NÅR MAN FORLADER en arbejdsplads, kan man selvfølgelig ikke længere regne med noget som helst fra sin tidligere arbejdsgiver. Det virker dog som almindelig høflighed at sikre, at en tidligere medarbejder får sin post videresendt. Det tager to minutter at omadressere en forsendelse. Men det er tydeligvis ikke noget, der magtes i vores fagre nye verden.
Jeg forlod den 1. februar mit arbejde som professor på Roskilde Universitet, og siden har jeg nydt tilværelsen som folkepensionist. Det er en befrielse at få lov til at bestemme indholdet i min hverdag, og jeg skriver bøger og artikler som aldrig før.
Men på trods af mine bestræbelser på at meddele andre, at min arbejdsadresse nu er privatadressen, er der enkelte ude i verden, som ikke er klar over, at jeg ikke længere har adresse i Roskilde, og derfor havner der en gang imellem en forsendelse til mig på Roskilde Universitet.
I april fik jeg at vide fra en kollega i Paris, at han og hans forskningshold havde tilegnet en bog til middelalderhistorikeren Jacques Le Goff samt til undertegnede. En stor ære og anerkendelse for mange års samarbejde. Jeg ventede på bogens ankomst fra forlaget Brepols i Belgien, men den kom aldrig, og i sommerens mange gøremål glemte jeg meddelelsen. Forleden blev jeg spurgt af forlaget, om jeg havde modtaget bogen. Her viste det sig, at den var blevet sendt til Roskilde Universitet.
Jeg kontaktede institut-sekretæren, der kontrollerede postkasser og opdagede en bog til mig, som i lang tid havde savnet en modtager, men denne var fra et forlag i Tyskland, hvor jeg er med i en forskningsbestyrelse.
Bogen fra Belgien var helt forsvundet. Ingen på Roskilde Universitet kendte noget til den. Jeg sendte ligefrem en meddelelse til institutlederen, men han reagerede selvfølgelig ikke. Jeg overvejede at kontakte rektor, men jeg lod være.
I gamle dage blev post videresendt, men i e-mailens og internettets tidsalder får gammeldags post lov til at forsvinde. Jeg er sikkert ikke den første pensionist, der opdager, at han er blevet en ikke-eksisterende person på den arbejdsplads, hvor han tilbragte mange år. Før i tiden forsvandt mennesker i det tidligere Sovjet fra historien, når de ikke længere tjente regimet. De blev fjernet fra billeder og fra historiebøger. Det samme sker tilsyneladende på arbejdspladser som Roskilde Universitet, hvor tidligere medarbejdere inden for et par måneder efter deres afgang ikke eksisterer.
Heldigvis har forlaget i Belgien forbarmet sig over mig og vil sende mig et nyt eksemplar af bogen. Det er virkelig generøst, fordi bogen ellers koster cirka 2500 kroner plus moms. Men redaktøren tilføjede i sin mail: Jeg kunne godt lide at vide, hvor originalen befinder sig, for den er ikke blevet sendt tilbage til Belgien.
Den ligger sikkert i en eller anden ukendt postkasse på Roskilde Universitet, men der kommer jeg ikke mere.
Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie