FORFATTEREN Peter Adolphsen fortæller i Weekendavisen om sin oplevelse af, at fiktionen gang på gang kommer til kort over for virkeligheden. Noget, man ikke troede kunne være muligt, endsige virkeligt, viste sig alligevel at være det. Tag nu for eksempel det offentliges brug af tolke mellem dansk og mere eksotiske sprog som for eksempel swahili.
Information kunne i sidste uge omtale forholdene på tolkeområdet som ”det rene vilde Vesten”. For at pege på lemfældighederne i systemet forsøgte den 51-årige Søren Rasmussen fra Silkeborg at blive ansat som swahili-tolk hos tre store, danske tolkebureauer – vel at mærke uden overhovedet at kunne sproget. Det eneste, han kunne sige, var ”goddag” og ”farvel” samt bestille en øl. Det lykkedes ham uden problemer.
Også blandt dansk-arabisk-tolkene står det sløjt til. En tidligere undersøgelse har vist, at 41 procent af dem ganske enkelt var inkompetente. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke groteske og absurde misforståelser en så massiv inkompetence kan medføre – både inden for sundhedsvæsnet og over for sociale myndigheder, udlændingestyrelse og domstole. Gad vide, hvor mange skandaløse fejlbehandlinger, dumheder og uretfærdigheder de uduelige tolke har afstedkommet?
Ifølge Midtjyllands Avis har den pinlige episode med ansættelsen af Søren Rasmussen fået et af de store tolkebureauer til at lade alle tolke gennemgå en kvalitetstest.
I et indlæg i Information understreger bestyrelsesformanden for Tolkegruppen, at regionerne må tage ansvaret på sig og tilbyde de certificerede tolke en bedre løn. Det afviser regionsformanden i region Nordjylland Ulla Astman (S) i Midtjyllands Avis:
”Vi synes, at det her er et større problem end blot for regionerne. Vi hører det i forhold til kommunernes socialkontorer og domstolene.”
I stedet beder hun regeringen sikre kvaliteten. Endnu har ingen påtaget sig det politiske ansvar for at kvalitetssikre tolkenes arbejde. Foreløbigt fortsætter gøglertruppen af danske tolke ubekymret deres karavane gennem det danske samfund.
Sådan lød overskriften på Martin Krasniks lederartikel i Weekendavisen. Baggrunden er, at Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) ifølge Krasnik fører en ”absurd hetz mod to navngivne dansk-muslimer, Kathera Parwani og Sherin Khankan”. De to er talskvinder for organisationen Exitcirklen, en offentligt støttet organisation, der hjælper kvinder, som har været udsat for religiøs kontrol.
Set i sammenhæng med burkaforbuddet – undskyld, maskeringsforbuddet – imamloven, loven mod ”utryghedsskabende tiggeri”, hadprædikanter med mere tegner der sig et billede af en lovgivning, der de facto retter sig mod særlige befolkningsgrupper.
Dette burde få alarmklokker til at ringe hos borgerlige demokrater, mener Krasnik:
”Der foregår en langsom udhuling af det demokratiske instinkt, en tribalisering, hvor borgerlige politikere uden omtanke fører politisk bandekrig.”
Hvorfor bliver Khader, Henriksen og Knuth ikke mødt med ”en klar og vred afvisning blandt borgerlige politikere?”, spørger Krasnik.
Marcus Knuth har siden taget til genmæle ved at understrege, at de bag sig har hovedparten af medlemmerne i det danske Folketing. Så meget for demokratiet!
Det førte til et skarpt indlæg i Berlingske, hvor bloggeren Amalie Lyhne kalder det ”et idiotisk svar”. Hun stiller spørgsmål ved, om Marcus Knuth ”overhovedet har forstået, hvad et liberalt demokrati er?”. Han forholder sig til demokratiet som en afgørelsesprocedure: Flertallet bestemmer, basta! Han indlader sig overhovedet ikke på den principielle diskussion af, om elementære frihedsrettigheder er trådt under fode.
Under henvisning til Hal Koch gør Amalie Lyhne opmærksom på, at demokrati er andet og mere end flertalsstyre. Hvis et flertal i Folketinget tager rettighederne fra et mindretal, er det ”flertalstyranni”. Man kunne måske også kalde det populisme?
Nu synes der for alvor at være gået hul på den betændte byld i filmbranchen, der handler om magtfulde mænds seksuelle overgreb på kvindelige skuespillere.
Mange har nok haft på fornemmelsen, at der i kulisserne herskede en rådden kultur, hvor indflydelsesrige nøglepersoner mente sig i stand til at befordre kvindernes karrieredrømme ved at lade dem yde et natligt vederlag. Ikke alle satte hælene i. Længe er det foregået under larmende tavshed. Udnyttelsen spænder lige fra sexchikane til regulær voldtægt.
Den kendte Hollywood-producer Harvey Weinstein er nu blevet frataget sit prominente sæde i Oscar-akademiet efter at være dynget til med anklager fra krænkede kvinder. Nu venter der en langstrakt retssag. Weinstein-skandalen har tilsyneladende sat skred i en omsiggribende ransagelse og debat i filmverdenen over hele kloden.
Også her i Danmark. Den islandske sanger Björk har ifølge Gaffa.dk følt sig forulempet af en kendt dansk instruktør. Og skuespillerinden Lone Hertz fortæller til dr.dk, at hun ikke er overrasket over Weinstein-skandalen. Selv blev hun som ung taget på brysterne, hvorefter hun kvitterede med en knaldende lussing. ”Det var en anden tid – ordet sexchikane fandtes ikke,” udtaler den 78-årige Lone Hertz.
I Politiken har journalist Michelle Goldberg et debatindlæg: ”Lad os få flere kvindelige chefer, så man ikke behøver finde sig i sexchikane fra mænd.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.