Prøv avisen
Mediekommentar

Den terroristiske hverdag

Angrebet i London i onsdags har foreløbig kostet fire mennesker livet. Foto: Jonathan Brady/Polfoto

Det slog én i løbet af aftenen, at dette terrorangreb mest var kendetegnet ved en følelse af normalitet, skriver Sørine Gotfredsen

Det slog én i løbet af aftenen, at dette terrorangreb mest var kendetegnet ved en følelse af normalitet.

London blev i onsdags eftermiddag ramt af en mand, der i bil kørte ind i folk på en bro, hvorefter han forsøgte at komme ind i parlamentet, inden han blev skudt.

Angrebet har foreløbig ført til 4 dræbte og 40 sårede, og tv-kanalernes intense dækning afslørede, at vi efterhånden har oplevet dette så mange gange, at chokeffekten er aftaget.

Da journalist Uffe Taudal var igennem på TV 2 News, havde han reelt ikke meget at sige. Folk i gaderne tog det roligt, og politiet tog det roligt, for livet skal gå videre i en terroristisk hverdag, hvilket både premierminister Theresa May og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lidt apatisk understregede.

Man overvejer nu, hvad strømmen af terrorangreb i længden vil gøre ved synet på Europa og EU.

Vi ved i dag, at fjenden er dybt integreret i vore samfund, der afværges adskillige angreb hvert år, og ligesom EU’s fortalere har det med mekanisk at betone unionens fredsbevarende betydning, understregede EU-kommissær Margrethe Vestager på P1 torsdag i programmet ”Slotsholmen”, at EU fortsat er vejen til løsninger. Alt imens vi – som hun tilføjede – stadig udgør en ”ret aggressiv race”.

Det tør siges. Europas ledere fejrer i morgen 60-årsdagen for Rom-traktaten, der grundlagde det moderne europæiske samarbejde, og aldrig har dette befundet sig i en krise som nu. England forlader det, hver fjerde dansker vil ud, og terrorismen lægger et vedvarende pres. Som modsvar beskrev Vestager samhørighedsfølelsen, da man i Bruxelles i onsdags markerede et-års- dagen for angrebet i byen dér for at understrege, at vi har brug for at være sammen.

Enhver kan da også se, at der opstår en vis forbrødring landene imellem, når fjenden slår til, men stikker det dybt nok? Er der tilstrækkelig handling bag sentimentaliteten, alt imens man registrerer en resignerende erkendelse af, at vi ikke længere kan nå at afværge den ekstreme islams tilstedeværelse.

Indvandringen og den parallelle udvikling har stået på for længe, og vi har nået punktet, hvor den desperate opgave er at skabe beskyttelse.

Derfor bemærker vi også, at mediedækningen af angrebet i London endnu ikke har strejfet værdidebatten. Den vil nok blive berørt, når vi ved mere om gerningsmandens baggrund, men det giver ikke længere samme mening at indkalde folk til at diskutere det multikulturelle samfund.

Alt er sagt, og vi er i anden fase nu, hvor vi lever i en terroristisk hverdag. Det fornemmes så klart i dækningen af dette terrorangreb, hvor den golde gentagelse har erobret sprog og vinkling. Meget i synet på EU afhænger i dag af, hvorvidt man tror på, at det er unionen, der kan stille noget op, eller om følelsen af resignation vil vinde frem, ligesom man allerede så småt fornemmer det hos statslederne selv. For de ved det jo godt.

Fjenden er iblandt os, og livet skal gå videre. Det er ikke en opmuntrende besked at blive mødt af dagen derpå.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.