Prøv avisen

Den uetiske tingsliggørelse

"Husk", sagde universitetslektoren ved den juridiske forelæsning, "at dyr er ting!"

Taget ud af sammenhængen vil en sådan udtalelse utvivlsomt støde mange. Det gav da også et gip i de studerende, som hjemme havde en hund, de bestemt ikke oplever som en ting, men som et levende væsen, de kan kommunikere med.

Men i sammenhængen var udtalelsen korrekt. Den handlede om, hvordan erstatningslovgivningen skelner mellem tingsskade og personskade. Det var den skelnen, de jura-studerende skulle lære – og ja, sådan forstået er dyr altså ting.

Bortset fra dét er dyr naturligvis ikke ting, og det er ganske berettiget, at vi har en etisk bestemt dyreværnslovgivning, og at det for eksempel ikke er tilladt at bruge dyr til forsøg, som om de blot var ting.

Der er imidlertid en anden sandhed, som indirekte følger af lektorens udsagn, nemlig, at mennesker ikke er ting – overhovedet ikke.

Behandles mennesker alligevel som ting, taler man om tingsliggørelse – et ord, der er så relativt nyt i det danske sprog, at anvendelsen af det første gang registreredes så sent som i 1966.

At en sygeplejerske ved aftenvagtskiftet siger, at "der ligger en blindtarm på stue syv", er en ikke specielt alvorlig tingsliggørelse; den sker i skyndingen og må undskyldes med denne.

Men de 40 år, der er gået, siden behovet for ordet "tingsliggørelse" åbenbart blev oplevet, rummer andre, nyere såvel som gammelkendte eksempler på tingsliggørelse.

Kvinder tingsliggøres, når de reduceres til upersonlige reklameobjekter eller til en seksuel ydelse. Hvad der skulle være personlig relation, erstattes af den enes udnyttelse af den anden, som var vedkommende blot en ting.

I fertilitetsbranchen tenderer udviklingen mere og mere i retning af at skille forplantning og kærlighedsliv fra hinanden og at opnå et kommende barn som produkt af en bioteknologisk proces, der kan styres efter fastsatte specifikationer.

Tekniske forsøg med menneskelige fosteranlæg som led i industriel udvikling og afprøvning lurer lige om hjørnet, og handel med menneskelige organer, der er "høstet" med lyssky metoder, er for længst en kendsgerning.

At tingsliggørende adfærd er etisk uacceptabelt, forhindrer naturligvis ikke, at tingsliggørelse finder sted. Der har altid været mennesker, som er villige til at overskride etiske grænser, hvis de derved kan opnå en fordel. Men det går for alvor galt, hvis tingsliggørelsen ikke længere opleves som sådan, fordi der er indtrådt en etisk forråelse, hvor man ikke længere har sans for, hvad der står på spil.

Syndere for Vorherre er vi som bekendt alle, men vi betegner jo netop os selv sådan, fordi vi erkender, at der findes adfærd, som er uetisk, og vedkender os, at vi regelmæssigt falder i. Vi sætter ord på og fastholder dermed erkendelsen. Etik handler om at sætte sande ord på virkeligheden, ikke om at bedrage sig selv og andre og eksempelvis tingsliggøre et levende menneskefoster ved at betegne det som et "graviditetsprodukt".

Erling Tiedemann er tidligere formand for Det Etiske Råd