Sørine Gotfredsen: Hvorfor bliver DR ved med at insistere på at holde liv i Dansk Melodi Grand Prix?

Sangkonkurrencen er igen blevet et politisk omdrejningspunkt

Værterne Stéphanie Surrugue (tv.) og Sara Bro præsenteres før Dansk Melodi Grand Prix, der finder sted den 17. februar.
Værterne Stéphanie Surrugue (tv.) og Sara Bro præsenteres før Dansk Melodi Grand Prix, der finder sted den 17. februar. . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Man giver ikke op i DR. Her findes en stædig drøm om at bevare Dansk Melodi Grand Prix som en årlig fest, og begivenheden finder sted nu på lørdag.

DR har længe selv råbt højt om det gennem de utallige reklameindslag, der i både radio og på tv i ugens løb driver én til vanvid, og gennem fremvisning af de to kvindelige værter i glimmerkjoler, Stéphanie Surrugue og Sara Bro, der forsøger at signalere en slags 1970'er-fest-enfoldighed, hvor man vil danse sig på afstand af enhver politisk bekymring.

Tilmed sendte DR i lørdags en times præsentation af de otte danske kandidater. Vi mødte den unge kvinde, der synger om at tage turen fra Assens og ud den store verden, de fire medlemmer af gruppen Ublu, der fremstod en kende inspireret af tidens kønsneutrale dagsorden, og en færing, tidligere fodboldspiller, og nu syngende repræsentant for det yderste af kongeriget. Med samt, naturligvis, de elskede klip med Jørgen de Mylius i pastelfarvede studier med plasticpalmer, der går lige i hjertet som påmindelsen om en mere uskyldig tid. Eller rettere, en mere overskuelig tid.

1980'erne var jo ikke uskyldige, præget som de var af kold krig og anden modgang, men alting gik langsommere.

I dag lever vi med et stort afstandstab, altså en konstant intens og anmassende konfrontation med alt, hvad der sker på kloden, og denne fornemmelse af acceleration er blevet et vilkår.

Der er aldrig fred, og individet må sanse verden som en arena for evige magtkampe i minoriteternes, identitetens og strukturernes navn. Eurovision Song Contest, som den internationale udgave kaldes, er ét af de kulturfænomener, der på mest håbløs vis prøver at fastholde en sorgløs attitude, mens alle ved, at det i hysterisk grad er et forceret forehavende.

I år kommer vi efter alt at dømme også til at mærke det, for den store finale skal lørdag den 11. maj afholdes i Malmø, hvor det på grund af en dominerende og indflydelsesrig muslimsk befolkning er svært overhovedet at leve som jøde.

Samtidig kræver over tusind svenske kunstnere, at Israel udelukkes, ligesom Rusland blev udelukket efter overfaldet på Ukraine, og mange fra Finland og Island bakker op.

Sangkonkurrencen er med andre ord igen blevet et politisk omdrejningspunkt og altså ovenikøbet placeret midt i Malmö, hvor den formentlig vil blive afviklet i en pro-palæstinensisk atmosfære og megen lidt hjertevarme for mennesker af jødisk herkomst. Grand Prix-fænomenet fremstår mere og mere som en kombination af uskyldens glittede festlængsel og nutidens globale spændingsniveau, og hvorfor bliver DR mon ved med at insistere på så enfoldigt at holde liv i showet? Skyldes det, at det er for kommercielt vigtigt til at opgive, eller at det er blevet en så udpræget platform for kønsdiversitet og moderne mangfoldighed, at man her kan få kontakt til mange unge seere? Eller skyldes det virkelig en helt gammeldags drøm om at samle folk til en uskyldig fest på tværs af grænser?

Noget tyder på, at den tid simpelthen er forbi.