Prøv avisen

Den teknologiske ensomhed lurer lige om hjørnet

LØRDAGSREFLEKSIONER Landets biblioteker indfører nu selvbetjening, hvilket er endnu et skridt mod "monade-samfund", en verden af ensomme og selvtilstrækkelige eneboere

På det lokale bibliotek er der indført selvbetjening. Der er opstillet nogle store maskiner i forhallen, som lånerne bedes henvende sig til, når de vil låne bøger og andet, eller aflevere det.

Jeg går ud fra, at det for tiden er noget, der gennemføres overalt på landets biblioteker – det er fremskridtet, som man siger, det sparer arbejdskraft. Lønnet arbejdskraft, vel at mærke, for nu er arbejdet så lagt over på os, lånerne, i stedet for. Hvilket i sig selv er fint nok, vi skal jo spare, hvor vi kan.

Så vi tumler og fumler det bedste, vi har lært med vore sygesikringsbeviser, vore pin-koder, vor lånerstatus på internettet og vore reservationsnumre. Og hvis det bedste ikke er godt nok, må vi indtil videre gerne spørge de ansatte til råds. Spørgsmålet er, hvad der sker, når indtil videre er gået.

Situationen som endnu en variant af temaet "mennesket og den smarte maskine". Maskinen er idiotsikker, og med tiden skal vi også nok få den lært at kende, ligesom så meget andet. Og når vi har fået lært at betjene den, kan vi benytte biblioteket, helt uden at behøve at forstyrre nogen.

Men hvor fedt – som man siger – er det egentlig? Man griber sig i at savne den lettere mopsede biblioteksassistent, som det ellers var svært at slå et ord af. Når det lod sig gøre, var det dog en form for menneskelig kontakt.

På den måde kommer teknologien i stort og småt imellem menneskene i vores verden. Tjenesteydelser bliver mere og mere noget, der foregår i et samspil mellem mig og noget teknologi, og summen af alle de små eksempler som ovenstående er, hvad man kunne kalde teknologisk ensomhed. Som "bruger" er man overladt til sin egen skrøbelige kompetence, og det kan være svært at bevare selvrespekten og værdigheden, når man bare er en lille klovn med maskinen.

Sådan arbejder vi hårdt på at nedbringe omfanget menneskelige kontakter i løbet af en dag. Det er simpelthen for dyrt, og hvis det er velfærdsstaten, der betaler, må man forstå, at pengene går fra den mere alvorlige patienthåndtering, og det går jo slet ikke. Politisk, altså.

Så vi undgår for meget af den slags. Vi går på posthuset og i banken derhjemme ved computeren, og vi foretrækker e-mail, sms og til nød telefonsamtaler, når vi skal kommunikere. Vores hovedsagelige indtryk af "de andre" får vi fra tv, som med reality-dillen meget passende demonstrerer "helt almindelige menneskers" dagligdag og problemer for os helt almindelige mennesker – så vi kan have noget at sammenligne med.

Den utopi, der ligger gemt i forlængelse af den teknologiske ensomhed, er vel den ultimative selvbetjening: Mennesket, der kan betjene sig selv, fra det står op om morgenen, til det går i seng om aftenen. Fra fødsel til grav. Og som end ikke behøver at gå ud af sin dør for at leve et fuldt socialt liv.

Den gamle, vise nordmand Johan Galtung betegnede engang dette fremtidens menneske som en monade – en materielt set selvtilstrækkelig eneboer, som han allerede så mere end en begyndelse til i de statistikker, der viser, at 40-50 procent af alle nordiske husstande består af en person – måske en ældre kvinde, som lever i en "apartment" med vinduerne vendt mod en smuk udsigt, ikke mod andre mennesker, som får en månedlig check signeret af velfærdsstaten ind gennem brevsprækken hver måned, får sit behov for offentlige ydelser (vand, varme og elektricitet) ordnet gennem væggen, og ellers har et supermarked i stueetagen.

"Harmonien er ikke gudgiven", skrev Galtung dengang, "men frembragt ved Statens og Kapitalens fælles bestræbelser, med Medierne skudt ind for den menneskelige bevidstheds skyld – uden nødvendigheden af direkte menneskelig interaktion."

Materielt set selvtilstrækkelig, javel – men monadesamfundet er i sin tendens en fager, ny verden af ensomme, ængstelige, sårbare, egoistiske og uselvstændige mennesker, der dagligt må slås med en følelse af inderlig overflødighed.

Overflødighedshornet var engang symbolet på overskud og (næsten for) meget af alting. Vores verden synes på vej til at blive et overflødighedshorn af teknologisk overflødige mennesker. Det er en misforståelse, at overflødighed er noget, der begrænser sig til de indlysende grupper – flygtninge, immigranter, arbejdsløse, udstødte og gamle (ældrebyrden!) – den er en særdeles reel trussel, der fra den ene dag til den anden kan krybe ind over alle.

Og det sjove er, at det er en fremtid, der ligger lige i forlængelse af en sund og rationel økonomisk tankegang. Teknologiens rationalitet udtrykker sig som bittesmå, umærkelige, banale nøk, dag efter dag, år efter år. Denne gang var det på biblioteket.

Har du talt med din maskine i dag?

Henrik Jensen er forfatter og lektor i historie på RUC