjerte for at efterligne dets mest karakteristiske egenart: indsatsen fra frivillige, ulønnede, engagerede, indignerede og solidariske mennesker, som har et specifikt ønske om at gøre noget for særlige grupper, som af forskellige personlige eller ideologiske grunde har deres bevågenhed og interesse.
En kommune eller et amt kan vanskeligt karakteriseres som en idebåren, ideologisk organisation med et indbygget krav om f.eks. at elske sin næste af hjertens lyst eller være betingelsesløst solidarisk med næsten. De er derimod forpligtet af lovgivningen til at udføre en nærmere defineret og politisk besluttet hjælp.
Hvis normeringen af offentligt ansatte, uddannede medarbejdere sænkes, samtidig med at antallet af frivillige medarbejdere hæves, risikerer det offentlige systems frivillighed at svække det offentlige systems professionalisme.
En systematisk brug af frivillige medarbejdere som besøgs- og omsorgsmedarbejdere inden for sygehusverdenen er et andet eksempel på den »offentlige frivillighed«. Hvad enten sygehusene selv står for implementeringen af frivillig medmenneskelighed eller indgår samarbejdsaftaler med store frivillighedsorganisationer, der leverer et frivilligt omsorgsprodukt, er resultatet det samme: De professionelle medarbejderes (sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger m.fl.) arbejde risikerer at blive indsnævret. Frivillige besøgstjenester på sygehuse kan legitimere, at de professionelle »fritages« fra omsorgs- og medmenneskelighedsdelen, så de kan bruge al deres tid på deres »grundprodukt«, den faglige behandling.
Hvis medmenneskelighed på et sygehus gøres til et frivillighedsanliggende, mekaniseres det professionelle arbejde: Sygeplejersken kan indskrænke sig til at række lægen operationskniven, som er det eneste, lægen skal holde sig til. Hvis det frivillige medmenneske tilmed kan opkvalificeres med et kursus i sygdommens og operationens menneskelige og psykiske bivirkninger, vil den snævre faglige effektivitet blandt læger og sygeplejersker kunne øges markant og ventelisterne forkortes. Men det er synd for de ansatte! Til syvende og sidst også for patienten. For faglighed uden mulighed for praktiseret menneskelighed betyder umenneskeliggørelse af de professionelles arbejde. Hvis frivilligheden fastholder monopol på nærhed og medmenneskelighed, afspores professionalismen. Frivilligheden, hvis egenart ofte er blevet karakteriseret ved netop nærhed og omsorg, må ikke gå hen at blive patenteret professionel udøver af medmenneskelighed.
Det frivillige sociale arbejde er nu i høj grad rammet ind af velfærdssamfundets behov. Dets legitimitet hentes ikke så meget i dets egne traditionsbårne menneske- og samfundsforståelse, men mere og mere i den offentlige verdens konkrete behov. Måske vænner den frivillige sociale verden sig til med årene at blive en så gennemorganiseret, stor og betydningsfuld samfundsagent, at den får officiel, ansvarsbærende magt.
Bliver dette tilfældet, risikerer det frivillige sociale arbejde:
n at miste sin evne til at være kritisk modmagt, som tør solidarisere sig betingelsesløst med sine målgrupper
n at miste sin evne til at være det provokerende alternativ til det etablerede sociale establishment
n at miste sin evne til at være banebrydende og grænsesprængende pioner, som initierer hjælpeindsats uden hensyn til dokumenterbar nytteværdi og uden hensyn til aktuelle modestrømninger i socialpolitikken.
n at udvikle sig til at fungere som offentligt drevne og kontrollerede private institutioner og organisationer.
Det er lidt af et skrækscenario. Men det er allerede ved at være virkelighed.
n