Den tværreligiøse dialog opdeler samfundet

Biskop Peter Skov-Jakobsen er ifølge Torben Bramming et religiøst eksempel på en uheldig udvikling for vores demokrati. Arkivbillede. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

Biskop Peter Skov-Jakobens vilje til multikulturel dialog er kontraproduktiv, da den fastholder individer i bestemte religiøse og etniske grupper. Det er med til at opdele samfundet, mener sognepræst Torben Bramming

Den indisk-britiske forfatter Kenan Malik skriver i marts/april nummeret 2015 af Foreign Affairs et tankevækkende essay om ”The failure of multiculturalism”.

Heri beskriver han blandt andet den fejlslagne multi-kulturalistiske politik i England og Tyskland. Denne kritik dækker meget godt min indvending mod biskopper som Peter Skov-Jakobsen, der ofte støttet af verdslige myndigheder bruger meget tid på at være religiøse ledere i religiøse fora af imamer og rabbinere for at skabe ”fred” i Mellemøsten og verden og Danmark, som han så rørende beskriver det i kronikken den 31. juli i Kristeligt Dagblad.

Men hvorfor er denne gode vilje så kontraproduktiv? Det er den, fordi denne multikulturelle form for religiøs dialog fastholder individerne i bestemte religiøse/etniske grupper, som man så betragter som en virkelig størrelse, hvis talerør man er.

Regeringers og myndigheders (herunder religiøse) ageren gennem 1980'erne og frem til i dag har således været med til at skabe opdelingen i samfundet, hvor islamisme og radikalisering er resultatet. Når man har talt med religiøse muslimske ledere, har man samtidigt legitimeret de religiøse muslimers magt over den moderate, ikke-religiøse del og været med til at legitimere den sociale kontrol og undertrykkelse, mange fra denne del af befolkningen har været udsat for - og som vore krisecentre er fyldt med.

Med andre ord: Når biskop Peter Skov-Jakobsen, domprovst Anders Gadegaard og biskop Peter Fischer-Møller støtter opførelsen af en stormoské, så ødelægger de sammenhængskraften i samfundet. De legitimerer og skaber ghetto og etnisk-religiøs kontrol - ikke det modsatte.

Som Kenan skriver, så ville indvandrere i 1950'erne og 1960'erne have ligeret og ikke udsættes for racisme, men den multikulturelle myte om diversitet skabte dem om til grupper, der fik etnisk-religiøse kendetegn og særrettigheder. Multikulturalismens drivkraft beskriver Kenan sådan: ”Helt til rødderne redefineredes tilgangen til racisme og lighed. Racisme betød nu ikke bare benægtelsen af lige rettigheder, men også benægtelsen af retten til at være anderledes. Og lighed medførte ikke længere, at man havde rettigheder, der transcenderede race, etnicitet, kultur og tro; det betød, at man skulle have særlige rettigheder på grund af disse ting.”

Indvandrerne i 1950-60 gik ikke med slør og burka, de var stort set ikke-religiøse eller direkte det modsatte, men gennem det multikulturelle drev mod diversitet og etnisk-religiøs mangfoldighed skabtes en øget fokus på religion og etnicitet og en deraf følgende opblomstring af racisme og højreradikalisme.

Man kan ikke bare være borger og menneske og deltage i det fælles kulturelle liv og danne sig selv, nej man skal tilhøre en gruppe, som skal have verdslige og religiøse beskyttere af ens religion, seksualitet og etnicitet, som fører samtaler og opretter støttegrupper til stormoskéer.

Man henvender sig ikke til eksreligiøse/ateistiske fra den muslimske befolkningsgruppe - de bliver som Akkari, Massoud Fouroozandeh, Sabbatina James, Salman Rusdhie og mange andre debattører set som en slags forrædere mod deres egen tro og etniske gruppe.

Man henvender sig fra myndigheder og religiøse ledere optændt af multi-kulti-ideologien til andre religiøse ledere og sælger de individer, der bare vil være almindelige borgere, hvad der er Kenans opfattelse, at de fleste vil, der nu bliver trukket ind i den religiøs-etniske fold.

Peter Skov-Jakobsen, Gadegaard og Peter Fischer-Møller er religiøse eksempler på denne uheldige udvikling for vores demokrati og for vore medborgere, der er kommet hertil.

Som Massoud Fouroozandeh engang af bitter erfaring har udtrykt det samme: ”Kirkens spidser har ikke noget mod muslimer, bare de ikke bliver kristne. For det forrykker jo hele denne 'fredssamtales' præmisser, hvis man ikke har statiske grupper, som man foregiver at tale på vegne af og forsvare. At det er lutherske gejstlige, der står i spidsen for sådanne initiativer, er bare trist.”

Torben Bramming er sognepræst i Ribe