Jeg har altid næret beundring for de diplomater, som repræsenterer Danmark
rundtom i verden. De varetager nationens interesser og værdier, de hævder vores lille land i den store verden og viser flaget for fremmede regeringer og folkeslag.
Man kan melde sig ud af meget, men ikke af omverdenen, og Danmarks skæbne er aldrig uafhængig af de andres. Men hvordan bedriver diplomaterne egentlig deres fintfølende metier?
Hvordan går man på de bonede gulve uden at falde, hvordan plejer man interesserne uden at forråde værdierne, og hvordan holder man kammertonen uden at blive intetsigende?
Det har man nu lejlighed til at følge i DR 1’s serie ”Diplomaterne”, hvor man kan få indblik i de danske diplomaters virke. Det er såre interessant, og man sidder og bliver stolt over de dygtige folk, som har deres opgave på udebane for Danmark.
Diplomatiet er ikke nogen ganske let branche og sine steder heller ikke uden sikkerhedsrisiko. Og så skal man selvsagt netop være diplomatisk i ord og gerning. Jeg ved ikke, om man får lavet en personlighedstest, før man går ind i udenrigstjenesten, men et iltert temperament og en skarp tunge er næppe blandt de diplomatiske kardinaldyder. Det går ikke jo, at man taber hovedet på Danmarks vegne.
Men selvfølgelig må diplomater også stå på mål for Danmarks værdier. Det er en balancegang, og som det blev sagt i programmet: ”Hvornår råber vi højt og fortæller andre lande, hvordan de bør opføre sig? Og hvornår bøjer vi nakken og holder mund?”.Diplomatiets udfordringer stod klart i andet afsnit af ”Diplomaterne” med titlen ”Thomas og den ubudne gæst”. Thomas var Thomas Østrup Møller, dansk ambassadør i Kina, og den ubudne gæst var Ted Hui, kinesisk demokratiforkæmper fra Hongkong, som dukkede op i Danmark på sin flugt fra kommunistregimets lange arm.
Hvordan skulle man håndtere Ted Hui i Danmark uden at støde Kina fra sig og risikere økonomiske repressalier fra verdens andenstørste økonomi? Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) valgte ikke at møde Ted Hui. Det var sikkert diplomatisk og langt det billigste, men var det nu også rigtigt og klogt på den lange bane?
Det er da bitter ironi, at kinesiske pandabjørne er velkomne gæster i Danmark, mens en kinesisk demokratiforkæmper er en ubuden og besværlig gæst. Kina bruger i disse år sin økonomiske vægt til at presse andre lande til at rette ind efter kinesiske interesser og holde sig fra personer og emner, som støder an mod Beijing. Rige kommunister er på mange måder de farligste kommunister. Men skal et forhærdet diktatur, hvor det herskende parti aldrig har vundet et frit valg, virkelig svinge taktstokken i Vesten?
Jeg må sige, at de to ungersvende, den konservative Anders Storgaard og den radikale Thomas Rohden, som havde lavet det fiktive konferenceprogram, der gjorde, at Ted Hui fik lov til at forlade Hongkong, har min sympati. Sikkert meget udiplomatisk har de stiftet Dansk Kina-kritisk Selskab, men friheden er også for kostelig til at kvæles i kinesertråd.
Jesper Bacher er sognepræst.