Prøv avisen
Debat

Glem ikke børnenes sorg, når I bliver skilt

Spørger man de unge mennesker, som er ofre for de hårde skilsmisser, ja, så siger de ikke ret meget, men vi er jo sådan indrettet som mennesker, at kroppen nok skal vise os, når vi er i sorg. Kroppen kommer ud med det, som sindet ikke kan sætte ord på. Og kan man ikke tale med nogen, så ender det galt, skriver Helena Hauge.

I sorgterapi taler man ofte om en skilsmisse som værende lige så stor en sorg som den ved et dødsfald, skriver sognepræst Helena Hauge, som har mange sjælesorgssamtaler med unge

NU ER konfirmationerne forbi her i Helsinge. Glade, lettede og frie så jeg alle vores konfirmander flagre af sted som viltre sommerfugle klar til livet, kærligheden og ungdommen.

Men jeg må sige, at ud over glæden på konfirmandernes vegne, føler jeg også en bekymring for de unge mennesker. Jeg er i god kontakt med rigtig mange af de unge mennesker, og en stor del af dem er skilsmissebørn, og det er ikke altid lige nemt.

Jeg ser og oplever, hvordan de bliver glemt eller ligefrem dårligt behandlet i forbindelse med deres forældres dårlige kommunikation og manglende evne til at se ud over egen næsetip. Det er altså rigtig hårdt at skulle leve med en eller to nye familier som ung, når man inderst inde havde håbet, at mor og far skulle være sammen for evigt. Også nye søskende skal de eventuelt forholde sig til. Og så bliver de unge lidt mere stille, indadvendte, for de magter ikke at gå op imod alt det, nogle forældre byder dem - og hinanden.

Jeg mener ikke, at man skal blive sammen for enhver pris, selvfølgelig ikke! Jeg ved også, at mange skilsmisser kan foregå ret fredsommeligt. Men det er trist, at jeg ser så mange unge mennesker, der har det svært i denne forbindelse, og det er endnu mere trist, at deres forældre ikke ser det og gør noget ved det.

Jeg hører dem fortælle, at det hele ofte handler om forældrenes nye liv, kærlighed og ikke mindst deres lykke! For mor og far har (ene)ret på lykken, problemet er bare, at det i nogle tilfælde går hårdt ud over den unge.

I sorgterapi klassificerer man i mange tilfælde en skilsmisse som værende lige så stor en sorg som den ved et dødsfald, ja, nogle har endda beskrevet, at hvor man kan sørge ”rent” ved et dødsfald, så er skilsmissens sorg præget af en masse murren og grums, og måske sviner man hinanden til eller det, som er værre.

Og spørger man de unge mennesker, som er ofre for de hårde skilsmisser, ja, så siger de ikke ret meget, men vi er jo sådan indrettet som mennesker, at kroppen nok skal vise os, når vi er i sorg. Kroppen kommer ud med det, som sindet ikke kan sætte ord på. Og kan man ikke tale med nogen, så ender det galt.

For nogle ender det i cutting (man skærer i sig selv for at udholde en indre smerte), for andre bliver det anoreksi eller stoffer. Andre bliver indadvendte og mister troen på, at kærlighed er noget, der er værd at kæmpe for.

Er det virkelig sådan, vi ønsker livet for vores børn? Jeg har mange sjælesorgssamtaler med unge. Lige meget hvad, så har vi forældre i år 2015 et ansvar for vores børn, og det ansvar mener jeg, at vi må tage mere alvorligt end nogensinde før.

Vi skal begynde med at sætte vores børn før os selv, ja, vi skal sætte vores egen lykke på standby i forhold til børnenes. For mange er familieterapi en fantastisk mulighed, for når vreden imellem de voksne er uoverstigelig, så er der ingen tvivl om, at børnene/de unge lider.

Måske ville det hjælpe, hvis vi var ærlige over for os selv og tog os sammen og virkelig så på de børn, vi har sat i verden? Trives de? Er de stille og prøver måske at please mor og far hele tiden?

Jeg håber og tror, at sådan en ærlighed ville betyde, at der ville blive mere plads til børnene og de unge, så de virkelig kan flagre ud i livet som frie og smukke sommerfugle uden at bekymre sig om mor og far. Og når alt kommer til alt, så ønsker vi jo også bare, at de skal være glade og have et fantastisk liv. Men det har vi voksne et alvorligt medansvar for.

Helena Hauge, sognepræst, Parkvænget 4, Helsinge